ZigaForm version 7.6.4

Stor kommune øger tilskud: Kan skære lange ventelister ned

Padelforeningerne i Aalborg har for nyligt fået en tidlig og vigtig julegave af Aalborg Kommune.

Foreningerne, der tilbyder foreningspadel i kommercielle centre, har indtil nu modtaget et lokaletilskud fra kommunen til deres aktiviteter, som stod til at løbe ud ved årets udgang.

Men på det seneste møde i Folkeoplysningsudvalget i Aalborg Kommune blev det besluttet at fortsætte med en ny model for tilskuddet på op til 350.000 kroner fra den 1. januar 2026.

I 2025 lød det samlede tilskud til de tre aalborgensiske padelforeninger på 235.823 kroner.

– Det er vi naturligvis meget positive over for, og vi har generelt en rigtig god dialog med Aalborg Kommune. Lokaletilskuddet er det, som gør, at enderne når sammen i vores padelforening, lyder det fra Jacob Thrysøe, formand i Frejlev Tennis og Padelklub.

Stor tilstrømning af spillere

Aalborg Padel har i dag mere end 250 medlemmer i foreningen, imens Frejlev Tennis og Padelklub og PadelClub 9000 begge har lidt under 50 medlemmer i deres padelforeninger.

Populariteten har faktisk været så stor, at to af foreningerne i dag har måttet oprette ventelister med flere hundrede padelspillere.

Dette blev man nødt til, da en optagelse af flere medlemmer enten ville føre til en markant stigning af kontingentet eller et underskud i padelforeningerne ved at udbyde aktiviteterne.

– Hvis vi havde haft penge og baner nok, så kunne vi sagtens have haft mange flere spillere og hold i Aalborg Padel i dag. Det er grebet om sig, fordi folk kunne se, at det giver noget at være en del af et foreningsliv. Det er også noget bøvl, at vi ikke bare kan tilbyde flere spillere at komme med ind i foreningen, siger Patrick Kristensen, ungdomsansvarlig i Aalborg Padel.

I padelforeningerne bliver det modtaget med stor glæde, at der fremover er indført en fast procedure for lokaletilskuddet, så det bliver lettere for foreningerne at fastlægge et budget.

Det øgede lokaletilskud fra kommunen kan blandt andet være med til at øge kapaciteten.

– Det gør vores råderum, og mulighed for at tage endnu flere padelspillere ind, større. Der mangler stadig at blive truffet nogle beslutninger i bestyrelsen, men vi vil helt sikkert prøve at åbne endnu mere op i så høj grad, som det er muligt for os, fortæller Patrick Kristensen.

Udtalelser fra Dansk Padel Forbund

– Aalborg Kommune har på mange måder været en foregangskommune og banet vejen for, at foreningspadel har kunnet gøre sit indtog i Danmark til glæde for spillere, frivillige og især børn og unges adgang til at spille padel. Vi oplever, at mange kommuner ser på modellen i Aalborg og bliver inspireret, og flere har også kontaktet dem for sparring på området, fortæller Lasse Todberg, ansvarlig for medlemsudvikling i Dansk Padel Forbund.

– Tilskuddet er steget henover de seneste fire år, og i takt med, at der kommer flere foreninger til kommunen, som ønsker at lave foreningspadel indendørs, har kommunen været gode til at finde en måde at tilgodese alle ønsker og behov. Det åbner også døre hos andre danske kommuner, når vi i Dansk Padel Forbund kan nævne, at en af Danmarks største kommuner i dag støtter foreningspadel i eksterne lokaler, lyder det fra Lasse Todberg.

Foregangskommune i Danmark

Flere kommuner støtter i dag padelforeninger, som hører hjemme i kommercielle centre.

Aalborg Kommune var i sin tid landets første kommune til at give tilskud til de aalborgensiske foreninger, der spiller i privatejede centre. En løsning, som kommunen sidenhen har fortsat.

– Fra politisk side har man gjort det for at understøtte hele foreningsaktiviteten. Tilskuddet har været tidsbegrænset, og nu er der lavet en fast model, så foreningerne ved, hvad de har at gøre med, siger Anders Kroman, chef for Folkeoplysning og Projekter i Aalborg Kommune.

Folkeoplysningsudvalget har lavet et maksimalt loft for lokaletilskuddet på 350.000 kroner årligt.

Patrick Kristensen er ungdomsansvarlig i Aalborg Padel, og han glæder sig over det nye tilskud.

Derudover vil man i Aalborg Kommune fremover genberegne tilskuddet for hvert medlem i foreningerne én gang om året ud fra antallet af medlemmer pr. den 31. december året før.

– Vi har været inde at vurdere, hvad der er rimeligt. Vi synes ikke, at prisen på padel i dag er rimelig sammenlignet med andre idrætsaktiviteter. Så for os er det præcis, ligesom vi også giver tilskud til andre aktiviteter. Derfor kan man sige, at vi ligestiller, at man spiller padel, uddyber Anders Kroman.

Hos Aalborgs største padelforening, Aalborg Padel, ser man nu endnu lysere på fremtiden.

– Jeg synes, at det er rigtig godt, at vi har tilskuddet på plads. Vi kan formentlig få flere ind i foreningslivet, hvor vi kan se, at der i dag er kæmpe efterspørgsel på det. Det giver helt nye muligheder fremover, så vi kan få sporten til at blive endnu større, slutter Patrick Kristensen.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden