
Dansk Padel Forbund afvikler to halvårlige turneringer for par; MakkerLigaen.
1. Turneringsform og -struktur
A. Generelt
Dansk Padel Forbund afvikler to halvårlige turneringer for par; MakkerLigaen.
Ved MakkerLigaens afslutning afholdes FinaleEvents for alle rækkevindere.
De deltagende par i MakkerLigaen tilmeldes af parrets kaptajn. En spiller kan deltage i flere rækker (Dame & Mix eller Herre & Mix)
Kampprogram for MakkerLigaen tilrettelægges af den turneringsansvarlige som kan kontaktes på makker@danskpadelforbund.dk.
B. Divisionsstrukturen
MakkerLigaen spilles i 12 regioner, hver opdelt i passende divisioner/serier.
Turneringsudvalget tilrettelægger det bedst mulige program for afviklingen af den pågældende sæson. Divisions- og seriestrukturen påvirkes primært af antallet af tilmeldte hold samt den geografiske spredning af samme.
C. Holdrangering
Ved sæsonstart placeres alle tilmeldte par i overensstemmelse med deres placering i forrige sæson. Eventuelle ledige pladser i turneringsstrukturen fordeles efter placering i forrige sæson, hvis ikke Dansk Padel Forbund gør brug af wild cards. Wild cards kan kun benyttes, hvis der opstår ledige pladser på baggrund af tvangsnedrykkede par eller par som ikke gentilmelder sig.
Nystartede par placeres som udgangspunkt i laveste division/serie. Alle par kan ansøge om anden indrangering men der er ingen garanti for, at ansøgningen kan imødekommes.
Der kan ikke laves en tilmelding til MakkerLigaen, som er betinget af en bestemt indplacering.
D. Pointgivning
En kamp spilles som bedst af 3 sæt, hvor 3. double kan være en Matchtiebreak.
Det vindende par får 1 point for en vunden enkeltkamp.
Vinder af divisionen/serien ved sæsonafslutning afgøres efter følgende prioriterede regler:
- Antallet af vundne kampe
- Indbyrdes kamp
- Sætdifference
- Partidifference
- Lodtrækning
E. Op og -nedrykning
Oprykning
I udgangspunktet vil der være to op- og to nedrykkere fra rækker med 6 eller 7 par, mens der vil være én op- og nedrykker fra rækker med 4 eller 5 par.
Dansk Padel Forbund kan ved særlige lejligheder tildele wild card-pladser i ovenstående rækker, hvis der er ledige pladser.
F. Præmier
Fordelingen af præmier i MakkerLigaen fastlægges af Turneringsudvalget og offentliggøres, så vidt muligt, inden sæsonstart.
MakkerLigaen byder også på en del konkurrencer i løbet af sæsonen, som alle har mulighed for at vinde.
G. DPF ranglistepoint
Der optjenes point til Dansk Padel Forbunds rangliste i forhold til slutplacering i rækkerne.
For at modtage ranglistepoint, skal begge spillere i et par være i besiddelse af en Rankedin profil og en aktiv spillerlicens.
2. Par
A. Tilmelding, betaling og afbud
Hvert pars kaptajn er ansvarlig for at tilmelde sit par til næstkommende sæson.
Parret er ikke officielt tilmeldt før parret er tilmedt og deltagergebyr for deltagelse er indbetalt. Undtagelsen herfor er, hvis man vinder sin række, da spiler men uden beregning i sæsonen efter.
Ønsker man at trække sig, skal det ske skriftligt til Makker@danskpadelforbund.dk. I dette tilfælde refunderes tilmeldingsgebyret ikke.
B. Holdkaptajn
Kaptajen skal venligst være kontaktbar – og tjekke sin app og mail jævnligt.
Kaptajnerne udgør i fællesskab matchledelsen når der spilles. Det er derfor et krav, at kaptajnen sætter sig ind i MakkerLigaens regler.
Kaptajnens opgaver:
- Tilmelde parret.
- Planlægge kampe og registrere hjemmekampene. Husk: Hold der spiller udendørs, skal planlægge disse kampe i perioden efter 15. april (forår) eller før 1. november (efterår) af hensyn til vind og vejr i Danmark.
- Booke baner.
- Dialog med modstandernes kaptajn ift. holdkampenes afvikling. Det påhviler hjemmeholdets kaptajn at sørge for, at udeholdet er informeret om alt vedr. den pågældende kamp.
- Sørge for at alle hjemmekampe afvikles med ordentlige og nye bolde.
- Skrive resultaterne ind i app´en efter kampen.
C. Hjemmebane
Hurtigst muligt indskriver kaptajnen alle sine hjemmekampe. Her skal påføres spilledato, -tidspunkt og -sted. Et par må gerne spille hjemmekampe flere forskellige steder – så længe det er i samme region.
Hjemmebanen skal opfylde følgende krav:
- For indendørs baner gælder, at loftshøjden på intet sted må være mindre end 6 meter.
- Alle baner skal være oplyst enten naturligt eller med spots.
- Alle baner skal være ryddede for is, sne, blade m.v.
- Alle kampe skal naturligvis kunne afvikles under sportsligt forsvarlige vilkår.
3. Kampe
A. Afvikling af en kamp
Proces for matchafvikling
Sørg venligst for at møde op i god tid. Dette gælder både hjemme- og udepar.
I alle kampe spilles der bedst af tre sæt med golden point. Evt. tiebreak spilles til 7.
Det tillades hjemmeparret at træffe beslutning om, at et eventuelt tredje sæt spilles som en matchtiebreak (tiebreak til 10) hvad enten det er af holdning eller tidspres.
Det skal meddeles udeholdets kaptajn om der spilles fuldt tredje sæt eller matchtiebreak inden kampen igangsættes.
Såfremt kampe af tidpres ikke kan færdigspilles, vil hjemmeparret blive taberdømt i de pågældende kampe, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette er i sagens natur altid turneringsledelsens afgørelse.
Alle kampe afvikles i overensstemmelse med Dansk Padel Forbunds turneringsregler.
Afviklingen af kampen skal overholde kravene til udstyr jvf gældende turneringsreglement.
Bolde
Der skal spilles med nye bolde for at undgå diskussioner om boldenes kvalitet.
B. Tid og sted
En kamp kan ikke på hverdage placeres tidligere end kl. 17:30 og i weekender (eller på helligdage) tidligere end kl. 09:00. Ingen kampe kan fastsættes til afvikling med start senere end kl. 21:00.
Kan kaptajnerne enes om andet, kan der naturligvis spilles på ethvert tidspunkt af døgnet.
C. Udgifter til afvikling af kampe
Det påhviler hjemmeparret at betale udgifter til baneleje, bolde samt evt. forplejning.
D. Flytning af en kamp og force majeure
Flytning af kampe før sæsonstart
Når kampen er indskrevet kan kampen kun flyttes igen ved enighed.
I tilfælde af force majeure, f.eks. hvis spillestedet pludseligt er lukket, påhviler det hjemmeparrets kaptajn at kontakte udeparrets kaptajn for at aftale nyt spillested og/eller dato.
Denne nye spilledato skal altid meddeles til turneringsudvalget på Makker@danskpadelforbund.dk.
For udendørsbaner gælder det, at i tilfælde af nedbør på det fastsatte kampafviklingstidspunkt afbrydes kampen som udgangspunkt, med mindre at de to kaptajner kan enes om at afvikle kampen. I tilfælde af nedbør under kampens afvikling spilles partiet til ende hvorefter kampen afbrydes. Kampen kan genoptages i tilfælde af opklaring indenfor 30 minutter. Kan kampen ikke genoptages efter 30 minutter, skal der aftales nyt spilletidspunkt. Den afbrudte kamp skal være færdigspillet inden sæsonen afsluttes. Den afbrudte kamp genoptages ved samme stilling som den blev afbrudt, og skal spilles med de samme spillere som kampen blev afbrudt med. Såfremt dette giver anledning til uenighed der ikke kan løses på stedet, kontaktes turneringsudvalget skriftligt med en redegørelse af forløbet på makker@danskpadelforbund.dk
E. Registrering af resultat
Det påhviler hjemmeparrets kaptajn at indtaste resultatet af holdkampen i app´en, så snart den pågældende kamp er færdigspillet.
Det påhviler udeparrets kaptajn at sikre at resultatet er korrekt registreret senest 48 timer efter kampens afvikling. Enhver ret til at påtale eventuelt forkert indtastede resultater bortfalder som udgangspunkt efter 48 timer.
Manglende registrering kan i yderste konsekvens medføre tabt kamp eller fratagelse af point.
Registrering af matchtiebreak i Rankedin
Resultatet af tredje sæts matchtiebreak skal altid indskrives som “1-0” eller “0-1”.
F. Forsinkelse eller for sent fremmøde
I tilfælde af at et par ikke er spilleklar senest 15 minutter efter det aftalte starttidspunkt for kampen (inklusive opvarmning), tildeles det par, som er spilleparat, sejren med 6-0 6-0.
G. Udstyr
Hjemmeholdet er ansvarlig for, at det nødvendige udstyr for at afvikle kampen er til stede.
Der skal således forefindes et rør nye padelbolde pr. kamp.
4. Udelukkelse og straf
A. Udeblivelse/afbud
Afbud til en kamp skal meddeles til modstandernes kaptajn senest 48 timer før kampstart. Som udgangspunkt straffes afbud med at kampen tabes 6-0, 6-0. Såfremt kaptajnerne kan nå til enighed om at afvikle kampen på et andet tidspunkt, kan kampen naturligvis afvikles, så længe kampen afvikles inden sidst mulige spilledag.
Et par, der udebliver eller melder afbud til en kamp, mister retten til oprykning, og kan ydermere idømmes nedrykning.
Hvis et par enten udelukkes eller trækker sig fra turneringen, taberdømmes alle det pågældende pars holdkampe med resultatet 0-6. Turneringsudvalget beslutter, om et par, der er udelukket, kan deltage i følgende sæsoners turneringer og i givet fald i hvilken division/serie.
B. Individuel karantæne
Hvis en spiller optræder usportsligt eller på anden vis er til skade for MakkerLigaen, kan den pågældende spiller idømmes personlig karantæne fra turneringen.
Såfremt en spiller stiller op under falsk navn, tæller dette som et groft tilfælde og spilleren må påregne en karantæne eller lignende.
I alvorlige tilfælde kan Turneringsudvalget endvidere indstille til Ordensudvalget, at spilleren bør idømmes yderligere, og fremadrettede, sanktioner.
Bemærk: Par, der anvender ulovlige spillere, kan ikke rykke op, uanset resultater i indeværende sæson.
5. Tvister og protester
A. Tvister og protester
De to holdkaptajner udgør tilsammen matchledelsen, og skal så vidt muligt afgøre tvister på stedet.
Protester skal, for at kunne behandles, indgives til Turneringsudvalget via email senest 48 timer efter kampen er færdigspillet.
Turneringsudvalget varetager alt omkring turneringsafviklingen af MakkerLigaen, og kan gøre brug af Ordensudvalget vedrørende fortolkning af turneringsreglerne.
6. Turneringsudvalget
A. Turneringsudvalget
Dansk Padel Forbunds turneringsudvalg tilrettelægger MakkerLigaen, fastlægger regler for op- og nedrykning, træffer beslutning om gebyrer og udelukkelse samt afgør tvister og protester.
Turneringsudvalgets afgørelser kan appelleres til Ordensudvalget.
Turnerings- og ordensudvalget kan kontaktes her
