ZigaForm version 7.6.4

Her bliver der stillet en bane op midt i byen til fri brug hele sommeren

Fra fredag den 29. maj og frem til efteråret 2026 kommer der et helt nyt tilbud i Holbæk.

Her kan borgerne komme ned på Markedspladsen og spille padel kvit og frit på Danmarks første uorganiserede padelbane. Man kan også låne bat og bolde, hvis det er nødvendigt.

Projektet med banen er etableret af Fonden Sidesporet i samarbejde med Holbæk Padel Klub og med økonomisk støtte fra Holbæk Kommunes midler til udvikling af byrummet.

– Sidesporet har igennem 35 år været med til at udvikle Holbæk. Vi elsker at lave noget, man ikke har andre steder. Vi har allerede en skøjtebane på den samme placering, der skaber liv om vinteren. Da, der kom en ny udviklingsplan for bymidten, fik jeg idéen til en padelbane, hvor folk kan samles i generationer, udtaler Kasper Lomholdt, direktør i Fonden Sidesporet.

Skal inspirere andre

Holbæk Padel Klub har understøttet Fonden Sidesporet i hele projektet med både hjælp til  leverandører og underlaget til den mobile bane, der kan sættes op – og pilles ned – hvert år.

– I Holbæk har vi hele tiden forsøgt at gøre sporten så tilgængelig og foreningsdrevet som muligt. I dag er vi 1700 medlemmer, og når de unge skal booke en tid tre uger frem, kan de ikke altid finde ud af det. Nu kan de tage på Markedspladsen med det samme, og banen kan også udbrede padel mere, forklarer Kenneth Green Nielsen, formand i Holbæk Padel Klub.

Ud over selve banen vil der også være bænke og borde samt bat og bolde. Lyset er tændt til klokken 22.00, og ønsket er, folk viser gensidig respekt, og at de vil lade hinanden komme til.

– Det er altid godt for en by, når der sker noget. Vi håber på, at den uorganiserede bane kan være en inspiration til andre kommuner, så de kan gøre noget lignende. I Holbæk Padel Klub lyder ordsproget, at padel er for alle, og det viser dette projekt, siger Kenneth Green Nielsen.

Hos Fonden Sidesporet håber man, at banen kan skabe glæde og liv på tværs af mennesker.

– Potentialet ved padel er at give folk adgang til en ny og voksende idrætsgren, uden at de skal være medlem af en forening eller have penge op af lommen, uddyber Kasper Lomholdt

Ønsker en fyldt bane

Indvielsen af den nye bane finder sted fredag aften, hvor borgmesteren i Holbæk Kommune kigger forbi. Holbæk Padel Klubs elitekvindehold vil spille en opvisningskamp samme aften.

– Samarbejdet har været rigtig godt med Holbæk Padel Klub, og Holbæk Kommune har også været med hele vejen. Det har været med til at skabe en forankring og en udvikling, hvor vi selv byder ind med vores idéer. Vi kommer nok også til at lave et samarbejde med Holbæk Padel Klub med en række introduktionsdage for nye spillere, lyder det fra Kasper Lomholdt.

I Holbæk Padel Klub drømmer man fortsat om sit eget indendørs center til sine medlemmer.

Men selvom dette projekt stadig ligger ude i fremtiden, kan man stadig godt glæde sig over det nye initiativ, der skal skabe liv og glade dage for borgerne i Holbæk i sommermånederne.

– Succeskriteriet er, at banen er fyldt med padelspillere. Den skal ikke kun være for de unge eller de gamle. Lige nu er jeg fortrøstningsfuld i forhold til projektet, og jeg er overbevist om, at banen nok bliver fuld af liv i løbet af hele sommeren, slutter Kenneth Green Nielsen.

Åbningsfesten af banen starter klokken 17.00, og banen har hele ugen været åbnet for spil.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden