Har du ikke købt en flybillet til Norge for at se de danske landshold i aktion under den første udgave af Nordiske Mesterskaber, men vil du gerne følge med i padelfesten alligevel, så er der godt nyt at hente.
Det bliver nemlig muligt at følge med i Nordiske Mesterskaber hjemmefra gennem Padel-TV. Både fredag og lørdag vil der blive transmitteret direkte fra Centre Court og Bane 2 fra det store, norske padelcenter.
Her skal det danske herreseniorlandshold fredag eftermiddag i aktion mod Finland, som spilles på Bane 2.
PadelStream viser også flere danske landsholdskampe. Blandt andet seniorkvindernes kamp mod Finland.
– Hele årsagen til, at vi har lavet Nordiske Mesterskaber sammen med de andre nordiske lande, er for at få kamperfaring og for at brede sporten ud. Derfor er det vigtigt for os, at vi får vist så meget padel som muligt til dem, som gerne vil heppe med hjemmefra, siger Kristoffer Jørgensen, direktør hos Dansk Padel Forbund.
Peter Nørregaard Bagger Sørensen kommenterer delvist de danske seniorlandsholdkampe for Padel-TV.

Gratis prøveperiode
For at se Nordiske Mesterskaber hjemmefra skal man oprette sig som bruger hos Padel-TV, der har rettighederne til at streame fra Dansk Padel Forbunds turneringer.
Under Nordiske Mesterskaber vil det være muligt at tegne et gratis prøveabonnement hos Padel-TV. En model, der også blev brugt under DPF1000 Padel Series 2 i Skjern i weekenden.
– Vi starter lige på og hårdt fredag eftermiddag, hvor alle vores danske landshold skal i aktion mod Finland. Vores forventninger er, at landsholdene skal møde Sverige i gruppefinalen lørdag eftermiddag. Det kræver i første omgang en sejr over Finland, fortæller Kristoffer Jørgensen.
Ifølge direktøren har det været en høj prioritet at tilgodese alle landene på de to TV-baner. Når resultaterne efter de første to runder ligger klar, vil landene sammen finde ud af, hvilke seniorlandskampe der skal streames lørdag eftermiddag.
Her er det på forhånd sandsynligt, at der venter en herreseniorfinale mellem Danmark og Sverige.
– TV-dækningen under Nordiske Mesterskaber er en vigtig del for os som forbund og for sporten generelt. Skal vi bygge en folkesport for alvor, så skal vi også have padelsporten eksponeret i så høj grad som muligt til danskerne, siger Kristoffer Jørgensen og fortsætter:
– Turneringen bliver en perfekt mulighed for vores landshold i forhold til at spille os til tops i det nordiske hierarki. Vores landshold skal nok være gode til at støtte hinanden i Drammen, men det er mindst lige så vigtigt med en stærk opbakning fra Danmark, slutter direktøren.



