Der var både højt niveau på banerne og stor tilfredshed hos værtscentret, da Arla Protein Nordiske Mesterskaber 2026 blev afviklet i Vejle Padelcenter i weekenden.
Ifølge centerleder Kaspar Dalgas har turneringen med de nordiske nationer endnu en gang vist, at centret kan samle spillere og publikum til en stor sportsoplevelse.
– Vi står tilbage med en fed følelse. Spillere og publikum har givet udtryk for, det har været nogle fantastiske dage. Og det er gået godt, og det er det vigtigste for os. Så vi er glade og tilfredse, og det har igen været et fedt arrangement med masser af mennesker, siger han.
Overrasket over niveauet
Arla Protein Nordiske Mesterskaber 2026 bød på deltagelse fra flere nordiske lande og spillere i forskellige aldersgrupper, og netop bredden i turneringen har gjort indtryk.
– Det har været fedt at se de forskellige lande og aldersgrupper i vores center. Og man må bare konstatere, at der er nogle dygtige ungdomsspillere, og det er vildt fedt at se. Jeg ved godt, at det er seniorlandsholdene, der løber med det meste opmærksomhed på Cupra-banen (centrecourt, red.), men de unge virkelig gode, og jeg har hørt, at mange har været overrasket over deres niveau, og at det har været en øjenåbner, fortæller Kaspar Dalgas.

I modsætning til Senior DM i 2025, hvor turneringens største kampe var centreret omkring centrecourt, blev der under Arla Protein Nordiske Mesterskaber 2026 spillet i hele centret.
– Turneringen har været spredt lidt mere ud i centret, fordi der bliver spillet på mange forskellige baner i modsætning til Senior DM, hvor det er samlet ved centrecourt til den sidste kamp. Men vi synes alligevel, at der var mange tilskuere på Cupra-banen til de to seniorlandsholdsfinaler søndag, så jeg synes, at det var fedt, lyder det fra centerlederen.
Udfordring skal løses straks
Det var dog ikke alle ting, der gik som smurt for Vejle Padelcenter i løbet af weekenden.
Her måtte man nemlig tidligt konstatere, at det ikke kunne lade sig gøre for spillerne at tage varme bade i centret, fordi et tidligere problem med vandrørene, pludseligt kom tilbage igen.
– Nu har vi haft en meget uheldig weekend, hvor vi ikke har haft varmt vand i bruseren. Det er det første, vi går i gang med i morgen (mandag, red.), for vi står om en god måneds tid med Senior DM, så det skal vi have løst. Det beklager vi helt vildt meget, men spillerne har taget det pænt, og heldigvis kunne de bade på hotellet og i VB Parken, siger Kasper Dalgas.

På samme tid peger han på, at de store events også sætter pres på faciliteterne heriblandt toiletterne. Det er noget, som centret vil se nærmere på frem mod Senior DM om kort tid.
– Vi glæder os helt vildt til Senior DM, men det er klart, at vi også tænker, puha, nu skal vi på den igen. Det bliver fedt, og der er selvfølgelig noget forberedelse. Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at få nogle gode dage med masser af tilskuere igen i år, runder Kaspar Dalgas af.
Senior DM 2026 bliver spillet i Vejle Padelcenter fra den 24. til 26. april 2026.



