Fredag og lørdag viste PadelBoxen endnu en gang, at Odense-centret er i toppen af padelcentre i Danmark, når det kommer til at skabe de største fester for tilskuerne.
Her var landets bedste turneringspadelserie, Arla Protein Padel Series, tilbage efter en sommerpause, og i løbet af weekenden blev der sat helt ny tilskuerrekord i PadelBoxen.
– Fredag blev for alvor den dag, som vi havde drømt om. Der var masser af tilskuere hernede i centret, spillerne leverede på et rigtig højt niveau på banen, og vi har aldrig haft så mange tilskuere i PadelBoxen tidligere, udtaler Kim Poulsen, centerleder og medejer af PadelBoxen.

Hyldet i afskedskamp
Op til Arla Protein Padel Series var der lagt op til en afsked med to elitespillere, Emil Okkels og Mads Elholm, som har betydet rigtig meget for de fynske padeltilskuere gennem årene.
Begge fynske spillere har tørnet ud for PadelBoxens hold i Elitedivisionen, men nu har Emil Okkels valgt at rykke teltpælene til København, mens Mads Elholm lægger battet på hylden.
Fredag aften blev Daniel Windahl og Alex Loughlan endestationen for parret i kvartfinalen.
– Kampmæssigt var vi ikke i nærheden af noget, men PadelBoxen var stuvende fuld. Der var god stemning og flot opbakning. Tilskuerne i Odense støtter altid op, og et kæmpe skud ud til alle dem, som bakkede op. En særligt stor tak til Kim for sit arbejde, siger Mads Elholm.

Kvindelandstræner, Nikolaj Søgaard, havde på forhånd proklameret, at spillernes indsats i weekenden kunne blive vigtig for udtagelsen til landsholdets VM-kvalifikation i september.
Derfor var der meget på spil for de danske kvinder, der konkurrerede i et yderst stærkt felt.
– Dansk padel er et godt sted. Det var dejligt at mærke, at der var stor opbakning fra mange forskellige. Og jeg havde ikke troet, at der ville være så mange. Det hang nok også sammen med, at der er et seniorlandshold, som skal udtages på kvindesiden, uddyber Kim Poulsen.
Turneringen blev vundet af Daniel Windahl og Alex Loughlan på herresiden, mens Maria García-Rasmussen og finske Martina Minetti løb afsted med titlen i kvindernes turnering.
– Det er fedt at se, at der er kommet så mange unge par med i Arla Protein Padel Series. Jeg synes også, at niveauet er rigtig højt, og der er ikke nogen nemme kampe. Allerede fra 1/8-finalerne er det svære kampe. Det er fedt at se, at niveauet bare stiger, slutter Kim Poulsen.
Næste afdeling af Arla Protein Padel Series spilles den 23.-24. oktober i Rocket Padel Viborg.



