ZigaForm version 7.6.4

Kom med til Padelsportens Dag 2026 d. 30. maj og prøv kræfter med padel

Dansk Padel Forbund, DGI og Arla Protein inviterer sammen til Padelsportens Dag lørdag den 30. maj 2026, hvor landets padelforeninger- og centre kan vise sporten frem til nye spillere.

Padelsportens Dag er et landsdækkende event, hvor padelforeninger og padelcentre i hele landet lørdag den 30. maj 2026 viser padelsporten frem på bedste vis med deres aktiviteter.

– Det er fantastisk, at vi kan gå ud sammen med DGI og Arla Protein og vise verdens bedste sportsgren frem for danskerne. DGI har gjort et flot arbejde med at udbrede dagen, og det har været med til at få nye spillere ind. Det charmerende ved dagen er, at alle aktører viser sporten på samme tid, siger Lasse Todberg, udviklingskonsulent i Dansk Padel Forbund.

Kommer tilbage på banen

Arrangementerne til Padelsportens Dag kan variere efter sted. Nogle byder på lækker forplejning, andre på sjove padellege, og nogle spiller op til udfordrende padeløvelser.

Mulighederne er uendelige, hvis bare man har det sjovt, fortæller udviklingskonsulenten.

– Det betyder meget, at man får børn og voksne til at stå med et padelbat i hånden, og så ved vi alle sammen, hvor fed en sport padel er. Når først man har ramt bolden helt perfekt i sweetspot, så kommer man også tilbage på banen igen, lyder det sikkert fra Lasse Todberg.

Det er andet år i træk, at Padelsportens Dag finder sted. I 2025 blev dagen arrangeret af DGI og Dansk Tennis Forbund i samarbejde med Arla Protein under navnet “Åben Padel Dag”.

– Jeg ser en styrke i, at padel får sin egen dag med fuldt fokus på sporten. Med den nye rækkevidde, som vi får med Dansk Padel Forbund ombord, håber jeg, der kommer mange pletter på landkortet, så folk kan komme forbi til en hyggelig dag og et par gode timer sammen med andre padelfolk, udtaler Lars Elkjær, idrætsansvarlig for padel hos DGI.

Den vigtigste kombination

Padelsportens Dag er i høj grad en dag, hvor foreningen eller centret kan åbne banerne og invitere til ”kom-og-prøv”, så mange flere danskere får prøvet den vidunderlige idrætsgren.

Det fortæller Lasse Todberg, som håber på, at danskerne får smag på mere padel i deres liv.

– Vi kommer til at brede kendskabet til Padelsportens Dag langt mere ud, fordi vi tilsammen har et større netværk. Jeg glæder mig over, at vi kan samle alle de gode ressourcer, der er i DGI og i Dansk Padel Forbund. DGI er gode på det lokale kendskab, fordi de har konsulenter ansat i de forskellige landsdele, og Dansk Padel Forbund har en stor kontaktflade, siger han.

Udviklingskonsulenten i Dansk Padel Forbund kommer også med en klar opfordring til de eksisterende medlemmer om at komme ud og tage imod de nye spillere i padelfamilien.

– Kombinationen mellem eksisterende medlemmer og nye spillere er det, der skal til for at skabe en perfekt Padelsportens Dag. Det er også vigtigt, at arrangørerne selv er klar til at tage imod spillerne efterfølgende, så de har et tilbud til dem, som er blevet interesseret i at spille igen, og at de gør en indsats for, at folk vil dukke op på dagen, slutter Lasse Todberg.

Foreninger og centre kan tilmelde sig Padelsportens Dag med deres arrangementer lige her.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden