Simone Alipieva, Julia Wiese og Anna Riisgaard.
Mandag den 9. juni, 2. pinsedag, har alle piger mellem 6 til 18 år mulighed for at møde tre af landets dygtigste kvindelige padelspillere til NextGen PadelGirls i Bagsværd.
Arrangementet er et samarbejde mellem Dansk Padel Forbund og Racket Club AB.
– Vi har gode faciliteter i AB, og vi vil også gerne have flere unge spillere i fremtiden, så det var logisk for os at tage det første skridt. På dagen stiller vi vores faciliteter til rådighed for en markant lavere pris end normalt, ligesom vi stiller med et team, der til daglig er en del af vores elitestruktur, lyder det fra Marcus Egholm, kommunikationschef hos Racket Club.
Program for 9/6 i Racket Club AB
10.00: Velkomst
10.10 – 11.00: Træning med Julia Wiese, Simone Alipieva og Anna Riisgaard
11.00 – 12.00: Junior Mexicano
12.00 – 13.00: “Fri leg” på banerne for børn og voksne
Tilmelding via Padel Mates
Vigtigt med rollemodeller
Landsholdsspiller Julia Wiese deltog også til den seneste NextGen PadelGirls den 3. maj 2025.
Her stod hun og de andre elitespillere for undervisningen, mens de også var en form for hyggetanter for de unge piger.
– Jeg brænder meget for ungdomspadel og underviser også børn. Vi mangler virkelig denne nye generation på pigesiden. Vores funktion som elitespillere er at være gode rollemodeller. Jeg tror på, at vi skal have forbilleder, for at pigerne får en tro på tingene, forklarer Julia Wiese og fortsætter:
– Og så glæder jeg mig meget til den 9. juni, hvor vi har det samme program som sidst. Man kan forvente godt humør, og man må meget gerne hygge sig og lave fejl, uddyber landsholdsspilleren.

Ifølge juniorbreddeansvarlig i Dansk Padel Forbund, Maria García-Rasmussen, er unge piger i dansk padel i dag en mangelvare, som man arbejder for at få mange flere af ind i sporten.
– En stor del af dem har endnu ikke opdaget, hvad padel kan. I deres alder kræver det også, at forældrene tager dem med, så dem skal vi også ramme. Men det er meget vigtigt for os at have et bredt udsnit af børn, og jo før, de kommer i gang, jo større et tilhørsforhold vil de også have til sporten, fortæller hun.
Også hos Racket Club har man udfordringer med at få unge piger gjort interesseret i padel.
– Det har været svært for os. Men så snart, at der er rollemodeller, er det virkelig noget, som smitter. Pigerne kan se, at det kan betale sig at satse på padel. Så hvis vi sætter scenen, kan de måske bedre forestille sig, hvorhenne de kan være en dag, lyder det fra Marcus Egholm.
Skal være sjovt og hyggeligt
Maria García-Rasmussen mener ikke, at der har været nok fokus på at ramme målgruppen.
– Af den grund har vi nu valgt at lave arrangementer, som udelukkende fokuserer på pigerne. Vi vil gerne have, at der er fokus på pigedelen. Nu er vi startet med at hive fat i Racket Club i et samarbejde, som vi også kommer til at bygge videre på, siger den juniorbreddeansvarlige.
Spørger man Julia Wiese, så skal centrene være gode til at række ud til fritidshjem og skoler. Mange unge har nemlig brug for at vide, at det ikke er svært at starte med at dyrke sporten.
– For pigerne handler det om fællesskab. Der skal være træningsmuligheder for ungdommen. Vi vil også gerne have nogle flere piger ind, som muligvis starter til padel med deres veninde. For mange er det vigtig, at det er sjovt og hyggeligt, og det har vi et stort fokus på, siger hun.

For Racket Club er ambitionen helt lavpraktisk at få endnu flere spillere til at kaste sig over padelsporten. Padelkædens langsigtede mål er at gøre padel til en ny folkesport i Danmark.
– Mange spillere kommer fra en anden idræt, hvor man har en meget større foreningsfølelse. Vi vil gerne gøre vores for at sikre, at man også får den i padelsporten, siger Marcus Egholm.
I første omgang håber arrangørerne på at se helt nye ansigter i Racket Club AB den 9. juni.
– Vi skal have nogle flere piger i gang, og vi skal have fokus på rollemodellerne. Både senior- og junioreliten, som vi skal hive med til vores næste arrangementer, slutter Maria García-Rasmussen.



