ZigaForm version 7.6.4

Færre turneringer, mere kvalitet: Store ændringer på vej i DPF-systemet

Nye DPF-rækker, flere præmiepenge, færre turneringer og en ny registreringsafgift for arrangører.

Sådan lyder bare nogle af overskrifterne i turneringsudbuddet for 2026, som kan søges af alle Dansk Padel Forbunds medlemscentre og medlemsforeninger med egne baner.

Det samlede turneringsoverblik for 2026 offentliggøres senest mandag den 27. oktober.

– Den største nyhed er, at vi sætter en begrænsning på, hvor mange DPF-turneringer man kan holde om året. Vi har kørt systemet helt op, hvor vi ikke havde drømt om, at det ville være. Nu er vi nødt til at reagere, fortæller Lars Baes, turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund.

Vigtigst, at folk spiller padel

I 2024 blev der holdt små 800 DPF-turneringer på tværs af landet, hvilket var en ny rekord.

Ifølge Dansk Padel Forbunds turneringsansvarlige har der været for mange tyndt besatte turneringer målt på deltagere, imens mange turneringer har været planlagt på samme tid.

– Det giver en dårlig økonomi til den pågældende turnering, og det betyder noget for den samlede oplevelse, når centrene muligvis er nødt til at slække på andre områder, siger Lars Baes.

Ifølge en undersøgelse af Dansk Padel Forbund, som 1654 spillere har besvaret i august, svarer 60,2 procent, at de er enige eller meget enige i, at fyldte turneringer er afgørende.

Flere arrangører har selv meldt ind til Dansk Padel Forbund, at de ikke kan fastholde et tilstrækkeligt niveau, men at de er nødt til det at afvikle turneringer, fordi andre gør det.

– Her må vi bare konstatere, at det er langt vigtigere, at folk spiller padel, end at der er x antal DPF-turneringer om året, fastslår Lars Baes.

Ansøgningsfrist fredag d. 10. oktober 2025

FIP-turneringer
DM veteran
DM junior
Regionsmesterskaberne (SM, JM og FM)
DPF1000 + Finals
DPF500
DPF200
Junior DPF500
Junior DPF200

Læs meget mere her.

Nye DPF-rækker fra 2026

Som en del af turneringsudbuddet for 2026 bliver der indført en registreringsafgift på 15 kroner pr. spiller, som pålægges den enkelte turneringsarrangør.

– Afgiften skulle i virkeligheden have været der fra start, og det er helt normal praksis, at en del af pengene går til forbundet. Tiden er moden til, at vi indfører den nu, og afgiften er på samme tid med til at betale de udgifter, som vi løbende har på turneringsområdet, siger den turneringsansvarlige.

Den ekstra indtægt betyder blandt andet, der bliver lagt 50 procent oveni præmiesummen til DPF1000-serien, og at det fulde præmiebeløb til eliteserien fra 2026 betales af forbundet.

– Vi vil rigtig gerne have, at vores flagskib står stærkt. Målet er, at spillerne stadig synes, at det er et interessant produkt, og at centrene søger om at afholde dem. Derudover hæver vi også præmierne til forbundets andre store events som eksempelvis danmarksmesterskaberne, forklarer Lars Baes.

I turneringsudbuddet for 2026 er DPF-rækkerne også ændret, som man kender dem i dag.

Her er de store nyheder, at DPF50-rækken udgår, og at der i stedet kommer en ny DPF60-række, som bliver ranglistestyret. Derudover bliver der indført en DPF10-række for helt nye spillere.

– Fra 2026 skal alle par, der tilsammen har over 350 point, tilmelde sig de ranglistestyrede rækker, hvilket vil sige fra DPF60 og opefter. Desuden indfører vi en helt ny DPF10-række, fordi vi ved, at det er meget efterspurgt af nye spillere, og fordi niveauet i DPF25 har været stigende, siger Lars Baes.

Et meget sjovere padelmiljø

Dansk Padel Forbund skærer med turneringsudbuddet for 2026 hårdt ned i antallet af DPF500- og DPF200-turneringer.

I 2026 afvikles der maksimalt 10 DPF500-turneringer for herrer og seks DPF500-turneringer for kvinder. Derudover har forbundet næsten halveret udbuddet af DPF200-turneringer.

– Der har været for mange DPF200-turneringer hos kvinderne, der er blevet aflyst, og hos herrerne er niveauet også faldende. Modsat håber vi på en markant bedre eksponering af DPF500-turneringerne i fremtiden, og vi vil gerne hype dem mere, lyder det fra Lars Baes.

Imens FIP Bronze-turneringen i Esbjerg i skrivende stund nærmer sig i september, har Dansk Padel Forbund afsat fire terminer til at afvikle FIP-turneringer på dansk grund i løbet af 2026.

– Hvis der er fire cases, der minder om arrangementet, Rocket Padel Esbjerg holder i år, vil vi gerne se på at strukturere det og godkende det over for FIP, siger den turneringsansvarlige.

Lars Baes anerkender, at der er mange og samtidigt store ændringer i turneringsudbuddet.

– Jeg håber, at centrene i det store billede kan se, at reguleringerne giver rigtig god mening for dansk padels udvikling, selvom det godt kan virke som om, at vi tager noget fra dem. Jeg håber også, det gør, at centrene bliver kreative og finder gode løsninger til at fylde deres baner op. Jeg er helt sikker på, at spillerne bliver glade for ændringerne, fordi vi får et meget federe padelmiljø, slutter han.

Hele udbudsmaterialet kan læses her på vores hjemmeside under kategorien turneringsarrangør.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden