ZigaForm version 7.6.4

Efter fem år: PadelMaster fejrer åbning af nyt center i samme by

En kilometer, tre minutter i bil eller et lille kvarter til fods.

Så langt er der mellem PadelMasters tidligere lokation i Hadsten i Østjylland til deres nye placering i byen. Her er der er blevet plads til fem indendørs doublebaner og én singlebane.

Projektet har været fem år undervejs, og er blevet besværliggjort af manglende grunde i Favrskov Kommune til aktivitetsformål. I sidste ende lykkedes det dog for medejerne af PadelMaster at vinde udbuddet, så man kunne købe grunden, hvor centret nu står klar.

– Centret er ikke bare placeret i et industriområde, men blandt vores kernekunder. Vi pegede på grunden tidligt, og kommunen lagde den til salg for alle, men vi endte så med at vinde. Placeringen til vores nye center er rigtig god, siger medejer af PadelMaster, Thomas Møller.

For både unge og gamle

Mens PadelMasters tidligere center havde otte meters loftshøjde i midten, er det nye center luksuriøst indrettet med perimeterlys, sort Mondo-gulv på centrecourt og 11 meters højde.

– Vi vidste hele tiden, at den tidligere placering i Hadsten var midlertidig. Nu er jeg glad for, at det hele endte, som det gjorde, for vi synes, at der minimum skal være 10 meter til loftet i centret. Og vi har fået lavet et markant bedre sted, end hvis vi havde opført centret fra den første dag, uddyber Thomas Møller.

Foto: PadelMaster

Ligesom der er tænkt på alle detaljerne i indretningen af det nye padelcenter i Hadsten, er ambitionerne for stedet også store. Her drømmer man om at skabe ”et nyt forsamlingshus”.

– Jeg er selv foreningsmand, og der vil blive startet en padelforening i centret i fremtiden. Vi vil gerne vise sportsudsendelser i centret, vi har et fitnesscenter i bygningen, og vi vil gerne have cykel- og løbeklubber forbi for at skabe en fællesskabsfølelse, forklarer Thomas Møller.

Siden det første år har Ældre Sagens medlemmer spillet på PadelMasters tidligere placering.  I efteråret 2026 har man lavet en aftale med ungdomsskolen, der skal spille i det nye center.

– Status er, at vi har syv hold i Lunar Ligaerne, som har meldt sig til. Ungdomsskolen kommer til at spille fast hos os i efteråret, og den lokale folkeskole har padel som valgfag, og vil spille i centret én gang om ugen. Planen er også, at den kommende padelforening hos PadelMaster kommer til at have ungdomstræning to eftermiddage om ugen, lyder det fra Thomas Møller.

Frygter ikke konkurrence

PadelMaster er langtfra det eneste padelcenter med adresse i Østjylland, men ifølge medejeren af centret, frygter man ikke konkurrencen mellem centrene i det østjyske.

– Jeg ser meget positivt på konkurrencen, og jeg fornemmer en stor grad af samarbejdsvilje mellem centrene. PadelPadel i Lisbjerg og Rocket Padel i Randers ligger tæt på vores center, men der er en god dialog og erfaringsudveksling. Jeg tror også, at der er mange flere i vores område, der vil spille padel, og at den lokale forankring er fremtiden, fastslår Thomas Møller.

Foto: PadelMaster

Det nye padelcenter i Hadsten er cirka 2000 m2, og her har man kun valgt at have seks baner for at få mere plads i hele centret. Derfor har man også kunnet opføre to out-of-court baner.

– Vi kunne godt have haft otte baner, men vi vil gerne have masser af plads i centret, og så kan vi gøre centret mere hyggeligt. Vi har valgt at få out-of-court baner, så vi også kan holde DPF100-turneringer og opefter, og vi vil gerne have events hos os, forklarer Thomas Møller.

Den officielle åbning for PadelMaster version 2.0. er fredag den 21. august. Her holder man en reception, hvor alle er inviteret til at spille gratis padel i centret fra klokken 15.00 og frem.

– Vi har inviteret borgmesteren til åbningen, og den ligger i den samme uge, hvor der er fest i hele byen, så planen er, at vi skal holde åbningsfest hele weekenden, slutter Thomas Møller.

Foto: PadelMaster

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden