Der er nu sat navne på søndagens semifinalepar for herrer- og kvinderne til Senior DM 2026.
Otte elitepar er nu tilbage i turneringen, hvor de fortsat skal kæmpe om årets fineste titel for seniorspillere foran padelpublikummet i Vejle, som hele weekenden har skabt en vild kulisse.
Søndagens kampprogram starter med kvindernes semifinaler, som spilles fra klokken 10.30.
Til sidste blodsdråbe
Lørdag bød på et hav af padelkampe under andendagen til Senior DM 2026, hvor kvindernes DM-turnering også blev skudt i gang om formiddagen. Her gik de højest seedede alle videre.
Senere var det så tid til kvindernes kvartfinaler, hvor særligt opgøret mellem Marie-Louise Frølich-Jensen/Mette Jochumsen og Anna Riisgaard/Cecilie Haslund blev rigtig spændende.

Efter tre sæt på centrecourt kunne Marie-Louise Frølich-Jensen/Mette Jochumsen, der også overlevede flere matchbolde i løbet af deres første kamp lørdag, booke billet til semifinalen.
Her møder parret de forsvarende danmarksmestre, Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen.
– En ting er, at vi er nogle krigere. Vi giver ikke op, men kæmper til sidste blodsdråbe. Nu skal vi bare ud at spille frit, og i morgen bliver en fed dag, fortæller Marie-Louise Frølich-Jensen.
– Vi har en del rutine, og det tænker jeg, at vi kan komme langt på, og vi satser på at gå hele vejen. Vi er virkelig spændte. Så nu må vi se, om vi kan sove i nat, lyder det fra Gitte Haxen.
I kvindernes anden semifinaleopgør står Emma Tranberg/Sille Tranberg overfor turneringens andenseedede par, Julia Wiese og Simone Alipieva, som er på jagt efter endnu en DM-finale.

Tilskuerne gjort tavse
Efter kvindernes kvartfinaler var det tid til at finde herreparrene til søndagens semifinaler.
På centrecourt skulle Julius Fuglsang/Marius Schjøtz forsøge at udnytte den lokale støtte til parrets fordel, men Emil Lilleøre/Malthe Nielsen lod sig på ingen måde gå på af forholdene.
Med en 6-0, 6-0-sejr lukkede det førsteseedede par munden på tilskuerne i Vejle. Søndag mødes Emil Lilleøre/Malthe Nielsen og Nils Skajaa/William Søby i en duel om finalebilletten.
– Det er rart at vide, at vi står der, hvor vi kan koncentrere os igennem en hel kamp. Vi spiller to gode sæt, og det kan man se på resultaterne. Hvis vi kan spille to gode sæt i morgen, så tror jeg også, at vi har en god chance for at vinde, men det er klart, at vi mindst skal spille lige så godt, som vi gjorde i dag, hvis vi skal have en chance, lyder det fra Malthe Nielsen.

Som det sidste skulle de to resterende par til semifinalerne under Senior DM 2026 findes.
Efter en 6-3, 7-5-sejr til Nicolai Ferrigno/Marc Ferrigno mod det erfarne makkerpar Tobias Galskov/Mads Laudrup kunne brødrene kalde sig semifinaleklar efter lørdagens Øst-duel.
Her møder de Emil Okkels/Oscar Sebber, som ekspederede Emil Domela/Marc Møller ud.
– Sejren i dag betyder rigtig meget for os. Det har været hårde 12 måneder for Nicolai, som har været ude med en masse skader. Og jeg ved også, hvor ked af det han har været over, at han ikke kunne spille videre til DM i 2025, slutter Marc Ferrigno efter dagens kvartfinalesejr.



