ZigaForm version 7.6.4

Nu går det løs: Juniorlandshold tager hul på EM 2026 i Portugal

Danmarks juniorlandshold rejste torsdag til Portugal, og lørdag skal drengene og pigerne for første gang i aktion, når det gælder afviklingen af anden fase ved FIP Junior Euro Padel Cup.

Kun 1. pladsen fra hver gruppe går videre til FINAL 8-spillet, der bliver spillet i forlængelse af anden fase, som de danske landshold deltager i. Derfor gælder det om at være klar fra start.

– Lige nu har vi drengene, der står et rigtig spændende sted. På det sportslige plan bliver det interessant at se, hvem de kan konkurrere med af topnationerne. På pigesiden handler det mest om udvikling og at få endnu mere erfaring, udtaler juniorlandstræner, Nikolaj Søgaard.

Skal bruge vigtig erfaring

Sidste år deltog begge de danske juniorlandshold ved VM 2025, som blev afviklet i Spanien.

Denne erfaring skal spillerne forsøge at udnytte, når de skal møde de bedste juniorspillere fra de europæiske lande. Ifølge juniorlandstræneren har spillernes optakt været rigtig god.

– Vi kan bruge erfaringen på den måde, at vi kender holdet og spillerne bedre, men også hele setuppet, når vi tager afsted. Der er mange ting, som skal spille på og udenfor banen. Vi kan se fra sidste år, hvor vigtigt det er at være nysgerrige på de andre nationers tilgang til spillet, men også til at være afsted sammen, og vi har brugt det op til EM, forklarer Nikolaj Søgaard.

Landstræneren fortæller videre, at flere af drengene har fået større international erfaring ved jævnligt at deltage FIP Promises-turneringer. Dermed bliver kontrasten mellem hverdag og en slutrunde også mindre.

– Mit vigtigste fokus bliver at klæde spillerne på før kampene. Det hele handler om dem, og jeg skal give dem en god oplevelse, uanset hvordan det hele ender. Skulle vi ryge ud hurtigt, skal vi også have en masse læring ud af det, og efter EM 2026 følger vi op, siger Nikolaj Søgaard.

Målsætning er forskellig

Lodtrækningen til EM 2026-gruppespillet finder først sted i løbet af fredagen på turneringsanlægget.

Herefter skal juniorlandstræneren hurtigt i gang med at lave en plan for, hvordan drengene og pigerne skal sættes op mod deres modstandere, inden landsholdene dagen efter skal ind på banen.

– Der vil være nogle modstandere, som vi kender godt, og så kan vi måske se noget video. Man laver en plan a for, hvordan vi vil gå på banen rent taktisk. Men vi er fortsat et sted, hvor det handler om det mentale og at have fokus på dem selv, forklarer Nikolaj Søgaard.

Ifølge Nikolaj Søgaard er målsætningen forskellig for drengene og pigerne. Mens drengene godt kan gå efter at besejre de store nationer, er den gode oplevelse vigtigere for pigerne.

– Pigerne er det samme sted, som drengene var for tre til fire år siden, og derfor er målet også et andet. EM 2026 er et pejlemærke for, hvordan landstrænerprojektet går. Jeg kigger kun på spillerne, og det vigtigste er, at de er helt trygge ved mig, runder landstræneren af.

Anden fase af FIP Junior Euro Padel Cup 2026 spilles fra den 27. juni til den 29. juni i Porto, Portugal.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden