ZigaForm version 7.6.4

Rocket Padel Kolding lægger gulv til første finale i ForeningsLigaen

Det første grundspil af Arla Protein ForeningsLigaen er nu overstået, hvor hele 174 hold tilknyttet en af landets foreninger har kæmpet med i alt lige fra 1. division ned til Serie 3.

Tilbage mangler nu kun det afsluttende finaleevent i Arla Protein ForeningsLigaen den 17. oktober 2026. Her er Rocket Padel Kolding blevet udpeget som vært af Dansk Padel Forbund.

– Vi glæder os sindssygt meget. Der kommer masser af glade padelspillere og god stemning. Vi er også selv et center med et stort fokus på foreningsdelen, så det passer os rigtig godt, at ForeningsLigaen skal afgøres her, siger Michael Thrane, Club Manager i Rocket Padel Kolding.

Finale på flot sæson

Invitationen til finaleeventet blev sendt ud til holdene i Arla Protein ForeningsLigaen efter sidste spilledag den 13. september, og der er plads til 35 hold i sæsonfinalen.

Hos Dansk Padel Forbund glæder man sig til en fantastisk sæsonafslutning i Kolding.

– Jeg forventer, at vi får en god dag, og at holdene får sat hinanden i stævne. Vi skal selvfølgelig have afgjort, hvem der er de dygtigste i alle rækkerne, men den sociale del er mindst lige så vigtig for os. Vi skulle gerne have god tid mellem kampene, og intentionen er, at spillerne skal møde spillere i andre regioner og landsdele. Hvis vi kan skabe nye netværk, som fremover kommer til at blive brugt, så har vi gjort det rigtigt, uddyber Lasse Vedersø, Liga & Outdoor-koordinator i Dansk Padel Forbund.

Arla Protein ForeningsLigaen blev for første gang introduceret i begyndelsen af 2026 som en holdliga målrettet det stigende antal af padelforeninger, der eksisterer i dag.

I samme omgang blev Arla Protein præsenteret som navnepartner til det nye format.

– Det har været inspirerende at opleve det store engagement fra foreningerne og se, hvordan initiativet har samlet mennesker på tværs af alder og niveau omkring bevægelse, fællesskab og lokale foreninger. Derfor ser vi også meget frem til finaleeventet den 17. oktober, hvor vi sammen skal fejre deltagernes indsats og kåre sæsonens vindere. Som partner glæder vi os til at bidrage til en dag fyldt med energi, fællesskab og oplevelser, siger Katrine Hasselström, Brand Manager for Arla Protein.

Klar som en galophest

Ligesom i selve grundspillet bliver finalestævnet i Arla Protein ForeningsLigaen også med fokus på fællesskabet, men hvor der er plads til konkurrence mellem holdene.

– Frem for alt skal vi sørge for en god sportslig afvikling, og så vil vi italesætte, at det er en samarbejdsøvelse. Alle holdene skal selv forsøge at afvikle og dømme kampene efter bedste evne. Det er vigtigt, at det bliver en god afslutning, for det kan muligvis lokke flere hold til Arla Protein ForeningsLigaen i næste sæson, udtaler Lasse Vedersø.

Arla Protein ForeningsLigaen er i grundtanken en sommerliga, da sæsonen løber hen over foråret og sommeren. Af hensyn til vejret er finaleeventet dog rykket indendørs.

Og med rigelig kapacitet står Rocket Padel Kolding helt klar til at tage imod holdene.

– Alle sejl bliver sat ind på dagen, og vi har booket alle 16 doublebaner, så vi er klar som en galophest lige før starten. Der vil både være mad, drikke og snacks, og i det hele taget vil vi hjælpe alle med smil på læben og højt humør, slutter Michael Thrane.

Tilmeldingsfristen til Arla Protein ForeningsLigaen-finalen er den 25. september 2026.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden