DM 2022 Senior

Lad os starte med konklusionen. Vi fik afviklet et fantastisk DM i weekenden med kampe startende fredag aften og med de afsluttende finaler søndag eftermiddag. Vi havde debut med flere nye tiltag såsom livestreaming på alle otte kampbaner – kommentering på én bane med mulighed for at skifte banerne imellem. Alt dette i skønt samarbejde med arrangør-centret PadelPadel Odense. Vi lancerede i forbindelse med turneringen den nye Lunar-bold, som er lavet i samarbejde med HEAD.

Fredag lagde herrerne fra land med 1. runde i feltet af 24 par-konstellationer, som udgjorde dette års deltagerfelt. Vi fik en god blanding af en del hurtigt afviklede kampe krydret med et par enkelte tætte og drabelige dyster. Mest opmærksomhed trak nok opgøret mellem unge Malthe Nielsen og makker Kresten Mosbæk, der i en meget tæt duel ekspederede Anders Thrysøe og Peter Holm-Hansen ud af turneringen. Hvor er det skønt for dansk padel, når nye og især unge spillere popper op til turneringerne og viser sig frem. Det har dansk padel brug for.

Gitte Haxen og Mie Skov

Lørdag formiddag trådte kvinderne ind i turneringen og åbnede med deres kvartfinaler. Et felt der bestod af toppen af dansk padel med stort set alle landsholdsspillere repræsenteret. Tilskuerne fik padel for alle pengene. Tre af fire kvartfinaler måtte en tur ud i tredje sæt for at finde en afgørelse. Vinderne spillede sig til en plads i søndagens semifinaler, mens de tabende par spillede en runde mere senere om sekundære placeringer. Maria Rasmussen og Jannie Overgaard fik presset de forsvarende mestre Gitte Haxen og Mie Skov ud i tre sæt og fuldendte en fin turnering for dem ved at besejre Julia Wiese og Nicoline Pihl i kampen om 5.pladsen. De rutinerede Gitte Menzel og Belinda Elkjær bookede en plads i semifinalen ved at besejre Johanne Axelsen og Mathilde Henriksen i to sæt. Alle kampe ved dette DM blev afviklet med tre fulde sæt og nye bolde til et eventuelt afgørende sæt. Alt sammen for at sikre så korrekt en sportslig afgørelse som muligt – og DM skal på alle parametre være noget specielt.

Nils Skajaa og Esben Hess-Olesen

Hos herrerne bød lørdagen på to runder og allerede nu var niveauet skærpet. De otte seedede par trådte ind i turneringen her, men på trods af seedning skal man ikke vide sig for sikker. Sofus Enrum og Jesper Hougaard måtte se sig slået af Martin Monrad og Morten Knudsen i tre sæt efter ellers at have vundet det første. Sidstnævnte par holder uhyggeligt højt niveau, så de har ikke været sjove at løbe ind i som seedet par – men det er også charmen ved lodtrækninger og rangeringer. De lokale Okkels-brødre var måske lidt uventet i problemer i deres første kamp, men holdt stand til sidst mod Morten Bille og Peter Utzon. Senere lørdag eftermiddag stod den på kvartfinaler, og hvis man ellers skulle have været i tvivl om hvor vidt niveauet i den brede top er styrket i den senere tid, så skulle dette netop blive bevist. Alle fire kampe måtte i tre sæt. Okkels-brødrene tog en vigtig skalp for dem ved at besejre de topseedede Alex Laugesen og Emil Lilleøre. Alle tre sæt måtte afgøres i tiebreak. Mads Laudrup og Tobias Galskov, som nåede finalen i 2021, måtte også bruge alle ressourcer for at booke en plads i semifinalen. De vandt det afgørende sæt med 6-4 over Tore Skjold og Alex Loughlan. Marc Møller og Emil Domela var nede i sækken mod Mads Elholm og Nikolaj Søgaard, der vandt første sæt og var oppe med 3-0 i andet. Det var dog ikke nok til samlet sejr. Nils Skaaja og Esben Hess-Olesen, som måtte betegnes som forhåndsfavoritter, fik lidt grus i maskineriet og måtte bruge tre sæt på at besejre Monrad og Knudsen. Grundlæggende blev tilskuerne forkælet med fire kvartfinaler på højt niveau. Dansk toppadel er på vej i den rigtige retning og det er fedt at få samlet alle de bedste spillere på både herre og kvindesiden.

Søndag var dedikeret til semi og finalekampe. Kvinderne startede finaledagen med de to semifinaler, hvor især matchen mellem Gitte Haxen/Mie Skov mod Trine Bassett/Anastasia Yakimova blev tæt og spændende. De forsvarende mestre tog det sidste stik og fik muligheden for at forsvare titlen mod Betina Pedersen og Line Kruse, der vandt i to sæt mod Gitte Menzel og Belinda Elkjær.

Herrerne lagde ud med en gentagelse af finalen fra Wild Card Chase mellem Esben Hess-Olesen/Nils Skaaja og Marc Møller/Emil Domela. Det blev ikke helt så tæt som sidste weekend – og vinderparret blev det samme. Laudrup/Galskov gjorde kort proces mod Okkels-brødrene, og så var der gjort klar til finaler.

Begge finaler blev velspillet og igen blev der vist padelspil på højt niveau til glæde for det fremmødte publikum. To par var dog i momentum og tog sejrene hjem i to sæt, så efter en lang weekend med padel for alle kunne vi søndag sidst på eftermiddagen kåre følgende danske mestre anno 2022:

Gitte Haxen/Mie Skov – som nu har vundet to år i streg.

Esben Hess-Olesen/Nils Skaaja – som vandt deres tredje DM-titel sammen. Esben har nu vundet DM fire år i træk.

Stort tillykke til vores nykårede mestre.

Omkring 300 tilskuere gæstede PadelPadel i Odense hen over weekenden.

Gennemsnitligt 5.000 viewers på streaming på kampbanerne hen over weekenden.

En kæmpe tak til vores sponsorer – Lunar og HEAD, som bakker betingelsesløst op om dansk padel. Ligeledes en kæmpe tak til PadelPadel Odense, som har trukket et kæmpe læs i forhold til at sætte nye standarder i forhold til turneringsafvikling.

Vi gør det med glæde igen til næste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tag kontakt

Kristoffer Jørgensen

Sekretariatschef

Se også:

Se flere nyheder