Kan Racket Club Elite gentage triumfen fra finalen i Lunar Ligaen i efterårssæsonen 2025? Og hvem kan kalde sig vindere af Lunar Ligaen 4P efter kvindernes finaledyst fredag i X3 Padel?
Det er de vigtige spørgsmål, vi ser frem til at få besvaret, når finalerne i Lunar Ligaerne spilles fredag eftermiddag og aften i X3 Padel i Stavtrup – cirka syv kilometer fra Aarhus C.
Hos værtscentret ser man frem til for første gang at afholde et finaleevent i holdturneringen.
– Det betyder utroligt meget for os at være vært, og det er vi rigtig glade for. Vi elsker at have huset fyldt op af mennesker. X3 Padel fylder et år i denne uge, så vi holder en hel fødselsdagsuge med forskellige arrangementer hver dag. På fredag vil vi forsøge at gøre arrangementet stort med en DJ, udendørs telt og rigtig god stemning, og vi håber på, der kommer mange tilskuere forbi vores center, udtaler Louise Guldborg, centerleder i X3 Padel.
Husk, du kan følge med i Lunar Ligaerne-finalerne på Padel-TV, der streamer alle kampene.
Sultne efter revanche
I herrernes finale venter der en gentagelse af finalen i Lunar Ligaen i 2025, når Racket Club Elite står over for Skagen/Frederikshavn Elite i en duel om magtherredømmet i dansk padel.
Da holdene sidste gang mødtes i finalen, var der underholdning for tilskuerne i Racket Club Taastrup, da kampen måtte ud i en tiebreak ved stillingen 3-3, før der kunne kåres en vinder.
Derfor er der også stor revanchelyst hos Skagen/Frederikshavn Elite, der jagter finalesejren.
– Sidste sæson var en finale til historien. Nu skal vi tage næste skridt, og vi spiller i Aarhus, og vi har fyldt en bus fra Nordjylland, hvor fansene rejser gratis med. For os er det helt store, at vi har mulighed for at spille finalen i Jylland, og når man har tabt to finaler, vil man gerne vinde den tredje, siger Michael Frederiksen, presseansvarlig hos Skagen/Frederikshavn Elite.

Danmarksmester Emil Lilleøre er ny på holdet i Skagen/Frederikshavn Elite i denne sæson, hvor også Malthe Nielsen, Sofus Brønnum og flere svenske stjerner er at finde på holdkortet.
Hos Racket Club Elite har man også flere svenske esser i ærmet, men her kan spillere som Alex Loughlan, William Søby og kaptajn, Mads Laudrup, også få en afgørende rolle i finalen.
– Det bliver nok nogenlunde det samme som sidste år. De er lidt forstærkede, og vi er lidt svækkede, fordi Oscar Sebber er skadet. Der ligger meget i at vinde titlen. Det kan være den syvende gang, at Racket Club Elite vinder. Derudover er det også kampen mellem to hold, der vil højne niveauet i dansk padel med blandt andet svenske spillere, siger Mads Laudrup.

Rutine i store mængder
Simon’s Padel Ladies er forsvarende mestre i Lunar Ligaen 4P efter Humlebæk-holdets sejr mod Racket Club Elite 4P i efteråret 2025. Fredag jagter holdet således deres anden titel.
På holdkortet finder man blandt andre den nykårede 2026-danmarksmester, Maria García-Rasmussen, og landsholdsspillerne Mie Skov og søstrene Sille Tranberg og Emma Tranberg.
– Alle forventer, vi vinder, og derfor har vi presset på os. Det er altid nemmere at vinde, når man er underdog. Det bliver sværere for os, og vi skal kunne stå for presset. For os er der mere på spil end titlen. Vi forsøger at bygge noget op om de danske kvinder, og vi har lavet et center, hvor der er plads til dem, siger Kiko Muñoz, cheftræner hos Simons Padel Club.

Finalemodstanderen fredag er PadelPadel Elite Bandidas, som har base i PadelPadel CPH.
Her taler rutinen for sig selv med spillere som blandt andre Marie-Louise Frølich-Jensen, Line Irby Pihl, Michelle Skov Jensen og kaptajn og tidligere DM-vinder, Liv Deleuran-Skjold.
– Vi har løftet hinanden gennem hele sæsonen, og det stærke sammenhold er en stor del af grunden til, at vi nu står her. Finalen bliver en kæmpe udfordring mod et af ligaens stærkeste hold. Heldigvis betyder det også, at favoritværdigheden ligger hos dem og ikke hos os. Vi kan spille frit, nyde oplevelsen og gå efter at skabe overraskelsen. Vi føler os i stærk form, har stor tro på hinanden, og er klar til at efterlade alt på bane, fortæller Liv Deleuran-Skjold.
Finalerne i Lunar Ligaerne bliver spillet fredag den 5. juni 2026 fra klokken 17.00 i X3 Padel.



