Inden Jacob Hvam og Frederik Herlman tilbage i 2021 gik i luften med CBS Padel, løb der mange tanker igennem hovedet på de to studerende.
For ville der overhovedet være en interesse for en studenterorganisation med padelfokus på Copenhagen Business School, spurgte de sig selv.
– Allerede en time efter, at CBS Padel var i luften, havde vi fået de 50 første tilmeldinger. Så var vi lige ligesom i gang, lyder det fra Frederik Herlman, der er medstifter af CBS Padel.
Kæmpemæssig vækst
I dag har foreningen CBS Padel cirka 4600 medlemmer, som alle er aktive CBS-studerende.
Det er gratis for studerende at være medlem hos CBS Padel, og der bliver løbende arrangeret ranglisteturneringer og linje-events, mens der også har været flere padelrejser til Spanien.
Siden sommeren 2024 har man afholdt fire ambassadør-events for de studerende, og et større fokus på linje-events har også gjort, at flere af de kvindelige CBS-studerende i dag spiller med.
– Vores største formål er at give noget tilbage til de studerende og at skabe et stærkt fællesskab. Motivationen er at få udbredt padelsporten og at få gjort det billigere for de studerende at spille padel, for det kan være dyrt at spille i de kommercielle centre, siger Rasmus Kirkegaard, som er Co-Ceo hos CBS Padel.
Den massive medlemsvækst har gjort det muligt for foreningen at lave stærke partnerskaber med blandt andre Vitamin Well, Barebells, Nocco og CA A-kasse, som bliver gentegnet år efter år.
Foreningen har også lavet samarbejdsaftaler med centrene Match Padel og Padel Yard, så studerende fra CBS Padel spiller til særdeles gode priser uden for de mest populære timer.
– Vores partnere sikrer en økonomisk støtte til at lave fede events, som folk husker efterfølgende. Uden dem kunne vi ikke køre sådan en stor organisation, som vi gør, forklarer Rasmus Kirkegaard.
Stor betydning for CBS
Kristine Kryger er Head of Secretariat hos CBS Students, og har fulgt CBS Padel siden foreningens fødsel.
– I CBS Students har vi kontakt til over 100 organisationer, der er drevet af studerende. CBS Padel er den største og hurtigstvoksende organisation, vi nogensinde har set. De giver meget til kulturen på Copenhagen Business School, og de fungerer som en slags rollemodeller for os, siger Kristine Kryger.
Også hos Padel Yard, der har padelcentre på Refshaleøen og i Jernbanebyen, begge i København, er CBS Padel-stifternes vilje og evne til at drive foreningen blevet bemærket.
– De studerende skaber en fed stemning, og vi vil gerne have en masse unge til at spille padel. De synes også, at det er hyggeligt at hænge ud i centret efterfølgende. Mange af dem spiller også i ydertimerne, fortæller Frederik Rye, som er medstifter af Padel Yard.
Med Padel Yards nye lokation i Jernbanebyen er det blevet endnu nemmere for CBS-studerende at spille padel.
– Min partner (Tobias Galskov, red.) og jeg er selv tidligere CBS-studerende, og vi ville da ønske, at foreningen havde eksisteret, dengang vi selv var studerende, siger Frederik Rye.
Copenhagen Business School har de seneste år haft et større fokus på at få sundheden og fællesskabet frem. Her er CBS Padel et godt eksempel, lyder det fra Kristine Kryger.
– Man kan ikke drikke sig fuld og på samme tid være god til at spille padel. Vi er meget glade for alle vores organisationer, hvor der er fysisk aktivitet, for det er en rigtig god måde at være sammen på, fortæller hun.
Søger ekstern rådgivning
I dag er CBS Padel drevet af seks frivillige kræfter, som består af både nuværende og tidligere CBS-studerende.
Derudover har CBS Padel et ambassadørprogram, hvor ambassadører der klarer sig godt, kan få tilbudt en plads i ledelsen. Denne løsning sikrer også den nødvendige udskiftning i foreningen.
Nu leder foreningen efter nye personer, som kan være med til at udvikle organisationen.
– Vi leder efter nogle nye ansigter, der kan hjælpe os med at skabe mere larm om padel. Vi ser meget gerne, at det også er nogen, som på en eller anden måde har en forbindelse til CBS, så vi i højere grad kan binde vores forening sammen med erhvervslivet, forklarer Rasmus Kirkegaard.
CBS Padel har i januar meldt sig ind som medlem hos Dansk Padel Forbund. Ifølge klubkonsulent, Lasse Todberg, skal foreningen hjælpes i arbejdet med at søge fonde, hvor der er penge at hente.
– CBS Padel er særligt interessant for os at få ind som forening, fordi det er så mange unge mennesker, som kommer ind. De engagerer sig forhåbentligt så meget i padelsporten i disse år, at de kommer til at blive fremtidens ildsjæle i det danske padelmiljø, lyder det fra Lasse Todberg.
Hos CBS Padel glæder man sig over at kunne være med til at hjælpe padelsporten yderligere ved at melde sig ind hos Dansk Padel Forbund med sine 4600 medlemmer, som spiller padel.
– Vi elsker padel, og hos CBS Padel vil vi meget gerne slå et slag for padelsporten og dens fortsatte udvikling ved at støtte foreningslivet både inden for og uden for CBS, slutter Rasmus Kirkegaard.