ZigaForm version 7.6.4

Ny liga for landets foreninger får flyvende start med 174 tilmeldte hold

Onsdag den 15. april markerede starten på den første sæson af Arla Protein ForeningsLigaen.

Hele 174 hold, der er tilknyttet en af landets voksende antal padelforeninger, spiller i 2026 med i Arla Protein ForeningsLigaen. Det glæder Liga & Outdoor-koordinator, Lasse Vedersø.

– Jeg er meget spændt, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan kampene og afviklingen bliver. Med Arla Protein ForeningsLigaen får vi en liga ud i foreningerne, og hvis der er noget, som kan samle i foreningerne, så er det holdkampene, så mine forventninger er kun store, siger den ansvarlige fra Dansk Padel Forbund.

Kan samle landets foreninger

99 hold deltager i Arla Protein ForeningsLigaen for herrer, mens 75 kvindehold har valgt at deltage i ForeningsLigaen, der spilles hen over sommeren med sidste spilledag midt i september.

Samlet har hold fra 65 foreninger hos herrerne og 47 foreninger hos kvinderne tilmeldt sig.

– Antallet af hold er meget tilfredsstillende. Som arrangør skal vi fremover udbrede den gode fortælling og dele de gode historier om Arla Protein ForeningsLigaen, når vi kan. Derudover skal vi bruge sæsonen på at få tilpasset niveauerne blandt holdene, forklarer Lasse Vedersø.

Det er Arla Protein, som har ejet navnerettighederne til ForeningsLigaen siden holdligaens fødsel. Her er man meget tilfreds med den flotte opbakning, som det nye format har fået.

– Vi tror stærkt på, at Arla Protein ForeningsLigaen kan blive en holdliga-succes, fordi den bygger på noget, der allerede står stærkt i padel: Fællesskab og socialt samvær. Og når mere end 170 hold allerede er med fra start, tyder det på, at fundamentet i dansk padel er rigtig solidt. Vi ser et format med potentiale til at blive en tilbagevendende begivenhed, der kan samle foreninger i hele landet, siger Katrine Hasselström, Brand Manager for Arla Protein.

Mange flere hold skal med

Selvom antallet af hold i denne sæson er tilfredsstillende, kan det sagtens blive endnu bedre. Sådan lyder det fra Lasse Vedersø, som godt tør drømme stort om ForeningsLigaens fremtid.

– Jeg forventer, at foreningerne favner holdligaen, og at de tager den til sig, så vi kan se ind i en fremgang i 2027. Vi har over 160 foreninger i dag, og hvis de alle sammen stillede med et herre- og kvindehold, så ville vi have mere end 300 hold i sæsonen, forklarer den ansvarlige.

For Arla Protein har det været helt naturligt at blive en aktiv del af ForeningsLigaen med sit partnerskab i Dansk Padel Forbund, hvor man har stort fokus på at udbrede padelsporten.

– Padel bringer mennesker sammen, skaber fællesskab og inspirerer til mere bevægelse i hverdagen. Det er værdier, der ligger dybt forankret i Arla Protein, og derfor var padel et naturligt sted for os at engagere os. Vores ambition er at blive synonym med padelsporten i Danmark og at bidrage til at gøre sporten endnu mere tilgængelig. Derfor er vi også stolte af at støtte nye initiativer som Arla Protein ForeningsLigaen, lyder det fra Katrine Hasselström.

– Hvis vi kigger frem til 2030, har jeg en forventning om, at vi fordobler antallet af hold og måske ryger over 400 hold. Det har allerede været et kæmpe arbejde, og det største arbejde består i at udbrede kendskabet til Arla Protein ForeningsLigaen. Holdligaen er en vigtig del af forbundets foreningstilbud, og her er den noget af det vigtigste, vi har, slutter Lasse Vedersø.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden