ZigaForm version 7.6.4

Racket Club lancerer helt nyt projekt i gigantisk tidligere industrihal

Overvældelsen rammer en, når man træder ind i Tunnelfabrikken i Københavns Nordhavn.

Med over en kvart kilometers længde og en loftshøjde, som ingen af de danske centre kan måle sig med, kan man forestille sig, hvordan stedet tidligere blev brugt til et andet formål.

Nemlig til at støbe de tonstunge elementer til Øresundsbroen, der i dag forbinder Danmark og Sverige, og som har gjort det i over 25 år. I dag er broelementer skiftet ud med idrætsliv.

Senest er seks padelbaner – fire double og to single – rykket ind i Tunnelfabrikken af Racket Club, som har flyttet dem fra deres tidligere lokation ved Terminalerne, de nu har lukket ned.

Tunnelfabrikken ejes af udviklingsselskabet By & Havn. Sammen med Børnebasketfonden er en del af den 70.000 m2 store hal omdannet til et idrætscenter under navnet Tunnel Arena.

– Jeg er superglad for, at vi har fået muligheden for at lave centret med foreningen. Det gør, at vi kan lave aktiviteter målrettet unge. Sammen med foreningen og Københavns Kommune kan vi få skabt nogle tilbud, så vi kan konkurrere på lige fod med andre ketchersportsgrene, hvor vi tilbyder unge, at de kan gå til padel, siger Jacob Østergaard, direktør i Racket Club.

Vil overbevise kommunen

Mens Racket Club er operatør af banerne i Tunnelfabrikken, som de har valgt at døbe Racket Club Raw, er det foreningen Tunnel Arenas mål at skabe et fællesskab i den historiske hal.

– Vi forsøger at udvikle Tunnel Arena til at være mere end basket. Så vi har brug for at vise By & Havn, at vi kan mere med bevægelse. Derfor indså vi, at det ville være oplagt at få padel ind. På de kommercielle markedsvilkår, som området skal lejes ud på, var padel nok også den eneste sport, som kunne honorere det. Vores formål er at få sat en masse foreningsbaserede padelaktiviteter i gang for børn og unge, fortæller Jens Laulund, formand for Tunnel Arena.

Det er kun cirka to måneder siden, at Tunnel Arena var i kontakt med Racket Club, og derfra gik det stærkt med at få støbt gulvet til de seks padelbaner, man indviede den 1. maj 2026.

Jens Laulund er formand for Tunnel Arena, der midlertidigt holder til i Tunnelfabrikken.

I fremtiden er det planen, at Tunnelfabrikken skal laves om til et moderne kulturhus i flere etager, og at der skal laves alt lige fra værksteder til gallerier og streetfood i den store hal.

Indtil man er klar til at gå i gang, er Tunnelfabrikken blevet et midlertidigt idrætssted.

– By & Havn skubbede vinduet, og dermed blev det bæredygtigt for os at støbe de nye gulve, opføre padelbanerne og etablere et padelcenter, fordi der nu er en periode, hvor vi hvor vi kan nå at komme igen på vores investering gennem driften, udtaler Jacob Østergaard.

– Tunnel Arena er permanent, men placering er midlertidig. Vi kan kun finde et nyt sted, hvis vi kan finde ud af at begejstre både By & Havn og Københavns Kommune. Og desto flere vi er, desto sværere vil de også have ved at smide os ud i sidste ende, uddyber Jens Laulund.

For det lange, seje træk

I fremtiden er det ønsket, at man kan tilbyde en del faste juniortræninger i Tunnel Arena.

Det skal ske ved, at foreningen har lavet en aftale med Racket Club, som sikrer dem en nem adgang til at booke baner og til at booke dem til en billigere pris, end man normalt skal give.

– Vi kigger meget mod Racket Club i Kløvermarken, hvor der er blevet etableret en forening, der kører fint. Og så er Tunnel Arena et særligt sted, fordi der er rigtig mange børn og unge allerede og børnefællesskaber, og vi ved også, at der er interesse blandt dem efter at spille padel. Vi skal bare udvikle et tilbud, som giver mening, forklarer Jens Laulund og fortsætter:

– Aftalen med Racket Club går blandt andet ud på, at vi som forening kan opkøbe banerne i Tunnel Arena. Hvis vi for eksempel kan skaffe penge gennem en fond, kan vi tilbyde padel til en helt anden pris, hvis vi ikke skal betale for baneleje. Måske er der allerede en partner derude, som vil lave padel for børn og unge, og som vil hjælpe os i foreningen, uddyber han.

Ifølge direktøren i Racket Club har investeringen i banerne allerede været det hele værd.

Også hos operatøren håber man på at se en masse juniorer i Racket Club Raw, når Tunnel Arena er blevet mere udbredt blandt københavnerne, og konceptet har fundet sine ben.

– Racket Club er her for det lange og seje træk, og vi ser på padel som en kommende folkesport. Hvis det skal lykkes, skal vi have de unge med. Sporten væsker, men vi ser ikke den tilslutning af unge, specielt ikke i Storkøbenhavn, som vi gerne skulle have. Her har vi faktisk baner, som vi kan tilbyde til foreningen på attraktive vilkår og tidspunkter, som gør, at de kan igangsætte aktiviteter, hvor man lader de unge gå til padel, slutter Jacob Østergaard.

Racket Club RAW slog officielt dørene op for deres baner i Tunnelfabrikken den 1. maj 2026.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden