ZigaForm version 7.6.4

Favoritpar redder fire matchbolde på finaledag med enorm spænding

Lørdag blev der sat et flot punktum for årets sjette og sidste afdeling i Arla Protein Padel Series inden sæsonfinalen i Humlebæk. Her overværede publikum en dramatisk finaledag.

Begge finaler måtte nemlig ud i tre sæt, før der kunne findes en vinder, og særligt i herrernes finaleopgør var der spænding helt til det sidste for de mange tilskuere i Rocket Padel Viborg.

– Der var en fantastisk nerve i turneringen fredag, hvor der blev spillet tætte kampe med et yderst engageret publikum. Sportsligt er det meget positivt at se, at de unge spillere kommer tættere og tættere på toppen, udtaler turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund, Lars Baes.

Sejr til hjemmebanehelte

Allerede fredag var der noget at juble ad for det talstærke publikum i Rocket Padel Viborg.

Her vandt Viborg-spillerne Noah Darling og Thomas Valther nemlig 6-3, 6-4 i første runde af turneringen mod Alexander Lange og Max Andersen, og parret blev båret frem af publikum.

– Det er helt fantastisk, at der er så mange, som er kommet for at støtte en. Jeg tror bare, at vi spiller frit, efter vi var overraskede over, at vi vandt det første sæt, siger Thomas Valther.

Fredag kunne tilskuerne også se turneringens favoritter i aktion. De fire øverste par levede op til forventningerne og fastholdt deres seedning inden lørdagens semifinaler og finaler.

Emil Okkels og Sofus Brønnum stillede op til Arla Protein Padel Series 6 som et nyt par, og i semifinalen lykkedes det dem at sende turneringens andenseedede par ud af turneringen.  

Dermed var Sofus Brønnum klar til sin første finale nogensinde i Arla Protein Padel Series, hvor førsteseedede, Malthe Nielsen og Emil Lilleøre, ventede på den anden side af nettet.

Herrefinalen blev en sand gyser, og ved stillingen 5-4, 40-0 til Emil Okkels og Sofus Brønnum i tredje sæt missede parret hele fire matchbolde, og tabte efterfølgende finalen 6-3, 3-6, 5-7.  

Vigtige point i sidste afdeling

Også i kvindernes turnering var der på forhånd lagt op til flere dramatiske højdepunkter.

Allerede lørdag morgen skulle søstrene Sille Tranberg og Emma Tranberg kæmpe om vigtige point til Arla Protein Padel Series Race mod Liv Deleuran-Skjold og Sine Nørby-Odgaard.

Her trak Liv Deleuran-Skjold og Sine Nørby-Odgaard det længste strå med en 7-6, 3-6, 6-2-sejr, og dermed fik parret flere point i jagten på en plads til Arla Protein Padel Series Finals.

Efter to sejre til de topseedede par kunne tilskuerne se en kvindefinale på højt niveau. Her stod Maria García-Rasmussen samt finske Martina Minetti over for Julia Wiese og Mie Skov.

Kampen bølgede frem og tilbage fra start, hvor parrene tog et enkelt sæt hver. I det tredje viste Maria García-Rasmussen og Martina Minetti styrken og snuppede sejren 4-6, 6-2, 6-3.

Dermed udbyggede forhåndsfavoritterne i kvindernes turnering deres føring i Arla Protein Padel Series Race, mens de fik en perfekt optakt til den store sæsonfinale om små tre uger.

– De lokale fra Rocket Padel Viborg løftede opgaven til UG. Der var blandt andet bygget en tribune ved en sekundær bane, hvor stemningen ofte var endnu mere intens end inde på centrecourt. Stor ros til hele personalet i Rocket Padel Viborg, som knoklede igennem for at servicere de mange padeltilskuere hele weekenden, lyder det fra den turneringsansvarlige.

Arla Protein Padel Series Finals 2026 spilles i Simons Padel Club i Humlebæk fra den 13. til 14. november.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden