Selvom landets kommercielle padelcentre og frivillige padelforeninger er sat i verden med forskellige formål, så kan det bedste fra begge verdener sagtens smelte sammen i en symfoni.
Og kigger man rundt i landets centre er det tydeligt at se, hvordan mange af landets foreninger i dag har givet håndslag på at lægge deres faste foreningsaktivitet ind i et lokalt stamcenter.
– Foreningen kan noget, vi ikke kan. Den skaber et fællesskab, og kan søge offentlige midler, der gør det muligt at tilbyde padel til børn og unge til priser, der ikke ekskluderer nogen. Skal vi have padel til at vokse i foreningsregi – og ikke kun blandt voksne med råd til kommercielle banetider – er den vej nødvendig, siger Jesper Hougaard, Chief Padel Officer i Rocket Padel.
Padelforeninger i kommercielle centre
Pr. den 1. juni 2026 var der 57 foreninger i kommercielle centre i Danmark.
Læs mere om, hvordan I stifter en ny padelforening her på vores hjemmeside.
I kan også kontakte udviklingskonsulent Lasse Todberg på lt@danskpadelforbund.dk
Store kæder med på bølgen
I Brønderslev slog Padel Nord officielt dørene op til centret lørdag den 2. december 2023.
Sidenhen har man selv startet Brønderslev Padelforening op for to år siden for derefter at give foreningen tilbage til medlemmerne, lyder det fra indehaveren, Jonas Dinesen Jensen.
– Foreningen booker både trænings- og kamptimer et halvt år frem i tiden. Samtidig benytter mange af foreningens medlemmer også centret uden for foreningens faste spilletider. Flere af medlemmerne er også daglige vagthunde herude i centret, forklarer ejeren af Padel Nord.

Hos Rocket Padel har man foreningssamarbejder i Randers, Kolding og Esbjerg, ligesom en padelforening også er på vej ind som et nyt fast samarbejde i Rocket Padels Viborg-center.
– Det vigtigste i forhold til at skabe et godt samarbejde mellem center og forening er, at man brænder for at skabe gode rammer for børn og unge. Det er kernen. Resten kan man tale sig til rette om. Vi er heldige at samarbejde med folk i KIF Padel Club, Rising Rockets og Esbjerg Padel Forening, som har præcis den drivkraft. Og så er det en forudsætning, at processen med kommunen lykkes, hvis samarbejdet skal stå solidt over tid, forklarer Jesper Hougaard.
PadelPadel har i dag faste samarbejder med foreninger i både Brøndby, Aalborg og Aarhus.
– Vi ser samarbejdet med padelforeningerne som en vigtig del af at udvikle padelsporten lokalt og at gøre den mere tilgængelig for særligt børn og unge. Foreningslivet skaber nogle rammer, hvor frivillighed, fællesskab og kommunale tilskud gør det muligt at tilbyde træning og aktiviteter på et niveau, hvor flere kan være med økonomisk. Det er vigtigt for os, at padel ikke kun er en sport for voksne motionister, men også er en aktivitet, unge mennesker kan dyrke fast og udvikle sig i over tid, udtaler Brian Kirkegaard, direktør og partner i PadelPadel.
En nødvendig del af fremtiden
Mens de mange afledte gevinster ved samarbejdet mellem padelforeningen og padelcentret er tydelige, er det straks sværere at sætte en præcis værdi på den direkte økonomiske effekt.
– Helt ærligt er det ikke dér, vi tjener pengene. Men det giver os noget andet: Liv i huset. Vi har børn og familier rendende fast, frivillige, der brænder for stedet, og et fællesskab, som er ved at blive en stor del af vores DNA. Vi vil gerne være et sted, der favner så mange som muligt og ikke bare en hal, man booker en time i, og går igen, lyder det fra Jesper Hougaard.

Ifølge Padel Nord-ejeren skaber samarbejdet aktivitet, og udnytter banekapaciteten bedre.
– Brønderslev Padelforening får selvfølgelig rabat på timerne, men det er ikke en rabat, som er større end eventuelle timer, der ikke vil blive lejet ud til pay-and-play. Vi kan fylde samtlige timer i hverdage med foreningen og mange weekender med turneringskampe. Og så holder foreningen også arrangementer i centret, som giver en indtægt, siger Jonas Dinesen Jensen.
Padel Nord-indehaveren fortæller videre, at det vigtigste for samarbejdet er, at man vil den samme vej, og at ejerne af centret ikke siger nej til gode forslag og initiativer fra foreningen.
Spørger man Jesper Hougaard, er foreningerne en fast del af fremtiden i Rocket Padels centre.
– Vi fortsætter med vores foreninger i alle byer, og vi bliver ved med at tilbyde fantastiske rammer for børn til priser, der ikke ekskluderer. Vores holdning er, at foreningslivet er et godt match for de unge – særligt under 18 år, men helt op til 25 år – og gerne pensionister. Vi vil opfordre til at målrette lokaletilskuddet dér. Det er fint, at voksne organiserer sig med Lunar Liga-hold, men vi synes, at de kommunale midler giver mest værdi ved at blive prioriteret til børn, unge og pensionister frem for voksne spillere i den erhvervsaktive alder, slutter han.



