Når de danske landsholdsjuniorer om kun to måneder sætter sig ind i flyet i retning mod Porto i Portugal og FIP Junior Euro Padel Cup 2026, er det med høje sportslige ambitioner.
Danmark træder ind kvalifikationsfasen for både drengene og pigerne. Herfra går i alt fire nationer videre til FINAL 8, som spilles i umiddelbar forlængelse af kvalifikationskampene.
– Vi tør godt tro på, at vi kan kvalificere os til FINAL 8. Men vi er afhængige af lodtrækningen. Hvis vi er uheldige med den, bliver det rigtig svært. Vi har dog en god chance mod en lang række lande, og vi står et bedre sted end til VM 2025, fordi alle spillerne har fået et bedre træningssetup, siger Henrik Vestergaard, ansvarlig for junioreliten i Dansk Padel Forbund.

Otte nye siden VM 2025
Juniorlandstrænerteamet har valgt otte piger og otte drenge, som skal kæmpe for Danmark.
Halvdelen af juniorlandsholdet er nye spillere sammenlignet med Danmarks juniorlandshold, der i efteråret 2025 kæmpede i de rød-hvide farver til VM-kvalifikationskampene i Spanien.
– Det er altid en stor fornøjelse at spille for landsholdet. Jeg glæder mig mest af alt til at give den gas. Vi står et godt sted efter Nordiske Mesterskaber, hvor drengene spillede mere lige op med Sverige, end vi har gjort før, så vi tror på det, fortæller Lucas Ørskov Christensen.

Hver pulje til FIP Junior Euro Padel Cup 2026 består af fire eller fem nationer, og det er kun vinderne af hver pulje, som går videre fra kvalifikationsfasen til det afsluttende FINAL 8-spil.
Ifølge Henrik Vestergaard bliver det spændende at se, hvordan spillerne tager opgaven op.
– Vi har flere debutanter med, som vi skal se, hvordan klarer sig. Derudover kan man sige om udskiftningen, at der er flere yngre spillere, som nu er trådt op i en alderskategori, hvor de kan spille på landsholdet. Der er også førsteårsspillere, der er blevet til andetårsspillere, og som nu er blevet dygtige nok til at blive udtaget til landsholdet, forklarer Henrik Vestergaard.
Lodtrækning er afgørende
For juniorlandsholdets chancer for videre avancement har man brug for lodtrækningsheld.
Drengene kan i kvalifikationsfasen løbe ind i nationer som Estland, Moldova og Norge, mens også stærkere nationer som Italien, Portugal og England er at finde i drengelodtrækningen.
For pigerne skal man håbe på at undgå stærke nationer som Sverige, Holland eller Belgien.
– Lodtrækningen betyder enormt meget. Der er nogle lande, vi meget gerne vil undgå. Italien og Portugal er skrækmodstandere hos drengene, og for pigerne er det nok Sverige, Belgien eller Holland. Men vi står stærkere i forhold til mellemnationerne, siger Henrik Vestergaard.

Selv er spillerne klar til at levere deres bedste, uanset hvad modstanderne i puljen hedder.
– Jeg tænker, at det kunne være rart for os at få en god lodtrækning, så vi kan kvalificere os til FINAL 8-spillet. Eftersom EM 2026 bliver en af mine sidste opgaver som juniorspiller, gør det også, jeg vil tænke over at nyde det, når vi spiller, slutter Lucas Ørskov Christensen.
FIP Junior Euro Padel Cup 2026-kvalifikationsfasen spilles fra den 27. juni til den 29. juni.
Juniorlandsholdsspillere til EM 2026
U14
Alma Krogh Mølgaard
Cecilie Nielsen
Rosa Skov
Karl-Emil Angermair
Malthe Friis Gammelgaard Frandsen
Marius Damgaard
U16
Julie Maj Thau
Lasse Rich Leiholm
Herbert Fink Udby
Madeleine Dehn-Christoffersen
Pelle Emil Hansen
U18
Ella Elmkjær Vestergaard
Filikka Rosendahl Skalkam
Victor Gad
Cecilie Haslund
Lucas Ørskov Christensen


