ZigaForm version 7.6.4

Nu er tilmeldingen åben til en ny sæson i MakkerLigaen

Frem til den 14. august kan nye og tidligere makkerpar melde sig til en ny sæson i LeoVegas MakkerLiga.

En af de spillere, som deltog i LeoVegas MakkerLiga i foråret, var Camilla Oliver. Her spillede hun med i kvinde-rækken og i mix-rækken.

– Det har været meget fedt at spille med. Det er nemt at organisere, når man kun er ét par, der skal møde et andet par. Vi har både spillet imod nogen, som vi kendte i forvejen, og imod nogle helt nye modstandere, siger Camilla Oliver, der selv spiller i Padel East i Frederikssund.

Info om efterårssæsonen 2025

Tilmeldingen er åben frem til 14. august.

Sæsonen løber fra d. 29. august til og med d. 21. december 2025.

Der spilles i kvinde/herre/mix efter region og niveau.

Mulighed for ranglistepoint, såfremt man ønsker det.

Idealet er, at alle spiller 6 kampe – 3 ude og 3 hjemme.

Alle rækkevindere spiller gratis i næste sæson samt inviteres til vinderevent.

Tilmeld dig til kvinde/herre/mix lige her. Gebyret er DKK 495 pr. par.

Halvdelen ønsker ranglistepoint

Hele 588 par spillede i forårssæsonen med i LeoVegas MakkerLiga, hvilket var en ny rekord.

– Sæsonen forløb rigtig godt, og der blev afviklet flere kampe, end vi havde forventet. Den feedback, som vi har fået, har været overvejende positivt, og vi har ramt geografien og niveauet meget passende på tværs af rækkerne, konstaterer Lasse Vedersø, ansvarlig for LeoVegas MakkerLiga i Dansk Padel Forbund.

Inden forårssæsonen introducerede Dansk Padel Forbund en helt ny app udviklet til netop LeoVegas MakkerLiga.

På samme tid blev en ny regel indført, så alle spillere kunne få ranglistepoint for deres kampe alt efter deres række.

– Appen er blevet taget rigtig godt imod, og spillerne synes både, at den er lækker og nem at bruge. Der har været lidt småfejl med den, som vi har rettet i løbet af sæsonen. Jeg kan se, at cirka halvdelen af spillerne gerne vil have ranglistepoint for deres kampe, og det er sikkert også, fordi det er sjovt at se, hvor man selv ligger i forhold til andre, forklarer Lasse Vedersø.

For Camilla Oliver forløb sæsonen så godt, at hun endte med at skulle til et vinderstævne i mix-rækken.

– Jeg vandt en konkurrence for det bedste billede i sæsonen sammen med min makker og fik en god præmie, og så var finalestævnet også rigtig fedt. Her mødte vi to par, som vi slet ikke kendte inden, og stemningen var meget god i løbet af dagen, lyder det fra finaledeltageren.

Holdene opdeles i følgende rækker

1. Division (niveau 4,0+)

2. Division (niveau 3,5 – 4,0)

3. Division (Niveau 3,0 – 3,5)

Serie 1 (niveau 2,5 – 3,0)

Serie 2 (niveau 2,0 – 2,5)

Serie 3 (niveau 1,0 – 2,0)

Aftalt at spille kampe sammen

Selvom forårssæsonen gik godt, så er der stadig én ting, som ærgrer Lasse Vedersø i dag.

– Det var ikke tilfredsstillende for deltagerne, at datoerne for vinderstævnerne ikke blev meldt ud noget før. Det har jeg taget til mig, og de er allerede meldt ud nu for den næste sæson. Derudover arbejder vi på at få niveauet og geografien til at passe bedre, siger han.

Camilla Oliver fremhæver det meget jævne niveau som en af de største styrker ved LeoVegas MakkerLiga. Derudover er det en oplagt platform til at møde nye mennesker, fortæller hun.

– Der har været nogle af kampene, hvor vi efterfølgende har aftalt med vores modstandere, at vi skal spille sammen igen. Vi spiller også altid videre, når vi har booket to timer, selvom kampen er slut, og så hygger vi bagefter. Det sociale har været vigtigt, siger Camilla Oliver.

Selv har hun allerede lavet aftaler om at spille med i mix-rækken og kvinde-rækken i efteråret, og opfodringen til nye spillere er således klar.

– Man skal komme ud at få en god oplevelse sammen med en makker over længere tid. Det er en nem måde at udvide sit padelnetværk på, og jeg synes ikke, at man skal være bange for at melde sig til, lyder det fra Camilla Oliver.

I Dansk Padel Forbund ser den ansvarlige for LeoVegas Makkerliga frem til en ny sæson.

– Jeg har en ambition om, at vi skal over 650 par. Jeg er rigtig glad for at se, at MakkerLigaen fylder rigtig meget ude i centrene, og det vil være min største glæde, at flere centre opdager, at det er en helt genial måde til at få en masse aktivitet ind i sit center, slutter Lasse Vedersø.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden