ZigaForm version 7.6.4

Dansk Padel Forbund runder 20.000 licensspillere i Danmark

Det var en overrasket Casper Nørgaard fra foreningen Middelfart Padel Society, som fredag aften kom ind på centrecourt i Vejle Padelcenter under den første dag til Senior DM 2026.

Forinden var Casper Nørgaard blevet inviteret til Vejle som gæst i VIP Lunar Business-lounge af Dansk Padel Forbund med den historie, at han var blevet valgt i en tilfældig lodtrækning.

Den rigtige forklaring var, at han var nummer 20.000 til at købe en spillerlicens i Danmark.

– Det var en kæmpe overraskelse, og I tog fusen på mig. Jeg troede bare, at jeg skulle herop at kigge, så jeg blev lidt overrasket over, at jeg var nummer 20.000, siger Casper Nørgaard.

Bedre muligheder for alle

Direktøren i Dansk Padel Forbund er yderst tilfreds med de nu 20.000 danske licensspillere.

– Tallene bliver bare ved med at overraske i dansk padel og især hastigheden, som væksten realiseres med. Det er en vigtig milepæl for os på flere fronter, forklarer Kristoffer Jørgensen.

Han fortæller, at strategien fra starten har været at skabe et attraktivt miljø for alle aldre og niveauer. At der hver weekend udbydes turneringer gør det attraktivt at have en spillerlicens.

Derudover spiller Lunar Ligaen, hvor der nu er 15.000 licensspillere med, også en vigtig rolle.

– Det har betydning for alle, fordi det er et udtryk for, at vores padelfælleskab vokser. Flere inviteres ind i turneringsmiljøet, og det giver bedre muligheder for alle, uddyber direktøren.

Også i DIF bliver det positivt bemærket, at Dansk Padel Forbund har rundet en ny milepæl.

– Danskerne har i den grad taget padel til sig. For et halvt år siden blev Dansk Padel Forbund optaget i DIF, og nu runder man 20.000 licensspillere. Det er godt gået, og det vidner om et forbund i rivende udvikling. Stort tillykke med milepælen, siger Hans Natorp, formand i DIF.

Forventer flere licensspillere

Licensspiller nummer 20.000, Casper Nørgaard, fortæller, at han har købt en licens, fordi han er begyndt at spille på et Serie 5-hold i Lunar Ligaen, hvor de møder hold i lokalområdet.

Han fik i første omgang kendskab til padel fra sine kolleger, og sidenhen har det udviklet sig.

– Jeg synes, det er helt vildt, at der er så mange licensspillere i Danmark i dag. Det er helt vildt fedt, og sporten er bare buldret frem, lyder det fra Casper Nørgaard fra Middelfart.

I Dansk Padel Forbund tror direktøren på, at der kan komme mange flere licensspillere herhjemme, selvom man hos nabolandet Sverige kun har cirka 5000 licensspillere i dag.

Dette støttes af en verdensrapport, som anslår, at der er 400.000 padelspillere i Danmark.

– Vi skal have fokus på det attraktive turneringsmiljø, så vi får flere med i fællesskabet. Dette er også en måde, hvor vi synligt får registreret antallet af padelspillere, og licensen er også et enkeltmedlemskab af forbundet. Vigtigst af alt er dog, at vi tror på, at licensen er stærkt medvirkende til at fastholde spillerne i vores fantastiske sport, fortæller Kristoffer Jørgensen.

Ud over en hyldest på centrecourt til Senior DM fik Casper Nørgaard en souvenir med hjem.

– Jeg har fået en fed, signeret trøje med Oscar Sebber og Emil Okkels, som jeg glæder mig til at spille i. Den er jeg meget stolt over, og den skal helt sikkert vises frem, slutter han.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden