ZigaForm version 7.6.4

Danmarks kvinder lider nederlag og misser kvalifikation til VM 2026

Det danske kvindelandshold sluttede lørdag VM-kvalifikationen af med et 2-1-nederlag til Tyskland.

Ligesom for de danske herrer blev tyskerne for stor en mundfuld for kvinderne, som ellers kom godt fra land i holdkampen med en overbevisende sejr mod deres tyske modstandere.

Det betyder også, at kvindelandsholdet går glip af VM i Qatar i november, som danskerne deltog i for to år siden, og hvor Danmarks bedste kvinder spillede sig frem til en 10. plads.

– Lige nu er vi skuffede, fordi vi synes, at vi har et bedre hold over hele linjen. Alle kæmpede sindssygt godt. Det faldt bare ikke ud til vores fordel, konstaterer Maria García-Rasmussen.

– Vi står med chancen for at kvalificere os, og vi kommer for at få VM-billetten, og vi har et godt hold, så det er ikke et tilfredsstillende resultat, fortæller landstræner, Nikolaj Søgaard.

Et dansk es i ærmet

Kvindelandsholdets to mest erfarne spillere, Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen, skulle lørdag morgen forsøge at sende Danmark på sejrskurs i holdkampen mod Tysklands kvinder.

Og det stod hurtigt klart, hvorfor kvindelandstræner Nikolaj Søgaard havde valgt lige netop Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen til førstedoublen i den direkte dyst om VM-billetten.

De forsvarende Senior DM-vindere satte sig på opgøret fra begyndelsen, og herfra så de sig ikke tilbage. Danskerne snuppede sikkert det første sæt i opgøret uden rigtig at føle sig truet.

Hvis tyskerne troede, at det skulle blive en sovepude for danskerne, kunne de godt tro om igen. Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen fortsatte videre, og lukkede kampen 6-3, 6-1.

– Der har stået Qatar længe i min kalender, så at skulle slette den, gør da ondt. Jeg ville gerne have været afsted til VM med pigerne og trænerteamet, uddyber Maria García-Rasmussen.

Overlever matchbold

I holdkampens andet opgør der ventede en stor udfordring for Julia Wiese og Mie Skov.

På den anden side af nettet i Padel G24 i Madrid stod nemlig Milla Blaschke og Victoria Kurz, hvoraf den sidstnævnte tyske spiller aktuelt indtager 61. pladsen på FIP’s verdensrangliste.

Gennem det første sæt haltede danskerne efter deres modstander, som de endte med at tabe 3-6. Men herfra fandt Julia Wiese og Mie Skov for alvor den danske fighterånd frem.

I andet sæt fulgtes holdene ad gennem partierne, før sættet skulle afgøres i en tiebreak. Her overlevede det danske par en matchbold, før de selv kunne sende kampen ud i et tredje sæt.

Danmarks kvinder blev dog tidligt breaket i det afgørende sæt, og herfra kom de ikke tilbage i opgøret, som det danske par til sidste kunne trække sig ud af med et 6-3, 6-7, 4-6-nederlag.

Miraklet udebliver

Dermed var det op til Simone Alipieva og Sille Tranberg at sikre VM-billetten i holdkampens  tredje og sidste opgør, men allerede fra opgørets begyndelse så denne opgave vanskelig ud.

Det danske par blev brudt i deres første serveparti i første sæt, og herfra gik det rigtig stærkt.

Inden de fik set sig om, var danskerne nede med 0-6, og så skulle der en præstation til fra en anden verden, hvis danskerne skulle holde håbet oppe mod tyskerne, som kun trykkede på.

I et forsøg på at ændre tingens tilstand skiftede Simone Alipieva og Sille Tranberg side før andet sæt, men lige lidt hjalp det, og parret måtte derfor se et 0-6, 2-6-nederlag i øjnene.

– Vi skal fortsætte de gode takter, som holdet har leveret i Madrid. Denne her spillertrup har virkelig gjort det godt, og så er der også noget, som hedder den næste generation, der er de unge spillere, som vi skal have integreret ind i den nuværende trup, udtaler Nikolaj Søgaard.

De næste opgaver for seniorlandsholdene bliver NM og EM-kvalifikationen i begyndelsen af 2027.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden