1. Hvem kan afholde ranglisteturneringer
Hvert år tildeles hvert center, som er medlem af Dansk Padel Forbund og har ansøgt, x antal turneringsdage til brug i et givent turneringsår (fra 1. januar til 31. december). Alle klubber, centre eller private aktører kan afvikle DPF-ranglisteturneringer, så længe det foregår i medlemscentre og i tråd med antallet af tildelte DPF-turneringsdage.
Der er momspligt på deltagergebyrer, ligesom der altid skal svares skat af et evt. overskud. Derfor er det et krav, at arrangør overholder de skattemæssige forpligtelser i forbindelse med turneringsafvikling. Overholdes dette ikke, vil man potentielt blive ekskluderet fra at kunne arrangere turneringer under Dansk Padel Forbund på ubestemt tid.
Du kan læse mere om momspligten og omsætningsgrænsen på 50.000 kr. eks. moms. her.
Det er arrangørens pligt at sætte sig ind i reglerne for ranglisteturneringer og ansvaret for turneringens afvikling ligger alene ved arrangøren.
DPF tilbyder arrangøren:
- Rådgivning i forbindelse med planlægning.
- DPF tildeler arrangør administratorrettigheder i Rankedin.
- DPF gennemgår og godkender alle DPF-turneringer ud fra den pågældende turnerings reglement.
- DPF lukker altid turneringen og dobbelttjekker, at ranglistepoint er blevet fordelt korrekt efter de gældende regler om tildeling af ranglistepoint.
- Deltagelse i en mailgruppe for turneringsafviklere, hvor der sendes info ud jævnligt fra DPF. Alle turneringsansvarlige bedes sende deres mailadresse til cn@danskpadelforbund.dk og bede om at blive påsat maillisten.
1.1 Registreringsgebyr /DPF-fakturering
En DPF-turneringsarrangør betaler 15 kr. til DPF pr. deltager i en DPF-turnering. Der indregnes dog et fratræk på 60 kr. ved turneringer med max. 64 spillere og 90 kr. ved turneringer med mere end 64 spillere. DPF udsender en faktura til arrangør efter en endt turnering. Det er vigtigt, at arrangør i sit turneringsreglement har oplyst de rigtige faktureringsoplysninger (punkt B i DPF’s turneringsskabelon).
2. Krav til en DPF-ranglisteturnering
Generelt gælder følgende for en ranglisteturnering under Dansk Padel Forbund.
- DPF’s turneringssoftware, Rankedin, skal benyttes.
- Dansk Padel Forbunds rangliste skal vælges som rangliste i det turneringsreglement, arrangør lægger op i Rankedin.
- DPF’s turneringsskabelon skal bruges til samtlige DPF-turneringer. Skabelonen findes nederst på denne side.
- Et fuldt turneringsreglement skal lægges op på Rankedin senest otte uger før turneringsstart. Lægges reglementet op senere, vil turneringen automatisk blive afvist som en DPF-turnering.
- Der må kun arrangeres hverdagsturneringer (man-tors) i skolernes sommerferie, juleferie og officielle danske helligdage.
- Der kan kun arrangeres turneringer i medlemscentre af Dansk Padel Forbund.
- Der kan kun afvikles det antal turneringsdage i et center, som det pågældende center har fået tildelt af Dansk Padel Forbund.
- Der må først åbnes for spillertilmelding (sign in) tidligst to måneder før turneringsstart.
- Kun spillere, der har en aktiv DPF-licens, kan deltage i ranglisteturneringerne.
- En turnering må aldrig starte tidligere end kl. 17:00 om fredagen (gælder ikke i ferier og på helligdage) og kl. 8:00 om lørdagen, søndagen, på helligdage og godkendte feriedage.
- Sidste kamp i dagsprogrammet må senest være programsat til at starte kl. 23.00.
- Spillernes placering i de forskellige rækker skal ske i henhold til de generelle turneringsregler.
Hvis der er særlige pointregler for rækkerne DPF200, DPF100, DPF60, DPF35, DPF25 og DPF10, skal reglerne for adgang hertil beskrives i turneringens reglement, som vil være at finde på forsiden af turneringens side på Rankedin. Hvis der spilles med særlige (dispenserede/godkendte) afviklingsregler i DPF25 og/eller DPF10, skal dette også beskrives i turneringens reglement. - En spiller kan kun tilmelde sig én herre-/damerække i samme alderskategori i en og samme turnering (man må dog gerne tilmelde sig i f.eks. én herre-/damerække + én mix-/veteranrække).
- De rækker, der udbydes, skal oprettes med det samme. Man må dog gerne tilføje DPF35-, DPF25 og DPF10-rækker løbende. Man må også gerne udvide en ranglistestyret række med en ekstra DPF60-række, hvis tilmeldingerne overstiger det udbudte antal pladser.
- Der må kun være én tilmeldingsrække til de ranglistestyrede rækker, DPF100 og DPF60, sådan at parrene altid sættes ind i rækkerne i en rækkefølge, der svarer til, hvor mange point hvert par har ved deadline.
- I DPF2000, 1000, 700, 500 og 200 kan rækkerne sættes op som separate/selvstændige tilmeldingsrækker.
- Der må oprettes først til mølle-rækker for hver enkelt DPF35-, DPF25 og DPF10-række.
- Reglementet skal være udfyldt og beskrivende for turneringen. Følg DPF’s turneringsskabelon.
- I en evt. invitation og turneringsplakat skal der være et tydeligt DPF-logo.
- Turneringerne spilles – med mindre andet er nævnt i de forskellige afsnit – efter de internationale regler for padel, som findes på det internationale forbunds hjemmeside, padelfip.com.
- Nethøjden skal være 92 cm i siderne og 88 cm på midten.
- Kampene spilles altid med golden point og receiver’s choice.
- Fyldet i underlaget skal være jævnt fordelt og i den mængde, leverandøren anbefaler for det specifikke underlag.
- Udendørsturneringer kan kun afholdes i perioden fra 1. april til 31. oktober.
- Turneringen skal være åben for alle spillere, der lever op til de af DPF beskrevne adgangskrav til hver kategori.
DPF forbeholder sig retten til at afvise en ranglisteturnering, hvis den ikke opfylder de beskrevne krav og regler for ranglisteturneringer, hvis den falder sammen med en anden vigtig ranglisteturnering, eller den på anden vis strider imod DPF’s politik.
3. Deadlines
DPF opererer med fire deadlines for arrangører op til turneringsstart:
- 2 måneder. Først to måneder før turneringsstart må man åbne for tilmelding til sin turnering. Det betyder, at en turnering, der spilles den 25. april, først må kunne modtage tilmeldinger fra den 25. februar.
- 8 uger. Der skal ansøges om afholdelse af en DPF-turnering med et fuldt reglement på Rankedin senest otte uger inden turneringsstart. Turneringerne godkendes ikke, hvis de er lagt op senere end dette – uanset om det er én dag eller én uge.
- 10 dage. Tilmeldingsfristen til en turnering skal altid gå senest 10 dage inden turneringsstart. Tilmelding skal være lukket derefter – uden undtagelse. Det betyder ikke, at arrangør ikke gerne må fylde rækkerne op i perioden mellem frist og lodtrækning, så længe de nye spillere, der kommer ind, ikke skubber andre par ned. Har man f.eks. udbudt 8 pladser i DPF100, 8 pladser i DPF60 og 8 pladser i DPF35, og der kun er 18 spillere tilmeldt, så må man gerne søge efter seks spillere mere. Placeringen af de til tiden tilmeldte 18 spillere ligger dog fast ved deadline. I dette tilfælde vil de 8 bedst rangerede blive placeret i DPF100, 9-16 vil blive placeret i DPF60, og 17-18 vil blive placeret som seedet 1 og seedet 2 i DPF35. Det betyder, at de seks par, der kan komme ind efter deadline alle skal have færre point end de to seedede par i DPF35. Ovenstående betyder grundlæggende, at par, der tages ind efter deadline og inden lodtrækning, aldrig må have flere point end de seedede par. Ved deadline skal vi kende seedningerne i alle rækker.
- Undtaget herfor er dog kategorierne DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500 og DPF200, hvor ventelisten altid har højeste prioriteret. Er der ingen par på venteliste, må man skifte sin makker ud til én spiller, som har færre point end den oprindelige makker. Herudover skal den indskiftede spiller have enten dansk statsborgerskab eller været bosiddende i Danmark i mindst 12 sammenhængende måneder op til turneringsstart.
- Mandag. Programmet inkl. lodtrækning og spilleplan skal senest offentliggøres og sendes ud om mandagen før turneringsstart i den kommende weekend (fredag-søndag). Spilles turneringen andre dage end fredag, lørdag eller søndag, skal programmet sendes ud senest fire dage inden turneringsstart.
Herudover skal følgende tidsfaktorer følges:
- Erstatningspar og –spillere kan indsættes helt frem til turneringsstart efter gældende regler om reserver.
- Ved deadline for tilmeldingsfrist er et par garanteret deltagelse i den række, som de på dette tidspunkt er kvalificeret til. Der kan mellem deadline for tilmeldingsfrist og lodtrækning tilføjes par til turneringen for at fylde rækker op, men man må ikke tilføje par, som skubber andre par en række op eller ned. Man må ikke tilføje par, som ændrer på de seedninger, som ville have været foretaget ved tidspunktet for tilmeldingsfrist. Dette betyder grundlæggende, at man i en samlet tilmeldingsrække kun kan tilføje par i den lavest udbudte kategori – dog med det forbehold, at de seedede par i den pågældende række skal kunne beholde deres seedning.
- Arrangør skal indtaste alle resultater i turneringen (inkl. walk over-kampe) umiddelbart efter turneringens sidste bold er spillet.
4. Oprettelse og afvikling af en ranglisteturnering
- Der kan oprettes rækker for både juniorer, seniorer og veteraner.
- Der kan oprettes rækker for både kvinder, herrer og mix-par.
- Der findes DPF-klasser i kategorierne DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500, DPF400, DPF200, DPF100, DPF60, DPF35, DPF25 og DPF10. Tallet fortæller, hvor mange point hver enkelt vinder af den pågældende række får. Pointtallet er pr. spiller.
- Der skal søges hos DPF om terminer til al afvikling i kategorierne DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500 og DPF200 (gælder kun i herre- og damerækker på seniorniveau + Junior DPF500 og DPF200).
- Der kan under de gældende krav frit arrangeres turneringer i kategorierne DPF100, DPF60, DPF35, DPF25 og DPF10.
4.1 Særregler for mix-, junior- og veteranrækker?
Mix- og veteranrækker fra DPF500 og ned skal der ikke ansøges om.
- DPF500 for mix- og veteraner kan dog ikke ligge samme dage i samme region (Nord, Midt, Syd, Sjælland og Hovedstaden) som DPF2000-, DPF1000-, DPF500- og DPF200-turneringer for herrer/damer, DM seniorrækker og DM veteranrækker.
- DPF500 for mix- og veteraner kan aldrig ligge samme dage (uanset geografisk placering) som nogle DM-rækker med undtagelse af DM junior.
- DPF500 og DPF200 for juniorer er fastlagt af Dansk Padel Forbund.
- Der kan frit opsættes juniorturneringer med lavere kategorier end DPF200. Der må dog aldrig arrangeres en juniorturnering samme dag, som der afvikles DM for juniorer.
- Der må aldrig afvikles mere end én DPF500-turnering i mix eller veteran i samme center hvert halve år.
- Deltagergebyret i juniorrækker må aldrig overstige 225 kr. pr. spiller.
Arrangør kan vælge at oprette mix- og veteranrækker med disse to pointscenarier:
- Man kan vælge udelukkende at medtage spillernes point fra den pågældende rækkes rangliste. Det vil sige, at man eksempelvis sætter en mixturnering op, hvor parrene kvalificerer sig til og seedes ud fra mixranglisten.
- Man kan vælge at medtage spillernes point fra den pågældende rækkes rangliste + point fra herre-/dameranglisten. Det betyder f.eks., at et mixpars samlede point vil bestå af følgende:
- Herrespillerens ranglistepoint på herreranglisten.
- Damespillerens ranglistepoint på dameranglisten.
- Herrespillerens ranglistepoint på mixranglisten.
- Damespillerens ranglistepoint på mixranglisten.
- Det samlede pointtal for et par ved denne model er de fire gange ranglistepoint divideret med 2.
- Ved DM Veteran og DM Mix skal model 2 benyttes.
Arrangør kan vælge at oprette juniorturneringer med lavere rang end DPF200 med disse to pointscenarier:
- Man kan vælge udelukkende at medtage spillernes point fra den pågældende rækkes rangliste. Det vil sige, at man eksempelvis sætter en U14-juniorturnering op, hvor parrene kvalificerer sig til og seedes ud fra U14-ranglisten.
- Man kan vælge at medtage 33% af spillernes point fra den pågældende rækkes rangliste + 100% af pointene fra herre-/dameranglisten. Det betyder, at et pars samlede point vil bestå af følgende:
- 33% af spiller 1’s ranglistepoint på den pågældende juniorrangliste.
- 33% af spiller 2’s ranglistepoint på den pågældende juniorrangliste.
- 100% af spiller 1’s ranglistepoint på herreranglisten/dameranglisten.
- 100% af spiller 2’s ranglistepoint på herreranglisten/dameranglisten.
- Det samlede pointtal for et par ved denne model er de fire gange ranglistepoint divideret med 2.
- Ved DM Junior, DPF500 Junior og DPF200 Junior skal model 2 benyttes.
Vælger man at benytte sig af den model, hvor man både medtager point fra eksempelvis mix- og herre-/dameranglisten, så skal spillernes pointberegninger laves manuelt, da Rankedin ikke kan dele pointene på den ovenfor beskrevne måde. Det betyder, at arrangør skal lave manuelle udregninger, så man sikrer, at spillerne ikke har tilmeldt sig med for mange point i en klasse med pointgrænser. Det betyder også, at arrangør ved deadline skal lave en manuel udregning for hvert eneste par, sådan at spillerne kan fordeles i de rigtige rækker, og sådan at de rigtige par bliver seedet.
- Arrangør kan bruge Dansk Padel Forbunds rangliste på Dansk Padel Forbunds hjemmeside, når man skal finde ud af, hvor mange point de enkelte spillere har på de relevante tidspunkter. På ranglisten kan man søge efter specifikke spillere, ligesom man også kan finde de forskellige ranglister, som de har set ud i de relevante uger.
Det er meget vigtigt, at den enkelte arrangør skriver i sit turneringsreglement, om point kun tages fra mixranglisten/juniorranglisten/veteranranglisten, eller om point udregnes i en kombination fra mix-/junior-veteranranglisten og herre-/dameranglisten.
Der optjenes ikke point til herre- eller dameranglisten, når man spiller mix-, junior- eller veteranturneringer. Der optjenes udelukkende point til den pågældende kategori, som der spilles i.
4.2 Turneringssoftware
Dansk Padel Forbund har valgt Rankedin som den officielle turneringssoftware. Alle ranglisteturneringer skal bruge Rankedin. En ranglisteturnering skal altid lægges op og offentliggøres på Rankedin. Det forventes, at turneringsarrangør tilegner sig viden om Rankedin og lærer at bruge systemet, så arrangør kan arbejde med og bruge programmet til turneringsbehov samt hjælpe deltagere med tvivlsspørgsmål vedr. programmet.
4.3 Samlet præmiesum
Der skal altid skrives en samlet præmiesum ind i reglementet på Rankedin. Den samlede præmiesum skrives under punkt 1. Edit -> H. Advanced og formuleres således: “Samlet præmiesum: x kr.” Den faktiske præmieværdi skal matche den angivne præmiesum.
4.4 Præmier
DPF2000/1000-præmier (gælder kun i herre- og damerækker på seniorniveau).
Dette fastsættes af Dansk Padel Forbund og udmeldes i de enkelte turneringsregelsæt.
DPF500-præmier (gælder kun i herre- og damerækker på seniorniveau).
Vinderparret skal modtage præmier for en vejledende værdi til mindst 4.000 kr. Finalistparret skal modtage præmier for en vejledende værdi til mindst 2.000 kr.
DPF200-præmier (gælder kun i herre- og damerækker på seniorniveau).
Vinderparret af DPF200-rækkerne skal modtage præmier svarende til en værdi af mindst 2.000 kr. Det tabende finalistpar skal modtage præmier svarende til en værdi af mindst 1.000 kr.
DPF100/60/35/25/10-præmier (gælder i samtlige senior-, mix-, veteran- og juniorrækker).
Vinderparret af disse rækker skal modtage præmier svarende til en værdi på mindst det dobbelte af det betalte deltagergebyr. Det tabende finalistpar skal modtage præmier svarende til en værdi på mindst det betalte deltagergebyr.
Værdisætningen af præmierne skal altid være i overensstemmelse med vejledende udsalgspris.
Dansk Padel Forbund ønsker, at turneringsarrangørerne har forholdsvist meget spillerum ift. valg af præmier, så længe de ovenfor nævnte minimumskriterier er overholdt, og så længe at præmierne ikke bliver for forankrede i det lokale miljø. Præmierne skal kunne nå en bred målgruppe. Det betyder eksempelvis, at medlemskaber eller point til et specifikt padelcenter som udgangspunkt ikke accepteres af Dansk Padel Forbund som en brugbar præmie til DPF-turneringer.
4.5 Opkrævning af deltagergebyrer
Dansk Padel Forbund anbefaler, at arrangør opkræver et deltagergebyr på max. 600-700 kr. pr. par. I centre, hvor belægningsprocenten normalt ville være høj på den pågældende turneringsdag, anbefaler vi et max. på 700 kr. I centre, hvor belægningsprocenten normalt ville være knap så høj på den pågældende turneringsdag, anbefaler vi et max. på 600 kr.
Arrangør skal altid huske at skrive betalingsbetingelserne ind i reglementet. Betalingsbetingelserne må ikke være modstridende med nedenstående retningslinjer.
- Det fulde beløb skal altid refunderes gebyrfrit, hvis ikke man får plads i turneringen pga. for lav rangering eller nedlæggelse af rækker.
- Man må gerne skrive, at tilmeldingen er bindende, og man kan derfor insistere på ikke at betale gebyret tilbage til de pågældende spillere ved afbud. Dog må arrangør aldrig opkræve gebyr fra mere end ét par på én plads. Det betyder, at man skal betale spillerne deres gebyr tilbage, hvis man indsætter et nyt betalende par på den nu ledige plads. Giver man pladsen gratis til et nyt par, er man ikke forpligtet til at betale det afbudsramte par deres gebyr tilbage.
- Man har som arrangør ret til at opkræve et refusionsgebyr på max. 50 kr. ved alle andre former for refusion end eksemplet nævnt ovenfor, hvor et par ikke får plads i turneringen pga. for lav rangering eller nedlæggelse af rækker.
- Der skal svares moms af deltagergebyrerne, og derfor er det et krav, at det i reglementet skal synliggøres, hvortil deltagergebyrerne betales.
4.6 Turneringsformat
- Arrangøren vælger frit mellem de turneringsformater der er beskrevet i turneringsreglerne. Turneringsformatet skal fremgå af turneringsreglementet.
- Der spilles altid bedst á tre sæt i rækkerne DPF2000, 1000, 700, 500, 400, 200, 100, 60 og 35.
- Der kan i kategorierne DPF100, DPF60, DPF35, DPF25 og DPF10 vælges frit i alle kampe mellem at afvikle et tredje sæt som et almindeligt “fuldt” tredje sæt eller som en matchtiebreak. Valget skal fremgå tydeligt af turneringens reglement.
- Matchtiebreak i tredje sæt indtastes altid med matchtiebreakcifre (f.eks. 10-7) og ikke 7-6.
- Der skal altid spilles bedst á tre fulde sæt i alle kampe i DPF2000, DPF1000 og DPF400.
- Der skal altid spilles bedst á tre fulde sæt i finaler i DPF500 og DPF200.
- I DPF25 og DPF10 kan arrangør vælge at afvikle de pågældende rækker med færre eller kortere sæt. Dette skal fremgå meget tydeligt af det pågældende turneringsreglement.
4.7 Rækkestørrelse
- En række kan aldrig afvikles med færre end fire par i nogle DPF-kategorier. Hvis et par melder fra efter offentliggørelsen af lodtrækningen, og det ikke lykkes at finde et erstatningspar, skal rækken dog stadig gennemføres.
- Der skal udbydes mindst seks pladser (seks par) i hver række. Såfremt der efter udløbet tilmeldingsfrist ikke er mindst seks deltagerpar i hver række, kan arrangøren vælge at forlænge tilmeldingsfristen med max. 48 timer eller afvikle turneringen med de par, der er tilmeldt inden for tilmeldingsfristen. Dette skal dog ske i overensstemmelse med reglerne for deadlines.
- DPF2000/1000/700/500/200-rækker kan aldrig afvikles som 16-draws på én dag.
- Hvis færre end seks par er tilmeldt i en DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500 og DPF200 kan rækken ikke afvikles, og rækken skal enten annulleres eller ændres til en puljeturnering, hvor der spilles om point svarende til DPF100.
- En række med færre end seks par kan aldrig afvikles med andet format end et puljeformat.
- I DPF100, DPF60, DPF35, DPF25 og DPF10 kan en pulje med fire eller fem par afvikles, hvis tilmeldingstallet ikke er på mindst seks.
- Man må ikke lave to rækker i samme kategori i rækker med højere rang end DPF60. Det betyder, at man eksempelvis ikke kan lave en DPF100 A og en DPF100 B, men man må gerne udvide sin turnering til at omfatte flere DPF60-, DPF35-, DPF25 og DPF10-rækker, så længe disse overholder de ellers gældende regler for tilmelding og afvikling.
4.8 Tilmelding med ranglistepoint eller først til mølle
- Der må kun være én tilmeldingsrække til de ranglistestyrede rækker, sådan at parrene altid sættes ind i rækkerne i en rækkefølge, der svarer til, hvor mange point hvert par har ved deadline. DPF2000, 1000, 700, 500 og 200 er dog undtagelser. Her må gerne laves selvstændige tilmeldingsrækker.
- Det betyder, at man kan oprette en selvstændig DPF200-række samt herudover en tilmeldingsrække til eksempelvis DPF100/60/35. Et par kan i dette scenarie figurere både i DPF200 og DPF100/60/35, hvilket betyder, at der ønskes plads i DPF100/60/35, hvis ikke der opnås plads i DPF200. Et par kan vælge kun at tilmelde sig DPF200 og er derved ikke bundet til at spille DPF100/60/35, hvis ikke det pågældende par kvalificerer sig til at spille i DPF200-rækken.
- I DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500, DPF200, DPF100 og DPF60 har par med flest ranglistepoint altid forrang ift. at opnå plads i den pågældende turnering.
- I DPF35, DPF25 og DPF10 må arrangør selv bestemme, om der skal tilmeldes med forrang til par med flest ranglistepoint eller efter princippet om først til mølle.
- Arrangør sætter, i først til mølle-rækkerne, et loft på antal point hos parrene i DPF35-, DPF25- og DPF10-rækkerne. Loftet må ikke sættes højere end 350 point i DPF35, 150 point i DPF25 og 30 point i DPF10. Pointtallet er et pars samlede antal ved tidspunktet for tilmelding – ikke tidspunktet for tilmeldingsfrist.
- Uanset om en turneringsarrangør ønsker forrang til par med flest ranglistepoint eller først til mølle-tilmelding i DPF35-, DPF25- og DPF10-rækkerne, skal det fremgå af turneringsreglementet.
- Kort efter tilmeldingsfristens udløb skal alle tilmeldte spillere have direkte skriftlig besked om, hvorvidt de er optaget i en række i turneringen eller ikke.
4.9 Pointgrænser
4.9.1 Først til mølle-tilmelding
- DPF35 – max. 350 point ved tilmeldingstidspunktet (arrangør må gerne sætte en lavere, hvis dette ønskes)
- DPF25 – max. 150 point ved tilmeldingstidspunktet (arrangør må gerne sætte en lavere, hvis dette ønskes)
- DPF10 – max. 30 point ved tilmeldingstidspunktet (arrangør må gerne sætte en lavere, hvis dette ønskes)
4.9.2 Ranglistestyret tilmelding
- To spillere, som på tilmeldingstidspunktet begge har 4.000 point og derover, kan ikke spille en DPF200-turnering sammen.
- Hvis DPF100 er den højest udbudte kategori, skal der altid sættes et pointmaksimum ved tilmeldingstidspunktet på nøjagtigt 2.500 point.
- Hvis DPF60 er den højest udbudte kategori, skal der altid sættes et pointmaksimum ved tilmeldingstidspunktet på nøjagtigt 1.000 point.
- Hvis DPF35 er den højest udbudte kategori, skal der altid sættes et pointmaksimum ved tilmeldingstidspunktet på nøjagtigt 350 point.
- Hvis DPF25 er den højest udbudte kategori, skal der altid sættes et pointmaksimum ved tilmeldingstidspunktet på nøjagtigt 150 point.
- Hvis DPF10 er den højest udbudte kategori, skal der altid sættes et pointmaksimum ved tilmeldingstidspunktet på nøjagtigt 30 point.
4.10 Tidsforbrug / pauser mellem kampene
I kategorierne DPF2000 og DPF1000/400 spilles der altid med tre fulde sæt i alle kampe. Her skal min. afsættes 75 min. pr. kamp. Spillerne har krav på min. 45 minutters pause mellem kampene.
I kategorien DPF500 kan der fra arrangørens side vælges mellem at spille med tre fulde sæt eller matchtiebreak i tredje sæt. Hvis der spilles med tre fulde sæt, skal der afsættes min. 75 min. pr. kamp. Spilles der med matchtiebreak i tredje sæt, skal der afsættes min. 60 min. pr. kamp i DPF500. Finaler spilles altid med tre fulde sæt, og her afsættes min. 75 min. Spillerne har krav på min. 45 minutters pause mellem kampene.
I kategorien DPF200 kan der fra arrangørs side vælges mellem at spille med tre fulde sæt eller matchtiebreak i tredje sæt. Finaler spilles altid med tre fulde sæt. Det anbefales at sætte den samme tid af til kampene som i DPF500-turneringerne, men der er intet krav til dette. Der er ingen særlige krav til pausetid mellem kampene, men det anbefales, at spillerne altid har mulighed for som minimum at holde en kort pause mellem kampene.
I kategorierne DPF100, DPF60, DPF35, DPF25 og DPF10 kan der fra arrangørens side altid vælges mellem at spille med tre fulde sæt eller matchtiebreak i tredje sæt. Arrangør vælger også, hvordan finalerne spilles. Der er intet krav om en bestemt tidsramme for disse kampe, men det anbefales at afsætte 75 min. til alle kampe i disse kategorier, hvor der spilles med tre fulde sæt og 60 min. til alle kampe i disse kategorier, hvor der spilles med matchtiebreak i tredje sæt. Der er ingen særlige krav til pauselængde mellem kampene, men det anbefales, at spillerne altid har mulighed for som minimum at holde en kort pause mellem kampene.
4.11 Wild cards
Wild cards bruges oftest til klubbens egne lavererangerede spillere eller til spillere, som forventeligt har niveau til at indgå i en højere række, end deres point rækker til.
I kategorierne DPF2000, DPF1000 og DPF700 uddeles wild cards af arrangør og DPF. Læs nærmere i nedenstående to punkter.
- I DM-rækkerne kan DPF uddele wild cards til 1/8 af de udbudte pladser (DPF har altid mindst ét wild card i disse rækker).
- DPF1000 Padel Series (gælder ikke Finals): I herrernes række har DPF to wild cards, mens arrangørcenter har ét. I kvindernes række har DPF og arrangørcenter ét wild card hver.
- Til de regionale mesterskaber kan DPF uddele ét wild card i hver A-række (DPF700).
- For at modtage et wild card til én af disse kategorier skal et par have tilmeldt sig turneringen på lige vilkår med alle øvrige par.
- Der skal ikke sendes en specifik ansøgning eller lignende til Dansk Padel Forbund. Selve tilmeldingen til turneringen fungerer samtidigt som en wild card-ansøgning, da det formodes, at et par ønsker at deltage i en turnering, som de har tilmeldt sig. Det forventes dog, at arrangør og det pågældende par taler sammen, inden en evt. tildeling så begge parter er indforståede med wild card-tildelingen.
I kategorierne DPF500, DPF200, DPF100, DPF50, DPF25 og DPF25 har arrangør mulighed for at tildele ét wild card i rækker med op til 8 deltagende par og to wild cards i rækker med flere deltagende par end 8. DPF har ingen wild cards i disse kategorier.
- For at modtage et wild card til én af disse kategorier skal et par have tilmeldt sig turneringen på lige vilkår med alle øvrige par.
I alle kategorier er følgende gældende vedr. wild cards.
- Wild cards kan benyttes til alle turneringer, hvor ranglisten styrer, hvilke par der får plads i turneringen.
- Wild cards kan ikke benyttes i først til mølle-rækker.
- Wild cards tildeles før lodtrækningen foretages.
- Wild card-spillerne skal ligesom alle andre spillere have en gyldig DPF-spillerlicens for at deltage i turneringen.
4.12 Seedning og lodtrækning
- Seedning skal altid foregå med udgangspunkt i Dansk Padel Forbunds rangliste.
- Der seedes altid 25% af parrene i en række. I rækker med seks deltagende par seedes de to højest rangerede par.
- Lodtrækning kan foretages enten on site, på stream eller via Rankedin. Der må kun trækkes lod én gang til en given række. Har en arrangør behov for noget specifikt ved sin lodtrækning, må han søge dispensation hos DPF, inden lodtrækningen finder sted.
- Man kan ikke indgå i en lodtrækning uden makker.
- Trækkes der lod, hvorefter det opdages, at man har lavet en fejl, skal DPF kontaktes. DPF beslutter, om der evt. skal foretages en ny lodtrækning.
- Ved snyd med lodtrækninger suspenderes man fra at kunne arrangere turneringer under DPF.
- Får arrangør et afbud efter lodtrækningen er lavet, må der indsættes reserver på afbudsramtes plads under forudsætning af en overholdelse af reglerne for indsættelse af reserver. Der kan og må aldrig trækkes om efter modtagelse af afbud og indsættelse af nye par.
- DPF bistår gerne med lodtrækning.
4.13 Venteliste
Kommer du ikke direkte med i en turnering, har arrangør mulighed for at sætte dig og din makker på en venteliste, hvorfra du har mulighed for at komme ind, hvis andre spillere melder afbud.
I kategorierne DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500 og DPF200 gælder følgende vedr. venteliste:
- Melder et par afbud efter deadline, skal højest rangerede par fra ventelisten (ved deadline for tilmelding) kontaktes og tilbydes pladsen.
- Melder en spiller afbud efter deadline, kan vedkommendes makker få plads på ventelisten med en ny makker, hvis den nye makker har færre point end den oprindelige makker.
- Hvis arrangør modtager et afbud op til 24 timer før turneringsstart, vil det være vanskeligt at kontakte par ud fra en prioriteret venteliste. Her skal naturligvis gøres et forsøg på at kontakte de rette par, men er der ingen respons fra spillerne, kan arrangør være nødt til at tage hurtigere fat på de efterfølgende par på listen, så turneringen stadig fyldes op.
- Specifikt for kategorierne DPF2000, DPF1000, DPF700, DPF500 og DPF200, hvor der altid er mulighed for at lave en separat tilmeldingsliste, kan man efter deadline få valget om enten at stå på venteliste, at blive rykket ned i en evt. lavereliggende kategori eller begge dele. Kun hvis man figurerer på ventelisten herefter, vil man have mulighed for at blive kontaktet i tilfælde af afbud i DPF2000/1000/700/500/200. Et par, som vælger både at stå på venteliste og spille en lavereliggende kategori, skal selv sørge for at tilkendegive dette overfor arrangør. Det er med andre ord parrets eget ansvar, at man figurerer det sted eller de steder, som man ønsker. Eksempelvis, at man både står på ventelisten til en DPF500-række, og at man indgår i lodtrækningen i en lavereliggende DPF200-række i samme turnering.
- Det vil være god skik af spillerne at tage tidligt fat i arrangør og indlede en dialog om, hvorvidt man ønsker kun at stå på venteliste til den tilmeldte række, eller om man ønsker at blive indplaceret i en lavere kategori med eller uden mulighed for at blive rykket op i den øvre kategori i tilfælde af afbud.
- Par, som vælger kun at blive stående på ventelisten til den øverste kategori, skal prioriteres foran par, som har valgt at blive indsat i den lavere kategori, selv om disse par har flere point end de par, som har valgt udelukkende at satse på ventelisten. Dette gøres for også at tage hensyn til og undgå huller i den lavere kategori.
- Er der i turneringen tale om flere separate tilmeldingsrækker, skal pointkravene i hver enkelt række overholdes. Det betyder eksempelvis, at et par, hvor begge spillere har 5000 point, ikke kan blive rykket ned i en DPF200, hvis ikke de får plads i DPF500, eftersom pointloftet i DPF200 er, at to spillere med mere end 4000 point hver ikke kan spille turneringen sammen.
- Er der i turneringen tale om én samlet tilmeldingsrække, er det udelukkende pointloftet i den øverste række, der skal overholdes. Det betyder eksempelvis, at et par, hvor begge spillere har 5000 point, godt kan blive rykket ned i en DPF200.
Ovenstående gælder kun i herre- og damekategorierne på seniorniveau. Ikke i veteran-, mix- og juniorkategorier, hvor man altid følger de samme ventelisteregler som en senior DPF100-turnering (se nedenfor).
- Arrangør er ikke forpligtet til at oprette en venteliste.
- Opretter arrangør en venteliste, er arrangør ikke bundet af at skulle følge den slavisk, men i stedet kan arrangør bruge den som hjælp til sig selv og evt. afbudsramte par, når der skal findes erstatningspar, som gør det muligt at fylde turneringen op.
- Arrangør er derfor ikke forpligtet til at erstatte frafaldne par med øverst rangerede par fra ventelisten.
- DPF anbefaler arrangørerne så vidt muligt at følge ventelisten, når en sådan er oprettet.
4.14 Afbud og reserver
Afbud skal altid ske skriftligt og hurtigst muligt til turneringsarrangøren.
Ved afbud er det turneringsarrangør, der afgør, hvilke retningslinjer som er gældende ift. refusion af deltagergebyret. Retningslinjerne skal fremgå af turneringens reglement.
Følgende retningslinjer vedr. afbud er gældende i kategorierne DM (senior), DPF2000, DPF1000, DPF700 og DPF500:
- Et afbud fra en spiller er lig med et afbud fra parret, og højest rangerede par (ved deadline for tilmelding) fra ventelisten indsættes i stedet.
- En spiller kan skifte sin makker ud efter deadline for tilmelding, hvis den nye makker ikke har flere point end den oprindelige makker (på tidspunktet for tilmeldingsfrist).
- Det nye par bliver placeret på ventelisten, hvor de prioriteres efter samtlige par, som har tilmeldt sig turneringen rettidigt.
- Samtlige par på ventelisten har krav på den pågældende plads, før det “nye” par kan kræve pladsen.
- Det nye par kan indtræde direkte i den pågældende turnering, hvis der ikke er venteliste.
- Er det oprindelige par seedet, vil der ikke blive ændret i draw’en, hvis det “nye” par stadig pointmæssigt forsvarer en seedning (på tidspunktet for tilmeldingsfrist).
- Er det oprindelige par seedet, men mister en hvilken som helst seedning med udskiftningen af den ene spiller, vil det “nye” par blive indplaceret i draw’en efter reglerne i punkt 4.13.e.
- Den turneringsansvarlige skal i alle tilfælde modtage afbud senest på følgende tidspunkter:
- Fredag kl. 11.00 ved en fredagsafvikling.
- Fredag kl. 16.00 ved en lørdagsafvikling.
- Lørdag kl. 16.00 ved en søndagsafvikling.
- Hvis ikke ovenstående tidspunkter overholdes. vil der ikke kunne sættes et andet par ind i stedet for det afbudsramte par, og parret vil blive erstattet med en bye i lodtrækningen.
- En spiller, som ikke har dansk statsborgerskab eller har haft fast bopæl i Danmark i mindst 12 sammenhængende måneder op til datoen for turneringsstart, kan aldrig deltage i en DPF2000, DPF1000, DPF700 eller DPF500, hvis ikke vedkommende er tilmeldt turneringen inden for deadline.
- Ved afbud fra et seedet par i én af disse kategorier (DPF2000, DPF1000, DPF700 og DPF500) skal højest rangerede useedede par (point ved deadline) rykkes ind på afbudsramtes seededes plads. Højest rangerede par fra den oprindelige venteliste (par tilmeldt inden for tilmeldingsfristen) indsættes herefter på den nye tomme plads. Dette effektueres kun, hvis afbuddet indtræffer indenfor de ovenfor beskrevne tidsrammer.
Ovenstående gælder kun i herre- og damekategorierne på seniorniveau. Ikke i veteran-, mix- og juniorkategorier, hvor man altid – også ved DM Mix, DM Junior og DM Veteran – følger de samme afbudsregler som en senior DPF100-turnering (se nedenfor).
Følgende retningslinjer vedr. afbud er gældende i kategorien DPF200:
- Et afbud fra en spiller er lig med et afbud fra parret, og højest rangerede par (ved deadline for tilmelding) fra ventelisten indsættes i stedet.
- En spiller kan skifte sin makker ud efter deadline for tilmelding, hvis den nye makker ikke har flere point end den oprindelige makker (på tidspunktet for tilmeldingsfrist).
- Det nye par bliver placeret på ventelisten, hvor de prioriteres efter samtlige par, som har tilmeldt sig turneringen rettidigt.
- Samtlige par på ventelisten har krav på den pågældende plads, før det “nye” par kan kræve pladsen.
- Det nye par kan indtræde direkte i den pågældende turnering, hvis der ikke er venteliste.
- Det nye par sættes direkte ind på det tidligere pars plads, så der ikke skal ændres i draw’en.
- Den turneringsansvarlige skal modtage afbuddet senest to timer før parrets først programsatte kamp.
- En spiller, som ikke har dansk statsborgerskab eller har haft fast bopæl i Danmark i mindst 12 sammenhængende måneder op til datoen for turneringsstart, kan aldrig deltage i en DPF200, hvis ikke vedkommende er tilmeldt turneringen inden for deadline.
Ovenstående gælder kun i herre- og damekategorierne på seniorniveau. Ikke i veteran-, mix- og juniorkategorier, hvor man altid – også ved DM Mix, DM Junior og DM Veteran – følger de samme afbudsregler som en senior DPF100-turnering (se nedenfor).
Følgende retningslinjer vedr. afbud er gældende i kategorierne DPF100, DPF50, DPF35, DPF25 og DPF10.
Hvis et par melder afbud, efter deadline for tilmelding må reserver indsættes/ikke indsættes efter følgende regler:
- Man må som useedet par ikke lade pladsen gå videre til et par, som pointmæssigt ville have været seedet i den pågældende række.
- Man må som seedet par ikke lade pladsen gå videre til et par, som pointmæssigt ville have opnået en endnu højere seedning i den pågældende række.
- Man må som useedet par gerne lade pladsen gå videre til et par, som pointmæssigt også er useedet. Det betyder, at man altid kan skifte ud, så længe det nye par ikke har flere point end lavest seedede par i rækken.
- Første seed må gerne erstattes af et hvilket som helst par – også ét med flere point, så længe parret overholder de generelle pointrestriktioner, som er gældende for den pågældende række.
- Dette betyder, at man i DPF100 ikke må erstatte et seedet 1-par med 1.800 point med et par med 2.600 point, da den generelle pointrestriktion i DPF100, når DPF100 er den højest udbudte række, er 2.500 point.
- Dette betyder, at man i DPF60 ikke må erstatte et seedet 1-par med 850 point med et par med 1050 point, da den generelle pointrestriktion i DPF60, når DPF60 er den højest udbudte række, er 1000 point.
- Dette betyder, at man i DPF35 ikke må erstatte et seedet 1-par med 310 point med et par med 420 point, da den generelle pointrestriktion i DPF35, når DPF35 er den højest udbudte række, er 350 point.
- Dette betyder, at man i DPF25 ikke må erstatte et seedet 1-par med 120 point med et par med 165 point, da den generelle pointrestriktion i DPF25, når DPF25 er den højest udbudte række, er 150 point.
- Dette betyder, at man i DPF10 ikke må erstatte et seedet 1-par med 25 point med et par med 35 point, da den generelle pointrestriktion i DPF10, når DPF10 er den højest udbudte række, er 30 point.
- En spiller må gerne skifte sin makker ud efter lodtrækningen er foretaget, så længe parret overholder de ovenfor nævnte regler vedr. parrets samlede point. Dette betyder eksempelvis, at et makkerskifte godt kan betyde, at et seedet par (efter makkerskiftet) har færre point end et lavere seedet eller et useedet par. Når først lodtrækningen er foretaget, er denne bindende.
- I disse rækker (DPF100, 60, 35, 25 og 10), er arrangør ikke forpligtet til at følge ventelisten, når der skal indsættes reserver, hvilket betyder, at man altid i disse rækker må skifte sin makker ud med en ny makker, så længe de ovenfor nævnte regler ved. seedning/ikke seedning er overholdt.
4.15 Withdrawals
- Dansk Padel Forbund opfordrer alle turneringsspillere til at spille alle de kampe, som lodtrækningen giver dem, når de er tilmeldt en given DPF-turnering. Uanset om det er puljekampe, placeringskampe m.v., så forventes det, at man spiller de kampe, som reglementet og programmet viser. Turneringsoplevelsen for alle spillere forringes, når spillere trækker sig.
- Dansk Padel Forbund straffer ikke par, som trækker sig under turneringerne.
- Et par skal dog altid huske hurtigst muligt at give en klar og tydelig melding til turneringsledelsen, når de trækker sig under den pågældende turnering. Bliver dette ikke gjort, kan Dansk Padel Forbund udstede en karantæne fra DPF-turneringer til det pågældende par på op til tre måneder.
- Turneringsledelsen i en hvilken som helst DPF-turnering skal altid kontakte Dansk Padel Forbunds turneringsansvarlige, når et par har trukket sig fra en DPF-turnering uden at give turneringsledelsen besked.
4.16 Tours med finalestævner
- En turneringsarrangør må gerne lave en turneringsrække og eksempelvis give turneringsrækken en titel, hvori Tours indgår. Dette indikerer, at der spilles om pladser til en form for slutspil.
- I sådan en turneringsrække skal der være åben tilmelding efter gældende tilmeldingsprocedurer.
- En arrangør kan lave kvalifikation til et evt. finalestævne via indledende runder, men ligesom i de indledende runder, må finalestævnet også være med åben tilmelding.
- Finalestævnet må derfor enten afvikles som en åben turnering for alle par, hvor der sorteres efter ranglisten, eller afvikles uden ranglistepoint.
4.17 Kommunikation med deltagerne
- Det er ikke nok, at spillerne selv holder øje med informationer på en given hjemmeside.
- Turneringen skal have et fast antal pladser udbudt, sådan at det på forhånd kan kommunikeres, hvordan turneringen kommer til at blive afviklet. Såfremt turneringsformen ændres markant, skal det kommunikeres ud til de tilmeldte, der i så fald skal kunne melde fra og få deltagergebyret tilbage
- Deltagerne skal have skriftlig besked, såfremt der ændres nævneværdigt i en allerede udsendt turneringsplan – her specifikt med start- eller sluttidspunkt.
- Deltagere skal informeres skriftligt om deres forventede spilletider – hurtigst muligt og senest syv dage før turneringsstart. Det er ikke nok, at spillerne selv holder øje med informationer på en given hjemmeside.
- Omend det er spillernes eget ansvar at have styr på DPF-licensen, er det arrangørens opgave at kontakte/informere spillerne om, at der ikke kan spilles med et ikke-aktivt DPF-licens (rød prik på Rankedin). Deltager en spiller alligevel uden licens i en turnering, vil den pågældende spiller og makkeren begge få 0 DPF-ranglistepoint.
5. Advarsler til arrangørerne
Det er meget vigtigt for Dansk Padel Forbund, at alle arrangører af Dansk Padel Forbunds turneringsprodukt overholder de regler og krav, som Dansk Padel Forbund udstikker. Regler og krav som alle DPF-turneringsarrangører har accepteret, da de valgte at arrangere DPF-turneringer. Arrangører, som ikke overholder de givne regler og krav, kan modtage advarsler af Dansk Padel Forbund således:
- Mindre overtrædelser vil udløse en løftet pegefinger.
- Første alvorlige overtrædelse udløser et gult kort.
- Anden alvorlige overtrædelse udløser et rødt kort og karantæne som arrangør i 3-12 måneder.
Løftede pegefingre, gule og røde kort annulleres/nulstilles efter 12 måneder.
Modtager man to røde kort uanset hvornår, udelukkes man permanent fra at arrangere DPF-turneringer.
6. Konkret vejledning til turneringsarrangørerne
- Opret turneringen på Rankedin senest 8 uger før turneringsstart. Husk at læse DPF’s krav igennem først, husk at bruge Dansk Padel Forbunds turneringsskabelon og husk at tilføje Dansk Padel Forbunds rangliste.
- Dobbelttjek dit turneringsreglement med DPF’s regler og krav.
- To måneder før turneringsstart åbnes sign in.
- Ved deadline for tilmelding (senest 10 dage før turneringsstart) fordeles parrene i de respektive rækker. Husk at tjekke om alle spillere har aktivt licens.
- I perioden mellem deadline for tilmelding og lodtrækning kan der søges efter par til at få rækkerne fyldt op (husk, at der kun må indsættes par efter deadline, som overholder kravene til indsættelse af spillere efter deadline. Se Turneringsreglerne, punkt 2).
- Seed spillerne.
- Vælg format.
- Træk lod.
- Læg program.
- Senest mandag inden turneringsstart (ved turneringer fredag-søndag) udsendes infomail til spillerne, hvor lodtrækning og program skal indgå. Her gøres det også klart for spillerne, hvilke regler og krav der stilles til dem under turneringen.
- På turneringens admin-side under punkt 9 trykkes på “Start the tournament”.
- Afvikling af turneringen. Indtastning af resultater på Rankedin umiddelbart efter hver enkelt kamp er færdigspillet.
- Når alle kampe er færdigspillet tjekkes det igennem om alle resultater er tastet ind – også evt. kampe som ikke skal spilles.
- Luk systemet ned.
7. Turneringsskabelon
Nedenstående turneringsskabelon skal fra 1. januar bruges til opsætning af alle DPF-turneringer. Herunder ses både en tom skabelon og en fyldt skabelon som brugbart eksempel på, hvordan en turnering kan sættes op. Skabelonen kan også kopieres direkte fra Rankedin, hvor vi har oprettet en fiktiv turnering. Link her.
Skabelon
Turneringsnavn
A. Turneringsansvarlig
Navn:
Mail:
Telefonnummer:
B. DPF-fakturering sendes til
Navn:
Mail:
C. Lokation
D. Tidspunkt
Dato:
Check in:
E. Tilmeldingsfrist
F. Hvem kan tilmelde sig?
Alle spillere uanset alder og rangering, som har indløst spillerlicens under Dansk Padel Forbund, kan deltage i turneringen. Se hvordan du indløser spillerlicens på: https://danskpadelforbund.dk/dpf-spillerlicens/
G. Antal baner
H. Loftshøjde
I. Boldmærke
J. Forplejning
K. Samlet præmiesum
L. Deltagergebyr og betalingsbetingelser
Pris pr. par:
Betales via:
Refusionsbetingelser:
M. Rækker
Udbudt række:
Tilmelding i denne række:
Ranglistestyret/først til mølle:
Pointmax. ved tilmelding:
Rækkestørrelse:
Format:
Forventet afviklingstidspunkt:
Wild cards:
N. Retningslinjer ved afbud
O. Turneringsformat og -afvikling
P. Dommer/referee
Q. Video og billeder
R. Øvrigt
——————————————————————————————————————–
Eksempel
DPF Padel Open
A. Turneringsansvarlig
Navn: Anders Andersen
Mail: aandersen@hotmail.dk
Telefonnummer: xxxxxxxx
B. DPF-fakturering sendes til
Navn: DPF Padelcenter
Mail: dpfpadelcenter@hotmail.dk
C. Lokation
DPF Padelcenter, Padelvej 22, 1001 Padelby
D. Tidspunkt
Dato: Lørdag d. 24. oktober 2026
Check in: 30 min. før din først programsatte kamp
E. Tilmeldingsfrist
Onsdag d. 14. oktober 2026 kl. 22.00
F. Hvem kan tilmelde sig?
Alle spillere uanset alder og rangering, som har indløst spillerlicens under Dansk Padel Forbund, kan deltage i turneringen. Se hvordan du indløser spillerlicens på: https://danskpadelforbund.dk/dpf-spillerlicens/
G. Antal baner
8
H. Loftshøjde
10,5 meter
I. Boldmærke
HEAD Pro+
J. Forplejning
Der kan købes mad og drikkevarer under turneringen
K. Samlet præmiesum
12.000 kr.
L. Deltagergebyr og betalingsbetingelser
Pris pr. par: 600 kr.
Betales via: Stripe ved tilmelding
Refusionsbetingelser: Der refunderes ikke efter tilmelding med mindre der findes et erstatningspar. Ved alle former for refusion tillægges refusionsgebyr på 50 kr.
M. Rækker
Udbudt række: Herrer DPF35
Tilmeldingsrækkes navn: Herrer DPF35 (først til mølle)
Ranglistestyret/først til mølle: Først til mølle
Pointmax. ved tilmelding: 350 point
Rækkestørrelse: 8 par
Format: Monrad
Forventet afviklingstidspunkt: Ca. 12-17
Wild cards: Nej
Udbudt række: Damer DPF10
Tilmeldingsrækkes navn: Damer DPF10 (først til mølle)
Ranglistestyret/først til mølle: Først til mølle
Pointmax. ved tilmelding: 30 point
Rækkestørrelse: 16 par
Format: Fuld monrad
Forventet afviklingstidspunkt: Ca. 17-23
Wild cards: Nej
N. Retningslinjer ved afbud
Melder man afbud til turneringen, så er det ens eget ansvar at finde et erstatningspar, som kan overtage pladsen. Man ordner i dette tilfælde det økonomiske mellemværende med hinanden udenom DPF Padelcenter. Det anbefales, at man kontakter et par fra ventelisten, men dette er ikke et krav. Så snart man har købt sig en plads i turneringen, har man i princippet råderet over pladsen og kan sælge pladsen til andre, som man ønsker.
Følgende retningslinjer skal dog overholdes:
- Man må som useedet par ikke lade pladsen gå videre til et par, som pointmæssigt ville have været seedet i den pågældende række.
- Man må som seedet par ikke lade pladsen gå videre til et par, som pointmæssigt ville have opnået en endnu højere seedning i den pågældende række.
- Man må altid finde et erstatningspar, som har samme eller færre point end én selv. Dette gælder også, hvis man er seedet. Her må man gerne lade sin plads gå til et par, som ikke har point nok til at ville have opnået samme seedning. Det nye par overtager den seededes plads i dette scenarie.
O. Turneringsformat og -afvikling
- Turneringen afvikles efter Monrad-princippet, hvor der spilles om alle placeringer.
- Alle par spiller tre kampe i turneringen (der tages dog forbehold for evt. opståede skader hos modstandere eller rækker, som ikke er fyldt op).
- Alle kampe spilles bedst á tre sæt med tiebreak ved 6-6. Et evt. tredje sæt afvikles som matchtiebreak, hvor der spilles til 10 med to overskydende point. Der spilles med no ad ved 40-40, hvor servemodtager bestemmer, hvortil der serves.
- Der spilles matchtiebreak i tredje sæt i alle kampe i turneringen – dog ikke i DPF200-finalerne, hvor der spilles bedst á tre fulde sæt.
- Der er max. fem minutters opvarmning på banen pr. kamp.
- Alle rækker (med undtagelse af DPF35- og DPF10-rækkerne) sammensættes efter DPF-ranglisten. De højest rangerede tilmeldte par tildeles en plads i turneringen. De efterfølgende par får en plads på ventelisten.
- Tilmelding til DPF35- og DPF10-rækkerne foregår ved først til mølle. Point afgør altså ikke, hvem der får plads i rækkerne. Dog bruges point til at fastsætte seedninger.
- Turneringsledelsen råder over ét wild card i hver række med rang af DPF200 og DPF100. Hvis wild cards ikke benyttes af arrangørerne, vil de næste par jvf. DPF’s rangliste tildeles en plads i turneringen.
- Et par, som taber alle deres kampe i turneringen, vil altid få 0 point til ranglisten, uanset hvilken placering de slutter på.
P. Dommer/referee
Nej
Q. Video og billeder
Der vil i forbindelse med turneringen blive taget billeder og optaget video, som vil blive delt på Dansk Padel Forbunds sociale medier.
R. Øvrigt
Turneringsledelsen forbeholder sig ret til følgende:
- At tilføje rækker i tråd med DPF’s retningslinjer, hvis der er flere tilmeldinger end udbudte rækker.
- At aflyse rækker, hvis antal tilmeldinger ikke matcher det forventede antal tilmeldinger.
Gør dig selv og os en tjeneste…
- Skriv dig bag øret, at alle tidspunkter i programmet er vejledende. På nogle baner vil vi være foran programmet, mens vi på andre baner vil være bagud. Hav tålmodighed og hold øje med den bane, du skal spille på, så du er klar til at gå på banen, når det er din tur.
- Sørg for at få varmet op inden du går på banen.
- Brug kuglerne/tællesystemet på banen, så turneringsledelsen, banens kommende spillere og tilskuere kan følge med i stillingen.
- Følg løbende med i programmet på Rankedin (f.eks. på din telefon), så du kan holde øje med, hvor og hvornår du skal spille næste kamp, og hvor langt vi er i programmet.
- Vinderne rapporterer altid resultatet af en kamp hurtigst muligt til dommerbordet. Vinderne medbringer i samme ombæring de brugte bolde.
- Hold centret rent og pænt. Brug skraldespandene og pantbeholderne – ryd op efter dig selv.
