ZigaForm version 7.6.4

Fire padelprofiler ser frem mod Danmarksmesterskaberne 2025

Om kun én uge bliver Danmarksmesterskaberne 2025 skudt i gang, hvor landets dygtigste spillere kan opleves på klos hold i Vejle Padelcenter hele weekenden.

Derfor har vi taget en snak med fire udvalgte elitespillere, som drømmer om at gå hele vejen og sikre sig den helt store hæder som Danmarks bedste padelspiller.

Oscar Sebber (Danmarksmester i 2024)

Du er forsvarende danmarksmester. Hvor stort et pres er det?

– Folk vil meget gerne hype det op til at være et pres. Men jeg går altid ind på banen for at vinde, ligegyldigt om det hedder Lunar Ligaerne eller danmarksmesterskaberne. Og det er altid med en tro på at vinde. På den måde føler jeg ikke noget pres inden DM-turneringen.

Hvor højt er DM 2025 på din liste over vigtige turneringer i år?

– Jeg har vundet danmarksmesterskaberne og været sindssygt glad for det, da jeg gjorde det. Jeg vil selvfølgelig blive meget glad, hvis jeg vandt igen. Nu har jeg spillet meget herhjemme og klaret det udmærket, så Danmark og DM er vigtigt, men i sidste ende er mine mål større.

Hvad er din umiddelbare reaktion efter lodtrækningen til DM?

– Vi er glade for, at vi havnede i den anden turneringshalvdel end Nils Skajaa og Emil Okkels. Men der er rigtig mange gode herrepar i dansk padel her i 2025, og alle kampe bliver svære.

Du stiller op med en ny makker. Hvordan er jeres sammenspil?

– Stadig lidt nyt. Så meget har vi ikke fået trænet sammen. Vi har en klar filosofi i forhold til, hvordan vi gerne vil spille, og vores kemi på banen er rigtig god. Det er anderledes med en ny makker, som er dejlig rolig på banen. Det lægger også et lidt mindre pres på os som par.

Hvordan lyder opskriften på en førsteplads til DM 2025 i Vejle?

– Den vindende opskrift lyder at huske på at have det sjovt. Det er der, hvor vi spiller vores bedste padel. Padel er en holdpræstation, men at vinde vil i sidste ende være for mig selv.

Gitte Haxen (Danmarksmester i 2021, 2022, 2023 og 2024)

Nu er der ikke længe til DM 2025. Hvor meget glæder du dig?

– Jeg glæder mig helt vildt meget til at spille i Vejle. Det er et af årets højdepunkter i 2025. Her op til DM har jeg været med i en del turneringer, så spilleformen er nogenlunde i top.

Hvad tænker du om niveauet i kvindernes DM-turnering i år?

– Jeg synes godt, man kan se, at niveauet bliver højere og højere. Måske går det ikke lige så hurtigt som blandt herrerne, men det er helt sikkert positivt for sporten, at der kommer flere og flere dygtige kvindespillere, som også har lyst til at konkurrere til et danmarksmesterskab.

Hvordan skal du forsøge at bruge din erfaring fra tidligere DM?

– Det er kæmpestort at spille et DM, og jo mere erfaring man har, desto roligere er man også på banen.

Det er dig, som de andre gerne vil slå. Hvor stort et pres er det?

– Da jeg spillede meget og gav den en fuld skalle med padel, tænkte jeg, at jeg skulle vinde. Nu er presset væk fra skuldrende. Der er mange andre, som træner og spiller mere end mig.

Hvor stort vil det være at tangere rekorden med fem DM-titler?

– Det vil da være meget stort, og det er også det, som jeg går efter i Vejle Padelcenter i næste uge. Jeg vil give alt, hvad jeg har for at vinde i år. Det vil være den fedeste følelse at stå med.

Marius Schjøtz (Bor i Vejle, og arbejder i Vejle Padelcenter)

Hvor meget glæder du dig til DM 2025 på din hjemmebane?

– Jeg glæder mig helt vildt meget. Det er ikke mit første DM, men det er førte gang, hvor jeg har en chance for at gå videre fra første runde med støtte fra alle de mennesker, jeg kender.

Hvordan kan du bruge det til din fordel, at du er fra Vejle?

– Forhåbentlig kan der komme en lille hjemmebanefavorit i mig. I og med at jeg arbejder der og har et godt netværk, så vil det være fedt, hvis man kan skabe et flertal blandt tilskuerne.

Hvad er dine umiddelbare tanker om lodtrækningen til DM?

– Vi har en svær kamp i vores første runde, men forhåbentlig bliver det en tæt og sjov affære.

Hvor meget får I brug for støtten fra publikum i kampene?

– Jeg spiller rigtig godt, når der kommer selvtillid ind fra lægterne. Således vil det vil betyde meget, hvis man kommer ind i en god stime på banen og kan fortsætte den. Hvis vores kamp bliver en publikumsfavorit, vil det også være en vigtig faktor, som kan give ekstra procenter.

Hvad taler for, at I kan gå ind og levere en overraskelse i Vejle?

– Hvis vi skal overraske, så skal det lige netop være i Vejle. Her er de små marginaler på vores side. Vi kender en masse, og vi kender centret godt, så vi skal udnytte hjemmebanefordelen.

Julia Wiese (DM-finalist i 2020, 2021 og 2024)

Du er lige nu nummer et på den danske rangliste. Hvordan har du det?

– Forberedelserne kunne være selvfølgelig have været bedre, hvis ikke jeg var blevet skadet til Nordiske Mesterskaber i marts. Men nu har jeg været på banen igen, og det gik godt. Rent mentalt har det været sundt med en pause fra padel, og jeg glæder mig rigtig meget til DM.

Der venter en svær kamp i første runde. Hvor vigtigt er det at være klar?

– Det er enormt vigtigt. Og det er faktisk godt at have en udfordrende kamp i første runde, så man kan finde ind i en god rytme. Vi har nogle gange haft en tendens til at komme dårligt fra start i vores kampe, så vi skal have fuldt fokus fra starten til Danmarksmesterskaberne 2025.

Du har stået i flest DM-finaler uden at vinde. Hvordan skal det ændres?

– Vi skal først og fremmest slå alle spillere. Det kræver, at vi finder ind til vores fokus, og at vi kommer til at spille vores spil, som vi synes, fungerer bedst. Og vi skal have det sjovt imens.

Hvad har I bygget på, siden I stod i DM-finalen 2024 i PadelPadel CPH?

– Vi har fået en masse international erfaring sammen, og så er vi begge to gået fuldtid på padelsporten og har fået en masse gode samarbejdspartnere på, der kan hjælpe os på vej.

Hvad vil det betyde for din padelkarriere at vinde danmarksmesterskabet?

– Det vil være noget af det største. Det er et mål, jeg har sigtet efter i lang tid. Man sætter en streg under sit niveau ved at vinde DM, for jeg er ikke den bedste spiller inden en DM-titel.

Læs meget mere om Danmarksmesterskaberne 2025 og vinderne af Senior DM gennem historien her.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden