ZigaForm version 7.6.4

3. nominerede til Frivillighedsprisen 2026: Kenneth Green Nielsen

Den tredje nominerede til Arla Protein Frivillighedsprisen 2026 er Kenneth Green Nielsen, der har været formand for landets største padelforening, Holbæk Padel Klub, siden 2019.

Den offentlige afstemning åbner d. 28. juli 2026 kl. 8:30. Link til afstemningen deles på hjemmeside, facebook og instagram.

Holbæk Padel Klub ligger i Holbæk Sportsby, og her har foreningen otte udendørs baner, men medlemmerne i Holbæk Padel Klub og Kenneth Green Nielsen drømmer om mere.

Interview med Kenneth Green Nielsen, formand, Holbæk Padel Klub

Hvor længe har du været frivillig i foreningen – og hvad består dit typiske arbejde af?

Jeg har været frivillig og formand i Holbæk Padel Klub siden august 2019. Det har været en spændende rejse, hvor padelforeningen er vokset fra omkring 160 medlemmer til små 1.700 medlemmer ved årsskiftet. Mit arbejde spænder bredt. Jeg er involveret i den daglige drift, økonomi, udviklingsprojekter, dialogen med kommunen, sponsorer og samarbejdspartnere samt planlægning af aktiviteter og events. Samtidig er jeg også den type formand, der gerne tager arbejdshandskerne på, når der skal bygges, vedligeholdes eller løses praktiske opgaver i vores forening. For mig handler frivillighed om at bidrage dér, hvor der er behov.

Hvad motiverer dig ved at være frivillig i en forening – og bruge så mange timer på det?

– Det er fællesskabet og selve glæden ved at skabe noget sammen med andre mennesker. Jeg motiveres af at se nye medlemmer blive en del af klubben, skabe venskaber og opleve den energi, som sporten giver. Samtidig giver det en stor tilfredsstillelse at være med til at udvikle rammerne for både børn, unge, voksne og seniorer. Når man kan se, at ens indsats gør en reel forskel for mange mennesker, så er timerne godt givet ud. Kronen på værket vil klart være, i samarbejde med Holbæk Kommune og Holbæk Sportsby, at få etableret et nyt og foreningsdrevet indendørs padelcenter med 10 baner, som vi stadig går og drømmer om.

Holbæk Padel Klubs otte padelbaner er i dag en del af Holbæk Sportsby.

Hvordan lyder beskrivelsen af den gode frivillige i din optik? Hvad er det vigtigste her?

– Den gode frivillige behøver ikke nødvendigvis at bruge flest timer. Det vigtigste er, at man bidrager med det, som man kan, og gør det med engagement og respekt for fællesskabet. For mig handler frivillighed om at være pålidelig, hjælpsom og villighed til at tage ansvar. En god frivillig ser muligheder frem for begrænsninger og forstår, at de bedste resultater skabes, når vi sammen løfter i flok. Ingen kan gøre det hele, men alle og enhver kan gøre en forskel.

Hvad er du mest stolt af at have været med til at føre ud i livet i jeres padelforening?

Det er svært at pege på én ting, men hvis jeg skal fremhæve noget, er det udviklingen af Holbæk Padel Klub fra en lille og lokal forening til en af Danmarks største padelforeninger.

Hvor længe har du ambitioner om at være frivillig – og hvorfor burde andre også blive det?

Så længe jeg føler, at jeg kan bidrage positivt, og så længe jeg stadig har lysten og energien, vil jeg gerne være frivillig. Vi er kommet langt, men der er stadigt meget, vi kan og skal blive bedre til. Jeg vil klart anbefale andre at engagere sig i frivilligt arbejde. Man får mulighed for at kunne udvikle sig, møde nye mennesker og at skabe noget, som har betydning for andre.

I Danmarks største padelforening drømmer man om at få sit eget indendørs center.

Hvordan føles det så at være blevet nomineret til Arla Protein Frivillighedsprisen 2026?

– Det føles både overraskende og en smule overvældende. Jeg ser nomineringen som en anerkendelse af arbejdet, som mange frivillige i foreningen har bidraget til gennem årene.

Hvad vil foreningen kunne bruge 15.000 kroner til, som følger med Frivillighedsprisen?

– Pengene vil blandt andet kunne bruges til uddannelse af nye frivillige, ungdomsaktiviteter eller sociale arrangementer, som gør det endnu mere attraktivt at være en del af foreningen.

Fakta: Arla Protein Frivillighedsprisen

Uddeles af Dansk Padel Forbund i samarbejde med Arla Protein for første gang i 2026.

Hylder en frivillig eller en gruppe frivillige, som gør en særlig indsats for padelsporten.

Tre finalister udvælges af en jury, hvorefter offentligheden kan stemme om vinderen fra d. 28. juli.

I uge 34 kåres vinderen med et besøg af Dansk Padel Forbund, hvor præmien gives.

Vinderen modtager en præmie på 15.000 kroner til den forening, hvor man er aktiv.

Læs mere om Arla Protein Frivillighedsprisen herunder kriterier m.m. på denne side: 
https://www.danskpadelforbund.dk/medlemmer/arla-protein-frivillighedsprisen/

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden