Brikkerne er nu omsider faldet på plads for de største padelturneringer i Danmark i 2026.
Fra september har Dansk Padel Forbunds medlemmer kunnet søge om at afholde alt fra en FIP-turnering på dansk jord til et danmarksmesterskab og en DPF1000 Padel Series-afdeling i 2026.
Siden da er det væltet ind med stærke ansøgninger, og nu er puslespillet for næste års turneringskalender lagt. Sådan lyder det fra Dansk Padel Forbunds turneringsansvarlige.
– Centrene har været helt fantastiske til at byde ind på 2026-sæsonen, og jeg er meget taknemmelig for, at DPF-touren har så stor opbakning. Det har været et kæmpe puslespil at lægge brikkerne, og jeg har skullet give både glædelige og kedelige beskeder til centrene, men for sporten er det en fremragende kalender, som er lagt for 2026, udtaler Lars Baes.
Du kan se hele 2026-kalenderen for DPF200-ranglisteturneringer og opefter på denne side.
Nationale mesterskaber og FIP i 2026
Danmarksmesterskaber
Senior DM: 24.-26/4, Vejle Padelcenter
Veteran DM: 6.-8/11, Racket Club Taastrup
Junior DM: 5/12, KIF Padel Club
Mix DM: Stadig uafklaret.
Nordiske Mesterskaber
13.-15/3, Vejle Padelcenter
Regionale mesterskaber
19/9, Xpadel Helsingør
19/9, Pakhus77
19/9, PadelPadel Odense
FIP-turneringer
6.-10/5, KIF Padel Club
7.-11/10, Racket Club Taastrup
25.-29/11, Rocket Padel Esbjerg
FiP-turneringer på dansk jord
Tidligere har Dansk Padel Forbund fortalt, at Vejle Padelcenter er blevet tildelt Senior DM i 2026 og 2027. I 2026 bliver Vejle-centret også værter for Nordiske Mesterskaber i Danmark.
– Vi er så privilegerede i Danmark, at vi har mange fede centre. Vejle Padelcenter har bare dét ekstra krydderi, som er den plads, der er nødvendig for at lave det kæmpe event, som vi drømmer om at arrangere, lød det fra Kristoffer Jørgensen, direktør i Dansk Padel Forbund.

KIF Padel Club er i 2026 blevet tildelt Junior DM, som finder sted i december, mens Racket Club Taastrup igen bliver værter for Veteran DM til næste år, som man også var det i 2024.
De sidste detaljer for placeringen af Mix DM 2026 er lige nu i gang med at blive afklaret.
– Vi ser frem til igen at afvikle nogle af de største turneringer, og at vi forhåbentlig kan være med til at løfte niveauet et trin mere for afviklingen af dansk turneringspadel. Vi føler, at vi i dag har en tilpas stor talentmasse i Danmark, så vi har en berettelse på den internationale scene, og derfor søgte vi om at afvikle en FIP, siger Jacob Østergaard, direktør i Racket Club.
For 2026 har Dansk Padel Forbund afsat i alt fire terminer til FIP-turneringer i Danmark.
Tre af terminerne er blevet søgt, og i 2026 skal KIF Padel Club og Racket Club Taastrup for første gang afholde en FIP-turnering, mens Rocket Padel Esbjerg igen skal være FIP-værter.
– De to events, vi har fået, var dem, som lå højest i vores øjne. Med den kommende FIP får vi i samme omgang en FIP Promises til Kolding, og ungdommen er noget af det, som vi står for. Det er et drømmescenarie at få dem, uddyber Jeppe Anneberg, centerleder i KIF Padel Club.
DPF1000 Padel Series 2026
30.-31/1, Padel 7500, Holstebro
20.-21/3, PadelPadel, Brøndby
15.-16/5, Racket Club Slagelse
12.-13/6, Padel Yard Reffen, Copenhagen
28.-29/8, PadelBoxen, Odense
23.-24/10, Rocket Padel Viborg
13.-14/11, Simons Padel Club, Humlebæk (Finals)
Flere nye DPF1000-arrangører
Ser man på DPF1000 Padel Series-kalenderen for 2026 er der genvalg fra dette års DPF1000 Padel Series-tour til Padel7500 i Holstebro, Padel Yard i København og PadelBoxen i Odense.
– Jeg kan slet ikke få armene ned, og vi må jo gøre et eller andet rigtigt. For mig er det en kæmpe high five fra Dansk Padel forbunds side, at de giver os muligheden igen. Nu er vi gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan vi kan skrue endnu mere op til næste år – både for spillerne og bestemt også for publikum, fortæller Stine Albertsen, centerleder i Padel7500.

DPF1000-karavanen skal også forbi PadelPadel CPH og Racket Club Slagelse, imens Rocket Padel Viborg og Simons Padel Club for første gang skal arrangere en DPF1000-afdeling.
Det nye center i Humlebæk har fået æren af at afholde DPF1000 Padel Series Finals i 2026.
– Vi er utrolig beæret og stolte over, at vi er blevet valgt til at afvikle sæsonfinalen. Det er årets højdepunkt og afslutningen på en lang sæson, så det er vigtigt at vi kan levere et padelcenter i topklasse. Selvom vi er den nye dreng i klassen, vil vi gøre vores bedste for at give alle en rigtig god oplevelse, lyder det fra Lasse Sigdal, medejer af Simons Padel Club.
I år blev der for første gang afviklet regionale mesterskaber i Jylland, på Fyn og på Sjælland.
Dette turneringsformat fortsætter i 2026, hvor Xpadel i Helsingør, Pakhus77 i Aarhus og PadelPadel Odense skal være arrangør for de regionale mesterskaber rundt i Danmark.
– Det er godt at se, at mange nye aktører har meldt deres ankomst på turneringsscenen. Det giver ofte lidt ekstra motivation, når man skal vise sit center frem i turneringsøjemed, og det kommer naturligvis spillerne til gavn. Herudover ser jeg også meget positivt på, at der spilles DPF-turneringer i så mange dele af Danmark som overhovedet muligt, slutter Lars Baes.



