Det forgangne turneringsår føltes som én lang sejrsmarch, der bare blev ved og ved med at give den ene store tilskueroplevelse efter den anden. Landets bedste padelspillere løftede barren på banen, og de centre, som var blevet tildelt æren at huse de største danske turneringer i 2025, gjorde på ingen måde spillernes storslåede indsats til skamme.
Tilskuer- og seerrekord ved DM i Vejle, fantastiske DPF1000-afviklinger i imponerende rammer, landskampsstemning ved både Battle of Denmark i PadelPadel Aalborg og FIP’en i Rocket Padel Esbjerg, deltagerrekord ved junior DM i Match Padel Ballerup og en magisk sæsonafslutning ved både Finals i X3 Padel og Lunar Ligaen i Racket Club Taastrup, er blot nogle af de højdepunkter, som 2025 bød på.
Selv om det kan ligne en umulig opgave at toppe indeværende sæson, så står det skrevet ganske klart i både sol og måne, at 2026 ikke har tænkt sig at ligge under for 2025. Det hele ser sådan set kun ud til at blive endnu sjovere.
Nordisk Mesterskab og senior DM i Vejle

Først og fremmest skal Dansk Padel Forbund stå i spidsen for de nordiske mesterskaber, hvor vores junior-, senior- og veteranlandshold skal dyste mod Finlands, Sveriges og Norges ditto. Eventet afvikles i lighed med årets danmarksmesterskaber i Vejle Padelcenter, som har nogle enestående rammer til et event som dette.
– Vi glæder os meget til både NM og DM, og vi er glade for, at vi sammen med Dansk Padel Forbund er blevet enige om, at det skal være gratis at komme til både NM og DM, konstaterer centerleder i Vejle Padelcenter, Kaspar Dalgas, da han bliver bedt sætte nogle ord på de to store begivenheder, som venter i henholdsvis marts (NM) og april (DM).
– Danmarksmesterskaberne i 2025 var en fantastisk weekend for vores center, og vi har da en klar forventning om, at både spillere og tilskuere vil skabe en endnu større fest i 2026, afslutter han.
Nordisk Mesterskab spilles fra den 13. til den 15. marts, mens årets danmarksmesterskaber spilles fra den 24. til den 26. april.
DPF1000-karavanen kigger mod øst

På DPF1000-scenen har der for første gang nogensinde været så god rift om turneringsterminerne i Østdanmark, at der i 2026 er en overvægt i antallet af turneringer øst for Storebælt kontra turneringer vest for Storebælt. Fire gange skal DPF1000-karavanen gøre holdt på Sjælland, mens Jylland får to besøg og Fyn et enkelt. I den regulærere DPF1000-sæson åbnes dørene i prioriteret rækkefølge hos Padel 7500, PadelPadel CPH, Racket Club Slagelse, Padel Yard Reffen (udendørs), PadelBoxen og Rocket Padel Viborg, mens sæsonfinalen – DPF1000 Padel Series Finals – spilles i Simon’s Padel Club i Humlebæk.
– Vores turneringer i Slagelse er med klar pil op, og der er masser af lokal interesse for 1000’eren, så vi føler os ret sikre på, at turneringen bliver et tilløbsstykke, udtaler Racket Clubs turneringsansvarlige, Emil Koefoed, som ikke var en del af Racket Clubs set up, da Racket Club Slagelse i starten af 2023 afviklede deres hidtil eneste DPF1000-turnering.
– Der er sket meget med dansk padel siden 2023, så vi forventer en helt anden opbakning og et helt andet event i 2026, end tilfældet var dengang, afslutter han.
I Jylland var der stor rift om tilskuerpladserne ved 1000’turneringerne i 2025, og der var lige så stor rift om terminerne i 2026 fra de mange jyske padelcentre. Mange centre står derfor skuffede tilbage over de få jyske tildelinger, men i Padel 7500 i Holstebro, hvor man til både spillernes og Dansk Padel Forbunds begejstring har huset DPF1000 i både 2024 og 2025, er der glæde at spore over den tredje tildeling i træk.

– De sidste to års DPF1000-turneringer har været en kæmpe oplevelse for både lokale spillere og publikum. Energien og stemningen i vores center har været noget helt særligt. Padel på topniveau i Holstebro skaber liv, engagement og stor interesse, og det er præcis dét, vi som center ønsker at bidrage med både lokalt men også for dansk padel i sin helhed, fortæller centerleder Stine Albertsen, som har stået i spidsen for DPF1000-arrangementerne i 2024 og 2025.
Som et nyt tiltag vil vi i 2026 forsøge at skabe en større sammenhæng mellem senior- og junioreliten, når tre af de seks DPF1000-afdelinger bliver koblet sammen med DPF500-turneringer for juniorspillerne.
Det kræver rigtigt mange baner at skulle køre 8-draws i alle juniorrækker samtidigt med seniorernes DPF1000, så det har ikke været muligt at afvikle rækkerne med de sædvanlige turneringsformater ved disse hybridturneringer. Men vi har fundet et godt kompromis, hvor vi udbyder fire pladser i hver juniorkategori, og så får disse turneringer en særlig status for den absolut øverste elite i dansk juniorpadel. Forhåbentlig bliver der rift om pladserne, så de bedste stiller op, og vi tror, der vil være en god ekstra gevinst for de unge ved både at være sammen med Danmarks bedste spillere og ved at spille i en større ramme, end de er vant til i de normale juniorturneringer. Det kan og bør skabe en masse synergi.

I 2026 vil der desuden være forhøjede pengepræmier ved de store turneringer. I DPF1000-turneringerne vil der i den kommende sæson blive uddelt 15.000 kr. til vinderparrene og 7.500 kr. til finalisterne, ligesom 3’erne også vil modtage en kontant præmie.
Der er i vores øjne rigtigt fine bevæggrunde for de forhøjede pengepræmier.
Først og fremmest har præmierne ligget i samme leje i flere år, og det er nok ikke gået manges næse forbi, at smør, mælk og kød i den tilsvarende periode er blevet væsentligt dyrere. Vi skal naturligvis følge med de økonomiske tendenser så godt som overhovedet muligt, så vores præmier har den samme realværdi for spillerne og ikke blot er en stagnerende del af vores turneringer. Spillerne fortjener at blive belønnet for den flotte og omkostningstunge indsats, de leverer for dansk padel, og selv om meget af gevinsten ved at spille elitepadel naturligvis er hæftet op på store sportslige oplevelser i stemningsfyldte arenaer, så vil vi i Dansk Padel Forbund gerne vise spillerne, at de er vigtige for os, og at deres indsats for dansk padel er værdsat, afslutter den turneringsansvarlige.
Øvrige danmarksmesterskaber i flotte rammer
Match Padel Ballerup har efter to sæsoner med formidabel afvikling af Junior DM givet stafetten videre til KIF Padel Club i Kolding, som har ét af landets flotteste padelcentre med ni højloftede baner – heraf en centre court, som utvivlsomt lægger sig i toppen af dansk padel, hvad centre courts angår.

– Vi takker Match Padel Ballerup for to flotte DM-afviklinger, hvor de har været medskabende til den gode juniorudvikling i dansk padel, men samtidigt bifalder vi også, at KIF Padel Club er klar til at tage den næste tørn. Vi føler os sikre på, at KIF Padel Club har kapaciteten, rammerne og drivkraften til at skabe et fantastisk Junior DM i 2026, og med flytningen af mesterskaberne fra september til december ser vi frem til, at DM bliver et flot punktum på en begivenhedsrig sæson for de danske juniorer, siger Henrik Vestergaard, som er junioransvarlig i Dansk Padel Forbund.
Veteran DM afvikles i Racket Club Taastrup, som med sine mange baner, gode loftshøjde og flotte turneringshistorik er et oplagt valg som arrangør af et mesterskab, som vi typisk ser blive prioriteret højt af de danske veteranspillere.

For første gang nogensinde vil Dansk Padel Forbunds mix DM være en del af DM-ugen, som foregår i Herning i uge 26. Mesterskaberne vil blive spillet i PadelWorld Herning fredag-lørdag den 26.-27. juni, og vi har en klar ambition om at løfte eventet til et endnu højere niveau, nu hvor rammen er sat anderledes og i fællesskab med mange af de andre specialforbund under Danmarks Idrætsforbund.
Tre danske FIP-turneringer i 2026-kalenderen
I 2025 fik Rocket Padel Esbjerg hevet Danmark tilbage på den internationale scene, da de med stor succes afviklede en FIP Bronze i slutningen af september. Turneringen blev en tilskuermæssig og set med danske øjne sportslig succes, og det er glædeligt, at vi i dansk padel kan se frem til tre turneringer af samme rang i 2026.
Centrene, som får fornøjelsen at afvikle FIP Bronze-turneringer i 2026, er KIF Padel Club (uge 19), Racket Club Taastrup (uge 41) og Rocket Padel Esbjerg (uge 48).

– Vi drømmer altid stort i KIF, og det er vigtigt for os, at vi kan give vores mange medlemmer nogle fede padeloplevelser at se frem til. Det inspirerer både vores ansatte og vores medlemmer, at den danske elite kommer forbi, og det gør da bestemt ikke noget, at det bliver i en ramme, hvor de skal kæmpe mod dygtige udenlandske spillere om internationale ranglistepoint. Måske vi med vores turnering kan være med til at skabe et godt internationalt afsæt for en dansk spiller eller to, siger en begejstret Jeppe Anneberg, centerleder i KIF Padel Club.

Det er herudover værd at nævne, at der samtidigt med seniorspillernes FIP Bronze afvikles FIP Promises-turneringer for junioreliten i både KIF Padel Club og Racket Club Taastrup.
Sidst, men ikke mindst… Battle of Denmark
Selv om Battle of Denmark ikke er en DPF-sanktioneret begivenhed, så har begivenheden alligevel vokset sig så stor, at det vil være forkert af os ikke at nævne, at PadelPadel Aalborg igen i år lægger baner til denne øst mod vest-dyst, hvor seks udvalgte spillere fra begge landsdele dyster mod hinanden om hæder, ære og flotte pengepræmier i én af dansk padels allerflotteste og mest larmende rammer.
Turneringen har status af en såkaldt ”invitational” og har til trods for sin korte levetid allerede fået en form for kultstatus blandt både spillere og i særdeleshed det nordjyske publikum, som ikke er bange for at tage aktiv part i festlighederne. Den prestigefyldte invitationsturnering spilles lørdag den 21. februar.
Vi glæder os til at se jer
Ovenstående er blot et kort og simplificeret uddrag af, hvor mange herligheder 2026-kalenderen rummer.
Herudover er alle DPF500- og DPF200-terminer blevet søgt af kompetente centre, og vi ser frem til en endnu mere konkurrencedygtig og jævnbyrdig turneringsscene, nu hvor der er blevet skåret gevaldigt i antallet af turneringer på både DPF500- og DPF200-niveau.
Der er lagt op til mange turneringer med høj kvalitet, og vi håber naturligvis, at landets mange dygtige padelspillere vil bakke op om eventsene, ligesom det er altafgørende for den generelle oplevelse, at de mange danske padelfans indfinder sig på tilskuerpladserne rundt omkring i de danske turneringscentre. Tak for et fremragende 2025 – vi ses derude i 2026.
Artiklen er skrevet af Dansk Padel Forbunds turneringsansvarlige, Lars Baes.


