Der venter et kæmpeopgør for de danske padelfans allerede fredag den 25. april i Vejle Padelcenter.
Her tørner det tidligere DM-finalepar, Mads Laudrup og Tobias Galskov, ind i det useedede par Nils Skajaa og Emil Okkels. Nils Skajaa har vundet danmarksmesterskaberne fire gange tidligere.
Hos kvindernes turnering er der ligeledes lagt op til et yderst spændende opgør i første runde, når det førsteseedede par Julia Wiese og Simone Alipieva møder Sille Tranberg og Nicoline Pihl.
– Det er en frygtelig lodtrækning for Mads Laudrup og Tobias Galskov. Den seedning, som de har kæmpet for i et år, er lige pludselig ingenting værd. Emil Okkels og Nils Skajaa vidste på den anden side godt, at de ville løbe ind i et seedet par i begyndelsen af turneringen, lyder det fra Lars Baes, turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund.

Meget stærk tilmelding
Inden lodtrækningen stod det klart, at Danmarksmesterskaberne 2025 var fyldt op med mange spillere af tårnhøj kvalitet efter en solid slutspurt i den sidste fase af tilmeldingen.
Derfor kan det godt tænkes, at der blev bidt negle blandt de makkerpar, som fulgte med i lodtrækningen onsdag middag, hvor deres navne blev trukket i Vejle Padelcenter.
– Der skal særligt lyde en stor ros til østsiden. Der er mange spillere fra øst, som tager turen til Vejle over en bro for at spille en hel weekend. Der er endda flere østspillere end vestspillere med i turneringen, fortæller Lars Baes.
Følger man seedningen, venter der et brag af en semifinale søndag formiddag i kvindernes turnering, hvor Gitte Haxen og Maria Rasmussen kan møde Julia Wiese og Simone Alipieva i en gentagelse af sidste års DM-finale.
I den anden halvdel af turneringen finder man landsholdsspillerne Trine Bassett og Mette Jochumsen samt Mie Skov og Marie-Louise Frølich-Jensen som de seedede par, som kan mødes i kvindernes semifinale.
– Det er en meget stærk lodtrækning. Alle de dygtige kvindespillere er med. Derfor er vores forventning også, at det generelle niveau til Danmarksmesterskaberne 2025 kan blive højere, end vi har set tidligere, siger Lars Baes.

Dramatiske opgør i vente
I herrernes turnering skal 32 par forsøge at nå hele vejen til tops, hvilket kræver fem sejre over de tre dage.
Følger man igen seedningen, skal den forsvarende danmarksmester, Oscar Sebber, sammen med sin nye, nordjyske makker, Malthe Nielsen, i aktion mod Marc Møller og Emil Domela i den ene semifinale søndag.
I den modsatte halvdel kan førsteseedede Emil Lilleøre og Nicolai Ferrigno, ifølge seedningen, drøne ind i Nils Skajaa og Emil Okkels eller Tobias Galskov og Mads Laudrup i den anden semifinale hos herrerne.
– Det ligner på forhånd, at der kommer til at være rigtig mange spændende kampe hele weekenden. Fra kvartfinalerne og frem er der store opgør i vente, og alle de største herrespillere er med, slutter Lars Baes.
Danmarksmesterskaberne bliver spillet den 25. til 27. april i Vejle Padelcenter, og entreen er gratis.
Har du ikke mulighed for at tage turen til det østjyske, kan DM følges på Padel-TV fredag, lørdag og søndag.




