– Vi stod der, hvor vi i flere år kun havde drevet vores forbund ved hjælp af frivillige kræfter. Her var det en kæmpe barriere, at vi ikke var optaget hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), lyder det fra Jakob Færch.
Han er formand hos Surf & SUP Danmark, som er et specialforbund for surfing, stand up paddle, prone paddleboarding og rafting.
I 2013 indledte Surf & SUP Danmark en dialog med DIF om at blive optaget som det 62. idrætsforbund i paraplyorganisationen, men man opfyldte ikke de betingelser, som DIF stiller til optagelse af nye forbund.
– Vi havde en klar oplevelse af, hvad det betød for os at være uden for DIF. Vi havde flere af vores dygtige atleter, som ikke kunne få støtte fra kommunen, fordi vi ikke var optaget i DIF, fortæller Jakob Færch.
Ifølge formanden hos Surf & SUP Danmark kan man ikke undervurdere betydningen af at blive optaget i DIF.
– For dansk idræt er det vigtigt, at padelforbundet er med. Vi kan ikke holde til, at en så stor idrætsgren ikke er med, når forbundet opfylder betingelserne – både for idrætsudviklingen og sundheden. Hos padelforbundet får I også bedre muligheder for at udnytte potentialet, som sporten har, siger Jakob Færch.
Surfing på det olympiske program
Redningen for Surf & SUP Danmark blev i første omgang en fondsdonation fra Nordea på fem millioner kroner til et nyt udviklingsprojekt. Med pengene kunne man ansætte den første fuldtidsmedarbejder og begynde at vokse.
I 2017 kom den endelige sikring af forbundet, da surfing midlertidigt kom på det olympiske program i forbindelse med sommer-OL i Tokyo, der blev holdt i 2021.
Således var man sikret en optagelse som et specialforbund i DIF, der er den nationale olympiske komité. Den 1. januar 2018 var Surf & SUP Danmark officielt optaget som forbund i DIF.
– Det vigtigste har været adgangen til netværket og ekspertisen hos de andre forbund og de DIF-ansatte. Man har en helt anden dialog og adgang til dem. Hvis man vil flytte ting og få idéer, så er det her, det sker. Og så er det også anerkendelsen, lyder det fra Jakob Færch, der fortsætter:
– Vi kunne ikke have gjort de ting, som vi har gjort de seneste år, hvis ikke vi var blevet et DIF-forbund, konstaterer formanden.
Det er langt fra hverdagskost, at et forbund bliver optaget i DIF. Seneste gang var i 2018, og førhen skal man mange år tilbage for at finde et eksempel. Sådan lyder det fra Morten Mølholm Hansen, direktør hos DIF.
– Hvis padelforbundet bliver optaget, så er det ét af de større forbund, som bliver optaget i DIF, siger han.
Fordele som DIF-forbund
– For det første har man et støtteserviceapparat i ryggen. Vi kan blandt andet hjælpe til med juridiske problemstillinger, strategisk udvikling, børne- og ungdomsarbejde, talentudvikling og organisationsudvikling.
– Man Indgår også i et samarbejde med andre forbund, som man kan få inspiration fra. Og så kan man sparre med DIF om at lægge strategi for de næste fire år. DIF arbejder også meget med leder- og træneruddannelse og hjælp til eventuelle kriser.
– Derudover er der selve anerkendelsen ved at være et DIF-forbund. Normalt bliver det lettere at få tilskud hos kommunerne, fordi det er en blåstempling af ens arbejde, når man bliver optaget i DIF. Man får også økonomisk støtte, når forbundet bliver optaget i DIF
Kilde: Morten Mølholm Hansen, direktør hos DIF.
Andre kan lære af padelforbundet
Spørger man DIF-direktøren, så er der mange ting, som padelforbundet kan få ud af at blive optaget som det 63. idrætsforbund i DIF.
– Dansk Padel Forbund kan især lære noget om det organisatoriske. Padel er opstået som en motionsidræt for voksne. I den næste fase kommer udviklingen af børne- og ungdomspadel. Hos DIF har vi nogle store børnesatsninger og et stort fokus på, hvordan børnepolitik virker ude i klubberne. Vi er også i gang med Fremtidens Idræt for børn og unge. Herunder også at lave trænerløfter for alle de frivillige trænere, så de møder børnene med det rigtige afsæt, forklarer Morten Mølholm Hansen.
Som en konkret indsats fremhæver Morten Mølholm Hansen, hvordan Dansk Padel Forbund har været gode til at samle sine medlemmer på en enkel og fleksibel måde.
– Padelforbundet har udviklet flere ting heriblandt holdturneringen (Lunar Ligaerne, red.), som mange af vores andre idrætsforbund kan lære en masse af, slår DIF-direktøren fast.
I løbet af 2025 skal padelforbundet igennem en optagelsesproces i DIF.
Her bliver der blandt andet kigget på, om man har de formelle ting i orden, inden alle de nuværende DIF-forbund skal tage stilling til, om padelforbundet skal stemmes ind eller ej.
– Jeg er selvfølgelig positiv. Det er jeg også, fordi jeg har været en del af et langt forløb, hvor vi er endt med et forslag, som Dansk Padel Forbund, Dansk Tennis Forbund og DIF er blevet enige om. Den aftale håber jeg, at de øvrige DIF-forbund vil være på linje med. Jeg synes, der er mange spændende og gode ting i padelsporten, som jeg håber, at vi alle kan få glæde af i DIF i fremtiden, slutter Morten Mølholm Hansen.
2 Responses
Håber at Padel i DIF, så betyder man kan gå til Padel, også som voksen. På samme måde som man kan gå til fodbold etc. Det savner jeg ved Padel
Hej Lars. Tak for din kommentar. Hvis det er foreningslivet, som du hentyder til, dukker der hele tiden nye op i hele Danmark. Du kan finde en forening nær dig på siden her: https://www.danskpadelforbund.dk/baner-i-danmark/