– Hvad skriver man ind, hvis en kamp bliver aflyst? Hvad betyder en walkover? Og hvornår fratrækkes optjente point?
Sådan lyder nogle af de spørgsmål. som brugerne har stillet Dansk Padel Forbunds nye PadelBot. Løsningen er udviklet af det danske firma Karla, og den blev lagt ind på Forbundets hjemmeside i oktober.
Den lille grafik med padelbotten er lavet af Dansk Padel Forbunds gode ven, grafiker Michael Werge.
Den avanceret PadelBot bruger udelukkende den information der ligger på Dansk Padel Forbunds hjemmeside i forvejen, til at svare på brugernes spørgsmål.
IT-ansvarlig, Christian Nybroe, sørger løbende for at fintune på PadelBotten og fodre den med oplysninger, så den i højere grad kan bruges som søgefunktion på hjemmesiden.
– Den nye løsning er blevet pænt modtaget. Vi kan se, at der allerede har været over 200 spørgsmål til PadelBotten, og at brugerne har kvitteret ved i gennemsnit at give Padelbotten 3,74 ud af 5 i score, siger Christian Nybroe.
Stil konkrete spørgsmål
Særligt to søgeemner er populære blandt brugerne, viser dataene bag PadelBotten.
Med 52 og 50 samtaler ud af mere end 200 samtaler topper emner om turneringer og regler listen over søgte kategorier. Brugerne har ligeledes søgt på ord som Lunar, liga, nedrykning, problemer, oprykning og rangliste.
Et godt råd er ifølge Christian Nybroe, at man sætter sine spørgsmål i en kontekst.
– Det gælder om at stille et spørgsmål, som hvis man spurgte et andet menneske. Det hjælper ikke at lave en google-søgning og at skrive stikord. Stil åbne konkrete spørgsmål, gerne med kontekst, så får du de gode svar, lyder det fra den IT-ansvarlige.
Over halvdelen af samtalerne har indtil videre ført til et korrekt svar, og PadelBotten bliver løbende fodret med ny information, så den kan svare på endnu flere spørgsmål.
– I virkeligheden er det et godt tilbud, specielt uden for vores åbningstid, til alle vores medlemmer, som skulle stå i en situation, hvor de har brug for en hurtig afklaring. PadelBotten holder aldrig fri, så man kan altid bruge den for at et hurtigt svar på vores hjemmeside, slutter Christian Nybroe.
PadelBotten kan findes på www.danskpadelforbund.dk i det nederste højre hjørne. Dansk Padel Forbund står ikke til ansvar for PadelBottens svar, som kun er vejledende.


