ZigaForm version 7.6.4

Se alle vinderparrene af Arla Protein Veteran DM 2026

228 veteranspillere var samlet i Racket Club Taastrup, da Arla Protein Veteran DM 2026 blev afviklet fra fredag til søndag.

For Mette Uhd Andersen og Maja Paulsen fra Odense var danmarksmesterskabet noget, som parret havde talt om i et halvt år.

– Det er helt sikkert ét af årets højdepunkter for Maja og jeg. Vi spiller sammen på hold, men nu har vi også et Veteran DM, og dette har vi set frem til, fortæller Mette Uhd Andersen.

Maja Paulsen fremhæver især den gode stemning og muligheden for at konkurrere mod spillere i samme aldersgruppe.

– Vi synes, at det er hyggeligt at deltage, fordi det er gamle mennesker ligesom os selv, som stiller op i turneringen, så de unge, hurtige spillere er sorteret fra. Vi nyder dagen, siger hun.

Gamle cirkusheste

Også Jørgen Hansen fra Tåsinge Tennis og Padel Klub nød weekendens padelfest i Taastrup.

Her stillede han op i herrernes +70-række sammen med Steen Rasmussen, og selvom det sociale fylder meget, er konkurrencegenet stadig intakt.

– Det er halvt sjovt og halvt alvor. Sådan er det med cirkusheste. De ved, hvornår de skal sparke, siger Jørgen Hansen med et smil.

Han havde samtidig taget en stor del af familien med som støtte til danmarksmesterskabet.

– Opbakningen betyder alt. Det er sjovt at se mine børnebørn gøre noget ud af det. Det er det halve af det, fortæller han.

2027-planen er klar

Hos Kenneth Veber og Peter Rusbak fra Roskilde er lysten til at spille padel også meget stor.

De to spiller næsten hver weekend og deltager både i Lunar Ligaen og Dansk Padel Forbunds turneringer. Og der må gerne komme endnu flere tilbud til den ældre del af padelmiljøet.

– Der skulle være noget mere. Der kunne godt være månedsmesterskaber for veteraner, lyder ønsket fra Kenneth Veber.

For de to spillere er planerne for næste udgave af Arla Protein Veteran DM allerede på plads.

– 2027 er vores år. Der vinder vi de to første kampe. Og så skal vi på tur sammen til Jylland, siger Kenneth Veber.

Årets sidste danmarksmesterskab er Arla Protein Junior DM 2026, som afvikles i december.

Danmarksmestre, 2026, herrer

+40
Jeppe Faurfelt/Rajko Lekic

+45
Morten Knudsen/Ole Frølich-Jensen

+50
Casper Fiala/Christian Mathiassen

+55
Morten Hummelmose/Carsten Gildum

+60
Anders Mørch/Johnny Kjær

+65
Lars Hauth/Jan Larsen

+70
Steen Rasmussen/Jørgen Hansen

Danmarksmestre, 2026, kvinder

+35
Marie-Louise Frølich-Jensen/Mette Jochumsen

+45
Betina Pedersen/Mette Schjoldager Truedsson

+50
Belinda Elkjær/Gitte Menzel

+60
Pernille Skjøt/Bente Ravn Pedersen

Danmarksmestre, 2026, mix

+35
Marie-Louise Frølich-Jensen/Ole Frølich-Jensen

+45
Betina Pedersen/Michael Nymark Jensen

+50
Estelle Dehn-Christoffersen/Henrik Aaen

+60
Lucia Plucnar Jacobsen/ Tommy Bay-Hansen

+65
Sven Kläning/Lis Andrea

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden