ZigaForm version 7.6.4

Nye tal: Her har flest hold hjemmebane i foråret 2026

Det kan hurtigt blive til en kedelig gentagelse, når snakken går på væksten i DPF Ligaerne.

Men fremgangen i verdens største holdturnering i padel er alt andet end kedelig, når man dykker ned i tallene for forårssæsonen 2026. Her vækster DPF Ligaerne igen med cirka 10 procent.

Reelt set er antallet af hold i DPF Ligaerne øget fra 1603 til 1761. For DPF Ligaen 4P er der over 50 flere hold med i forårssæsonen, mens der er over 100 flere hold med i DPF Ligaen i foråret.

– Det er svært at få armene ned, når vi ser på fremgangen i DPF Ligaerne fra sidste sæson til forårssæsonen 2026. Ud af i alt 659 hold i DPF Ligaen har kun 11 hold fra Elitedivisionen til Serie 2 valgt ikke at gentilmelde sig. Det kan man i den grad kalde for et luksussituation for os og alle holdene, lyder det fra Henrik Vestergaard, ansvarlig for DPF Ligaerne i Dansk Padel Forbund.

Fastholder førsteplads

Det er i PadelBoxen i Odense og i Køge Padel Klub, at der er flest hold med i DPF Ligaerne i forårssæsonen. Her har intet mindre end 49 hold angivet på Rankedin, at de vil have hjemmebane.

Herefter er der tæt kamp om de næste placeringer mellem Padel Professor Club, PadelPadel CPH, PadelPadel Aarhus, Racket Club Taastrup og PadelPadel Odense.

De ovenstående aktører har alle mellem 42 og 38 hold på deres egen hjemmebane i foråret.

Nye på top 10-listen er PadelPadel CPH og PadelPadel Aalborg. Ellers er det i høj grad fortsat de samme padelforeninger og padelcentre, som man kan finde i top 10.

– Tallene fortæller tydeligt, at det er lykkedes en masse centre og foreninger i Danmark at få opbygget en DPF Ligaerne-kultur, hvor rigtig mange hold har lyst til at spille med hos dem sæson efter sæson. Her spiller de enkelte aktører naturligvis også en vigtig rolle, når det kommer til at skabe en hyggelig stemning under og efter kampene, siger Henrik Vestergaard.

I Padel Professor Club glæder man sig over, at 42 hold vil have hjemmebane hos dem i foråret.

– Vi er ovenud stolte. Klubfølelse, spillerudvikling og samarbejde er nøgleord for os. Padel Professor Club er blevet stedet i Aarhus, hvor spillerne ved, at de kan udvikle deres spil i en struktureret klubramme, hvor vi hele tiden forsøger at bygge fællesskaber på tværs af holdene. Vi ved, at den slags tager tid, og vi er slet ikke i mål endnu, så vi arbejder stadig hårdt på at gøre tingene endnu bedre, siger Nick Nordsøn, medejer af Padel Professor Club.

Over 10 tyske hold

Det er fra Aarhus, Odense, København, Aalborg og Skanderborg Kommuner, at der er flest hold med i DPF Ligaerne i den kommende sæson. Herefter følger Køge, Høje-Taastrup og Viborg.

Yderligere interessant er det at kigge på fremgangen i de enkelte kommuner fordelt på antallet af hold i DPF Ligaerne. Her topper Flensborg og Favrskov med imponerende 500 procent.

Tydeligt er det også at se, at der i 2025 er åbnet nye padelcentre i Vordingborg og Fredensborg Kommuner, hvorfra der i foråret vil spille henholdsvis 14 og 31 hold med i DPF Ligaerne.

– Selvom DPF Ligaerne efterhånden er et gammelt produkt i padelforstand, så er det dejligt at se, at det også vælter ind med hold i helt nye padelcentre. Det kan forhåbentlig være med til at kaste omsætning af sig det enkelte sted og være med til at give dem en god start. Vi ser ofte, at DPF Ligaerne spreder positve ringe i vandet, uddyber Henrik Vestergaard.

Kigger man på holdfremgangen i DPF Ligaerne målt på de forskellige regioner, skal vi til Tyskland for at finde listens højdespringer. Her går man fra at have seks til i alt 11 hold med i DPF Ligaerne.

Herhjemme er Sjælland den region, der vækster mest fra efteråret 2025 til foråret 2026. Her går man fra 213 til 252 hold, hvilket er en vækst på intet mindre end 18 procent fra den foregående sæson.

– Det er meget sigende, at Region Syddanmark, som vækster med syv procent, er i bunden af listen. Det er også en pæn vækst, og det fortæller kun, at DPF Ligaerne er et rigtig godt sted. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle padelhold og -aktører i landet, der er med til at skabe den fedeste turnering og ønske dem en god forårssæson, slutter Henrik Vestergaard.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden