ZigaForm version 7.6.4

Tilmeld jeres hold til foråret 2026 i DPF Ligaerne nu

Seks vigtige holdkampe i løbet af sæsonen, en drøm om oprykning eller en kamp for overlevelse.

Den 1. december åbnede tilmeldingen til DPF Ligaerne i forårssæsonen 2026, som er verdens største holdturnering i padel.

I efterårssæsonen 2025 satte holdturneringen igen ny rekord med mere end 1600 deltagende hold.

– Det har grundlæggende været en god sæson, vi er gået ud af. Folk har været glade over en bred kam, og de tiltag, som vi har lavet i Dansk Padel Forbund inden sæsonen, har fungeret godt. Herunder det nye regelsæt, der har gjort, at endnu flere har haft styr på reglerne. Alt i alt har det været en solid sæson, og vi er optimistiske, og håber på en fortsat vækst, udtaler Henrik Vestergaard, ansvarlig for DPF Ligaerne i Dansk Padel Forbund.

Tilmeld jer DPF Ligaen og DPF Ligaen 4P. Læs mere om den kommende sæson i DPF Ligaerne her.

Vigtige datoer

1. december – Tilmelding til DPF Ligaen forår 2026 åbner.
11. januar – Deadline for tilmelding af hold.
21. januar – Rækker og divisioner offentliggøres.
4. februar – Sidste frist for indskrivning af hjemmekampe i Rankedin.
9. februar – Deadline for indskrivning af spillere på divisionsholdenes interne rangliste.
11. februar – Sidste frist for at flytte/rykke udekampe.
13. februar – DPF Ligaen forår 2026 starter.
10. maj – Sidste spilledag i DPF Ligaens grundspil i alle divisioner.
24. maj – Sidste spilledag i DPF Ligaens grundspil i alle serier.
5. juni – DPF Ligaen finale i medaljeslutspillet i X3 Padel, kampstart kl. 17.00.

Flere lavere rækker

I takt med at DPF Ligaerne har vokset sig større og større år for år, har Dansk Padel Forbund løbende tilføjet flere rækker.

Dette betød, at man i efterårssæsonen 2025 kunne spille med helt ned i serie 5 i Øst- og Vestdanmark.

– Vi ser desuden en tendens til, at centrene gør en stor indsats for at skabe en holdturneringskultur, og at de gør mere og mere for at reklamere for holdturneringen lige nu, forklarer Henrik Vestergaard.

’Roskilde Vikings’ med hjemmebane i Racket Club Roskilde et af de nye hold, som har tilmeldt sig DPF Ligaen til foråret 2026.

Holdkaptajn Asbjørn Schaarup forklarer, at man glæder sig til at opleve følelsen af en holdstemning.

– Det er mest for hyggens skyld og for konkurrencen. Vi vil gerne spille en masse padel og have fast træning i løbet af sæsonen, mens vi på samme tid har en følelse af at være en del af et hold. Vi glæder os til sæsonen, og vi regner med, vi godt kan spille med, uddyber han.

Deadline for tilmeldingen af hold til forårssæsonen 2026 i DPF Ligaerne er søndag den 11. januar 2026.

Forventer tætte kampe

Mere end 450 kvindehold eller små 3000 spillere har i efterårssæsonen 2025 spillet med i holdturneringen, som også var en ny rekord.

I Match Padel Silkeborg er ’Smash Crew’ klar til at spille deres første kamp i DPF Ligaen 4P.

– Vi tænker, at vi har en god chance for at placere os godt. Vi kan godt lide at konkurrere, og vi er gode til at spille padel. Lysten til at spille med i DPF Ligaen 4P er en kombination mellem det sociale og at gå hjem med sejre en gang imellem, siger holdkaptajn Cathrine Sarang Leth.

Ifølge Henrik Vestergaard er der mange gode årsager til at melde sig til DPF Ligaerne i foråret.

Niveauet har blandt andet sat sig endnu bedre ned gennem alle rækkerne efter strukturændringen, da elitedivisionen kom til, og dermed er der større sandsynlighed for flere tætte kampe i løbet af sæsonen.

– Når vi for hver sæson får flere nye spillere ind, får vi også mere jævne puljer spillemæssigt. Det har vi kunnet se i efterårssæsonen, hvor der været tætte afgørelser i mange puljer i bunden og toppen, slutter Henrik Vestergaard.

Webinaret vedrørende forårssæsonen 2026 finder sted den 27. januar klokken 19.30. Læs mere her.

Tilmelding for nye hold i DPF Ligaen

1. Opret jeres hold på RankedIn. Se evt. guide her.

2. Betal tilmeldingsgebyret senest 11. januar 2026 i holdets “Team Manager” i Rankedin. Se evt. hvordan betalingen udføres her.

HUSK: Alle deltagere skal have en dansk spillerlicens.

Tilmelding for nye hold i DPF Ligaen 4P

1. Opret jeres hold på RankedIn. Se evt. guide her.

2. Betal tilmeldingsgebyret senest 14. januar 2025 i holdets “Team Manager” i Rankedin. Se evt. hvordan betalingen udføres her.

HUSK: Alle deltagere skal have en dansk spillerlicens.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden