ZigaForm version 7.6.4

Nu er tilmeldingen åben til Lunar Ligaerne – efterårssæsonen 2026

Tæt på 1500.

Så mange spillere i landet har allerede været inde at tilmelde sig efterårssæsonen 2026, siden tilmeldingen til den nye sæson af verdens største holdturnering i padel åbnede den 8. juni.

I forårssæsonen deltog mere end 15.000 spillere i Lunar Ligaerne, og i Dansk Padel Forbund håber den ansvarlige for ligaerne, Henrik Vestergaard, at den store opbakning vil fortsætte.

– Vi har haft en rigtig god forårssæson generelt set med et afsluttende brag af et finaleevent i X3 Padel. I Lunar Ligaen 4P er der lige nu rigtig mange hold, som enten rykker op eller ned, men vi glæder os til at se den nye struktur udfolde sig i 2026, fortæller Henrik Vestergaard.

Tilmeldingsfristen til Lunar Ligaen og Lunar Ligaen 4P i efteråret er søndag den 2. august 2026.

Kun små ændringer

Mens de seneste sæsoner i Lunar Ligaen og Lunar Ligaen 4P har budt på flere forskellige ændringer – blandt andet i inddelingen af rækker – bliver efterårssæsonen mere normal.

– Der bliver ikke ret mange ændringer. Jeg forventer, at kaptajnerne kender reglementet bedre, så vi får en mere smidig afvikling af kampene i efteråret, uddyber den ansvarlige.

Spørger man Henrik Vestergaard, vil han særlig holde øje med én ting i løbet af efteråret.

– I den kommende sæson bliver den primære del for mig at følge Lunar Ligaen 4P, som jeg håber vil udvikle sig helt vildt meget, og hvor den nye ligastruktur kommer til at gavne hele ligaen, så den minder om Lunar Ligaen. Det er den helt store ting for mig lige nu, siger han.

Vigtige datoer

8. juni – Tilmelding til Lunar Ligaen efterår 2026 åbner
2. august – Deadline for tilmelding af hold
14. august – Rækker og divisioner offentliggøres
18. august – Webinar for alle kaptajner og spillere
19. august – Deadline for indskrivning af spillere på divisionsholdenes interne rangliste
21. august – Sidste frist for indskrivning af hjemmekampe i Rankedin
24. august
 – Lunar Ligaen efterår 2026 starter
28. august – Sidste frist for at flytte/rykke udekampe
15. november – Sidste spilledag i Lunar Ligaens grundspil i alle divisioner
29. november – Sidste spilledag i Lunar Ligaens grundspil i alle serier

Følger altid reglerne

Lunar Ligaernes konstante tilslutning af spillere betyder helt naturligt også, at der kan opstå flere uenigheder mellem holdene. Disse sager ender i sidste ende hos Dansk Padel Forbund.

– Vi er i dag rigtig mange forskellige mennesker, som skal have et produkt til at fungere sammen. Vi skal have respekt for de regler, der er udstukket, for at det bliver bedst for alle. Det er vigtigt for mig at sige, at reglerne bliver fulgt efter samme linje, og at vi altid dømmer efter reglerne. Her spiller kaptajnerne også en vigtig rolle, lyder det fra Henrik Vestergaard.

Den ansvarlige for Lunar Ligaerne fortæller videre, at elitedelen af Lunar Ligaerne stadig er i en udviklingsfase, og at man snart vil gå ind i en evaluering for at optimere frem mod 2027.

– Vi har en super høj tilslutning, men Lunar Ligaerne kan sagtens bære, at der kommer flere spillere. I langt de fleste af puljerne er der jævnbyrdighed blandt holdene, og det er blevet et virkeligt stærkt breddetilbud, fordi der er så mange hold med. Lunar Ligaerne er et attraktivt produkt til at komme ud at konkurrere og få en stærk holdfølelse, slutter Henrik Vestergaard.

Tilmelding for nye hold i Lunar Ligaen

1. Opret jeres hold på RankedIn. Se evt. guide her.

2. Betal tilmeldingsgebyret på 1200 kr. senest 2. august 2026 kl. 23.55 i holdets “Team Manager” i Rankedin. Se evt. hvordan betalingen udføres her.
9 rør Head Pro+ bolde er inkluderet i tilmeldingsgebyret.

HUSK: Alle deltagere skal have en dansk spillerlicens.

Tilmelding for nye hold i Lunar Ligaen 4P

1. Opret jeres hold på RankedIn. Se evt. guide her.

2. Betal tilmeldingsgebyret på 1050 kr. senest 2. august 2026 kl. 23.55 i holdets “Team Manager” i Rankedin. Se evt. hvordan betalingen udføres her.
6 rør Head Pro+ bolde er inkluderet i tilmeldingsgebyret.

HUSK: Alle deltagere skal have en dansk spillerlicens.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden