Det var med følelserne uden på tøjet, at de danske landsholdsspillere fredag eftermiddag og aften tørnede ind i Finland i den første runde ved Nordiske Mesterskaber 2025.
På forhånd havde den finske delegation udråbt Danmark til favoritter i de fleste kategorier, men hurtigt stod det klart, at finnerne skulle give de danske landshold kamp til stregen.
Samlet set vandt de danske landshold fire ud af seks landskampe mod Finland fredag i en fælles indsats.
Overlever flere matchbolde
I herreseniorernes første kamp skulle Oscar Sebber og Emil Lilleøre ud at forsvare de danske farver.
Efter en svær start på kampen og et nederlag i første sæt, fandt de danske spillere melodien i andet sæt, hvormed de tvang kampen ud i et tredje og afgørende sæt.
Oscar Sebber og Emil Lilleøre overlevede flere matchbolde, inden de kunne vinde kampen i tiebreak. Dermed gik det første stik i herreseniorkategorien til Danmark.
Efterfølgende sejrede rutinen, da Nils Skajaa og Mads Laudrup skulle forsøge at følge op på den første sejr.
Her kom danskerne godt fra start, men i 2. sæt fik makkerparret problemer, og så måtte der et afgørende sæt til for at finde vinderen af kampen. Her vandt Laudrup og Skajaa 6-1, og dermed var sejren i herreseniorkategorien mod Finland i hus.

Også hos kvindeseniorlandsholdet var der også spænding til det sidste. Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen gjorde kort proces i den første kamp med cifrene 6-2, 6-0.
Efterfølgende skulle Simone Alipieva og Julia Wiese ud i tre svingende sæt, hvor danskerne til sidst måtte se sig slået. Dermed skulle holdkampen afgøres i aftenens tredje opgør.
På banen skulle Mie Skov og landsholdsdebutanten Mette Jochumsen afgøre kampen til danskernes vej, og med en 6-4 sejr i første sæt kom de godt på vej.
I andet sæt afgjorde kvindedoublen kampen i tiebreak, og så var der danske sejre til begge seniorlandshold.

Første internationale sejr
Hos de danske U16, U17 og U18 hold var der også dømt spænding til det sidste mod Finland.
I U16-kategorien tabte Filikka Skalkam og Ella Vestergaard 3-6, 3-6 i en ellers lige kamp, hvor marginalerne var imod danskerne.
Bedre gik det for U17-spillerne Cecilie Haslund og Ella Vestergaard, der vandt det andet opgør i holdkampen 7-5, 6-3.
I den tredje og afgørende kamp vandt Cecilie Haslund og Camilla Møller 6-4, 6-4, efter at der var kommet styr på nerverne.
Dermed var juniorpigernes første internationale titel en realitet med sejren over det finske landshold.
Juniordrengene kæmpede også bravt til det sidste. I U16-kategorien tabte …, inden Lucas Jensen og Lucas Christensen kunne bringe revanche i regnskabet.
I det sidste opgør skulle kampen ud i tre sæt, før Lasse Hviid og Anders Lund måtte se sig slået efter en flot fight. Dermed led juniordrengene et snævert nederlag til Finland.

Nægter at lægge sig ned
Hos herreveteranerne startede Nordiske Mesterskaber lige efter bogen, da Martin Monrad og Ole Frølich-Jensen lagde ud med en sejr to sæt til 45+-doubleparret.
I herrernes 50+-kategori spillede Kim Poulsen heroisk videre efter en skade i starten af andet sæt i en kamp, som han og makkeren Morten Hummelmose tabte 4-6, 5-7.
Dermed var det op til 55+-spillerne Johnny Kjær og Jan Bitterhoff, om herreveteranerne skulle vindere deres første kamp mod Finland.
Igen, fristes man til at sige, skulle opgøret afgøres i en tredje og sidste kamp. Her viste de danske veteraner ingen nåde, da veteranerne vandt 6-4 i det sidste sæt.
I kvindernes 45+, 50+ og 55+ kategori måtte de danske landshold se sig slået samlet 0-3 til Finland, men der venter allerede en mulighed for oprejsning lørdag morgen mod Norge.
Kampene starter klokken 9.00. Om eftermiddagen spiller de danske landshold mod Sverige.
Her kan du læse mere om, hvordan du kan følge med i landsholdenes kampe hjemmefra.



