ZigaForm version 7.6.4

Nye regler i DPF Ligaen 4P: Mange op- og nedrykkere i denne sæson

Nummer tre, fire, fem, seks og syv fra 1. division Midt Vest rykker ned i 2. division Vest.

Ovenstående billede er taget direkte fra DPF Ligaen 4P’s divisionsreglement, som i foråret 2026 ser helt særligt ud. Her gennemføres der nemlig en strukturændring af puljesystemet.

Det fortæller Henrik Vestergaard, der er ansvarlig for DPF Ligaerne i Dansk Padel Forbund.

– Vi gør det for at skabe ro på op- og nedrykningsstrukturen og for at gøre niveauet i toppen stærkere. Ændringerne skal blandt andet være med til at gøre kampene mere jævnbyrdige for de over 500 kvindehold, som vi er glade for spiller med i DPF Ligaen 4P, fortæller han.  

Lidt af en rodebutik

Strukturændringen betyder helt konkret, at der er flest hold i divisionerne i og toppen af serierne i Øst og Vest, der må takke ja til en nedrykningsbillet efter forårssæsonen 2026.

Særligt fra Vest, hvor der er tre gange så mange hold som i Øst, er der mange nedrykkere.

– Strukturen i Øst har været tættere på det, vi gerne vil hen mod. Tidligere har det været lidt af en rodebutik. Nu får vi skabt en reel struktur med en pyramideform, hvor der bliver færre hold i toppen og flere hold i bredden. Sidstnævnte får mere jævnbyrdige kampe og kortere afstande, og vi vil se et højere niveau i toppen af DPF Ligaen 4P, fastslår Henrik Vestergaard.

Kaster man et blik på de laveste serier, er billedet vendt på hovedet. Her er der ekstra mange oprykkere i forårssæsonen 2026, fordi der skal være flere puljer i de fleste af serierne.

– Det er vigtigt for holdene i DPF Ligaen 4P at forstå, at det faktisk bare er en masse hold fra den samme klynge, som rykkes rundt, og efter sommerferien spiller holdet måske en række lavere, men på stort set samme sportslige niveau som tidligere, forklarer Henrik Vestergaard.

Her vises antallet af puljer i DPF Ligaen 4P i forårssæsonen 2026 versus efterårssæsonen 2026.

Stor tidligere succes

I efterårssæsonen 2024 gennemførte Dansk Padel Forbund lignende ændringer i DPF Ligaen.

Den nye puljestruktur i DPF Ligaen har været en gevinst for holdene og for ligaen som et produkt, lyder det fra Henrik Vestergaard. Derfor tror han også på succes for DPF Ligaen 4P.

– Vurderingen har været, at der ikke har været nok hold i DPF Ligaen 4P til at gøre det før nu. Fra efteråret 2025 til denne sæson steg ligaen med 54 hold, og nu mener jeg, at det er det rette tidspunkt at trykke på knappen, siger han.

Henrik Vestergaard fortæller, at der kun har været positive reaktioner på puljeændringerne i DPF Ligaen 4P. Flertallet mener tydeligvis, det er tiltrængt, der kommer styr på strukturen.

– Vi har gjort op- og nedrykningsreglerne meget tydelige i reglementet, og erfaringerne fra DPF Ligaen var, at holdene tog det pænt, og resultatet var positivt, slutter den ansvarlige.

Du kan læse om DPF Ligaen 4P’s divisionsreglement herunder op- og nedrykninger lige her.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden