ZigaForm version 7.4.3

Invitation: Netværksmøde for medlemmer med udendørsbaner

Har I adgang til udendørsbaner, og vil I gerne lave endnu flere fælles padelaktiviteter for børn og unge?

Så sæt et stort kryds i kalenderen den 18. februar.

Her inviterer Dansk Padel Forbund til et netværksmøde med fokus på udendørsaktiviteter for børn og unge. Mødet finder sted fra klokken 19.00 til 21.30 i Idrættens Hus i Brøndby. Du kan tilmelde dig mødet lige her.

– Vores medlemmer, som har udendørsbaner, kan være udfordret sammenlignet med vores medlemmer, som har indendørsbaner. Her skal vi hjælpe ved at lave anderledes og sjovere padelarrangementer, end man kan lave i et indendørscenter, siger Maria García-Rasmussen, junioransvarlig hos Dansk Padel Forbund.

Fælles aktivitetskalender

Netværksmødet overordnede formål er at styrke samarbejdet og at udveksle idéer mellem alle de foreninger og centre, som ønsker at udnytte deres udendørsfaciliteter endnu bedre.

En af de foreninger, som deltager på netværksmødet, er Køge Padel Center, som har seks udendørsbaner.

Køge Padel Center har fra fra start af taget det udendørs turneringskoncept STATE Outdoor Padel Series til sig, og foreningen har blandt andet afviklet flere finaleturneringer.

– Hos Køge Padel Center kalder vi det for en halvsæson, så vejret er helt klart vores største udfordring. Og når vi snakker ungdom, så bliver vi nødt til at købe mange timer i et indendørscenter, som er svært at dække som forening, fortæller Kenneth Sverker Nilsson, formand hos Køge Padel Center og fortsætter:

– Alle medlemmer med udendørsbaner er i den samme båd. I stedet for at vi afholder vores egne padelaktiviteter, så kan vi holde fællesaktiviteter i en indsats med alle de øvrige centre og foreninger, lyder det fra formanden.

Ifølge Maria García-Rasmussen er målet blandt andet at lave en fælles aktivitetskalender.

Kalenderen for udendørsaktiviteter skal være med til at inspirere og tiltrække nye og erfarne spillere til padelsporten, fordi at der skal komme flere regelmæssige tilbud, end der er i dag.

– Børn og forældre kan være i stødet over et fedt arrangement, og så kan der gå et halvt år inden det næste. Her skal vi være bedre til at lave faste aktiviteter, så vi får skabt et fællesskab og får skabt mere ro, siger Maria García-Rasmussen.

Dagsorden til netværksmøde

1. Velkomst og introduktion v/ Maria García-Rasmussen, junioransvarlig Dansk Padel Forbund

2. Udendørspadel som aktivitet – muligheder og udfordringer

3. Udveksling af erfaringer mellem centre og foreninger

4. Samarbejd om en fælles udendørsaktivitetskalender

5. Diskussion og planlægning af egen padelsportens juniordag

Padelsportens juniordag

Ét af punkterne på netværksmødet i Brøndby den 18. februar er en helt ny padelsportens juniordag.

Padelsportens juniordag skal fungere som en landsdækkende fejring af padel blandt børn og unge.

Her vil Dansk Padel Forbund i samarbejde med en række medlemmer skabe en dag fyldt med sjove aktiviteter, turneringer og en stor fest, der fejrer glæden ved padelsporten.

– Vi holder åbent hus hvert år hos Køge Padel Center, hvor man også kan prøve kræfter med øvrige aktiviteter. Der er garanteret flere af de andre medlemmer med udendørsbaner, som har andre idrætsaktiviteter ved siden af padelbanerne. Det kunne være fedt at få unge til at snuse endnu mere til padel, siger Kenneth Sverker Nilsson.

Hos Dansk Padel Forbund ser man meget frem til at høre alle de gode erfaringer fra medlemmerne på mødet.

– Vi drømmer om at bruge erfaringerne og at få sat gang i et samarbejde med vores centre og foreninger. Det kan være, at de har gode ideer og kommer med tilbud om at hjælpe og at løfte en del af arbejdet, og så er de kendt i deres lokalområde, hvilket også er en kæmpe fordel for opbakningen, slutter Maria García-Rasmussen.

Tilmeldingsfristen til mødet er den 10. februar. Det er gratis at deltage i mødet, og du kan tilmelde dig her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også:

Se flere nyheder