Lørdag den 15. marts 2025 kan blive en historisk dag for dansk padelsport.
Her kan flere af de danske landshold tage hjem med titlen som vindere af Nordiske Mesterskaber 2025. Det sker efter en stærk præstation mod de norske landshold i 2. runde af turneringen.
Juniorlandshold brager afsted
Hurtigt på dagen stod det klart, at de danske landshold følte sig hjemme i Drammen Padel efter den 1. runde mod Finland, hvor flere af landsholdene kom ud i lange, tætte kampe.
Mod Norge var skarpheden dog fundet frem hos de danske juniorlandshold, som hurtigt sikrede sig sejre i U17- og U18 kategorien.
Til sidste kunne de danske U16-juniorlandshold gøre arbejdet færdigt, og dermed vandt både juniorpigerne og juniordrengene 3-0 over Norge.
Det betyder, at juniorpigerne er klar til en gruppefinale mod Sverige lørdag klokken 14.00.
Juniordrengene kan også vinde Nordiske Mesterskaber, hvis man kan slå svenskerne lørdag eftermiddag. Her skal der dog et matematisk regnestykke til, da Danmark tabte til Finland.

Seniorlandshold med sikre sejre
Seniorherrelandstræner Sebas Alferez havde rystet posen inden 2. runde mod Norge.
Men med nye konstellationer spillede herrelandsholdet sig sikkert igennem de tre kampe, som man alle sammen vandt over Norge efter tre flotte indsatser af de danske seniorherrer.
Hos seniorkvinderne var nøgleordet på den anden side kontinuitet, og med kun en enkelt ændring i sammensætningen af parrene, skulle de danske seniorkvinder forsøge at sikre sig selv et godt udgangspunkt inden Sverige-kampen lørdag eftermiddag.
Det danske seniorkvindelandshold gjorde rent bord med 3-0 over Norge, og dermed er holdet ligesom seniorherrerne klar til gruppefinale mod Sverige lørdag eftermiddag.
Hos veteranlandsholdene fik veterankvinderne taget revanche, da de rutinerede danske kvinder slog deres norske modstandere.
Veteranherrerne kunne derimod ikke følge op på den flotte indsats mod Finland i 1. runde, og lørdag måtte holdet se sig slået til de norske veteranherrer.
Sverige-kampene starter klokken 14.00, og du kan følge med i seniorlandsholdenes kampe på Padel-TV.



