ZigaForm version 7.6.4

Sådan vil politikerne prioritere padel efter kommunalvalget

De danske kommuner har selv et ansvar for at sikre, at det bliver nemmere at gå til padel.

Sådan lyder det næsten entydigt i en ny undersøgelse, Dansk Padel Forbund har lavet blandt landets udvalgsformænd op til kommunal- og regionsrådsvalget tirsdag den 18. november.

I undersøgelsen svarer 19 ud af 25 udvalgsformænd, at det skal være lettere at gå til padel, mens 20 ud af 25 siger, at padel skal have samme adgang til faciliteter som andre idrætter.

– Det er et kommunalt ansvar at stille de ting til rådighed, som borgerne efterspørger. Vi har flere kommercielle aktører, men jeg ønsker også, at vi får padelfaciliteter i Tårnby, som er i foreningsregi, siger Klaus Bach (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Tårnby Kommune.

Flere penge til padel

I kommuneundersøgelsen svarer 11 udvalgsformænd for kultur- og fritidsudvalgene i landets kommuner, at padel fremover skal være en vigtigere idrætsprioritet i deres egen kommune.

Fra flere udvalgsformænd lyder det også, at man vil afsætte flere penge til padel efter valget.

– I Hvidovre har vi et behov for at få padelbaner. Flere padelprojekter har tidligere været drøftet, men her er støjregler eller nabohensyn i sidste ende kommet i vejen. Når de nye støjregler er på plads, vil vi støtte arbejdet økonomisk med at få padelbaner i kommunen, lyder det fra Kenneth Bak (C), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre Kommune.

Fra ni forskellige danske kommuner lyder det i den samme undersøgelse, at der mangler flere padelbaner i kommunen.

I Viborg drømmer udvalgsformand Mads Penny (A) om endnu flere padelbaner i kommunen.

Det gælder for Roskilde, Hvidovre, Tårnby, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rebild, Glostrup, Viborg og Svendborg Kommuner.

– Vi har tre baner på vej i Vedbæk og seks baner på vej ved Rundforbi Idrætsanlæg. Vi satser også på, at der skal være baner i Birkerød, for det bør vi kunne finde plads til. Der er mange, som spørger efter det, og jeg ønsker et foreningstilbud, så det bliver så billigt som muligt, forklarer Knud Skadborg (C), formand for Kultur og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune.

I Tårnby Kommune fortæller udvalgsformand, Klaus Bach (S), at man i kommunens 2026-budget har afsat midler til at opføre to til tre nye padelbaner ved Vestamager Idrætsanlæg.

– Vi har sat penge af til projektet, fordi vi gerne vil idræt, og padel er en af de sportsgrene, som har vokset meget. Det kan være lidt dyrt at spille padel, og vores padelbaner bliver i foreningsregi, så tennisklubben kommer til at drive banerne, uddyber udvalgsformanden.

Ikke forskel på foreninger

Hele 12 udvalgsformænd svarer i Dansk Padel Forbunds nye undersøgelse, at kommunen skal give lokaletilskud til de padelforeninger, som lejer sig ind i kommercielle padelcentre.

På vores hjemmeside har vi tidligere skrevet om, hvordan Randers Kommune har nægtet at give lokaletilskud til en juniorpadelforening, hvorimod Aalborg Kommune har øget sit tilskud.

– Der er ikke forskel på foreningerne. Padel er sport, og det er særligt vigtigt at støtte, fordi man bevæger sig. Jeg synes, at vi skal give foreningerne de bedst mulige vilkår, og derfor bør vi give lokaletilskud til foreninger, der betaler for baneleje i kommercielle centre, siger Rune Kristensen (C), formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget i Næstved Kommune.

I Næstved Kommune vil Rune Kristensen (C) gerne støtte padelforeninger i kommercielle centre.

Små 10 danske kommuner går i undersøgelsen så langt som til at sige, at de i fremtiden skal bidrage ved at opføre nye, foreningsejede padelbaner.

I Svendborg Kommune drømmer man blandt andet om at opføre nye padelbaner på Thurø.

– Det har været rigtig svært at få noget igennem i denne valgperiode, men der er en stigende efterspørgsel på at spille padel i kommunen, og prioriteringen af idrætsområdet herunder padelsporten skal være helt anderledes på den anden side af kommunalvalget, lyder det fra Hanne Ringgaard Møller (B), formand for Kultur- og Fritidsområdet i Svendborg Kommune.

Hvidovre Kommune har ingen padelbaner i dag, men det håber udvalgsformanden at lave om på i den næste valgperiode, så borgerne kan spille padel inden for kommunegrænsen.

– Det er ret vigtigt, at Hvidovre Kommune får sine egne baner. Vi har en tennisforening, som har muligheden for at sætte baner op for enden af deres indendørs baner. Vi vil gøre hvad som helst, for at det sker. Det fortjener padelsporten og foreningen, slutter Kenneth Bak (C).

Der skal opføres flere padelbaner i Svendborg Kommune, lyder det fra Hanne Ringgaard Møller (B).

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden