– Vi har valgt i Match Padel-kæden, at vi gerne ville på en af Dansk Padel Forbunds træneruddannelser.
Sådan lyder det fra centerleder i Match Padel Silkeborg, Magnus Hansen, der i december sidste år deltog på Dansk Padel Forbunds C-trænerkursus med flere af sine kolleger.
– Det er blandt andet relevant, fordi var har mange firmaarrangementer og aktiviteter, og jeg skal også kunne vejlede alle de spillere, som gerne vil have træning i vores padelcenter, fortæller centerlederen.
Juniorlandsholdsspiller Lucas Ørskov Christensen deltog også på C-trænerkurset i efteråret 2024. Til daglig arbejder han som padeltræner 20 timer om ugen i Padel7500 i Holstebro.
– Jeg havde hørt, at det var det bedste kursus, som man kunne få. Jeg har tidligere været på et kursus med en portugiser, men det var ingenting i forhold til C-trænerkurset. Efter to dage føler man sig virkelig rustet, siger juniorlandsholdsspilleren.
Undervisere får kæmpe ros

Ifølge Magnus Hansen var kurset godt til at give en basal viden og tilgang til trænerrollen.
Undervejs blev kursisterne undervist i, hvordan man som træner tager imod en spiller, og hvordan man udvikler en enkelt spiller eller en gruppe, ligesom de praktiske øvelser også blev gennemgået.
– Den stærkeste kompetence som træner er at have alle de forskellige planer, og at være klædt på til at kunne fungere i praksis som træner på banen, lyder det fra Magnus Hansen.
Marc Møller og Alex Loughlan stod bag undervisningen, og de får stor ros af centerlederen i Match Padel Silkeborg.
– De klæder en rigtig godt på, og de har samtidigt et stort fokus både på fagligheden og al trænernørderi, og det er tydeligt at mærke, at de elsker det, fortæller Magnus Hansen.
Den samme ros lyder fra Lucas Ørskov Christensen, som anerkender deres store ekspertise.
– Alex og Marc er gode til både kommunikation og tankegangen som træner. De sætter også meget fokus på, hvad en god coach er, og hvad der virker på elitespillere og en breddespiller. Jeg føler, at jeg har fået mere styr på trænergerningen efter kurset, siger han og fortsætter:
– Mit højdepunkt var blandingen mellem teori og praksis samt den professionelle tilgang, som de havde.
Planlagte C-trænerkurser
DPF C-træner (HPA Bronze) – Padel North Kokkedal d. 3. maj. 2025 kl. 10:00, i „Padel North‟
DPF C-træner (HPA Bronze) – Kerteminde d. 28. jun. 2025 kl. 10:00, i „PadelHouse‟
Se den komplette kursuskalender her.
Praktisk og teoretisk eksamen
C-trænerkurset forløber over to dage, hvor 75 procent er praktisk og 25 procent er teori.
For at få sit deltagerbevis som certificeret padeltræner af Hello Padel Academy, skal alle kursister bestå en praktisk og teoretisk eksamen som afslutning på C-træneruddannelsen.

– Den praktiske eksamen var den mest udfordrende specielt i forhold til alle de forskellige fodringsteknikker, men det var fedt at skulle tage en eksamen, fortæller Lucas Ørskov Christensen.
Kursets højdepunkt var ifølge Magnus Hansen at få alle de små, konkrete inputs undervejs og at få kompetencer og baggrundsviden på banen af trænere med en høj faglighed.
– Min drøm er at udvikle padelsporten, så vi får padel ud til en endnu bredere målgruppe. Vi skal lave padel både for børn og ældre, og for sportens fortsatte udvikling kræver det, at vi får kvalificerede trænere, lyder det fra Magnus Hansen, der fortsætter:
– Den gode træneruddannelse er med til at dygtiggøre vores ansatte, som så kan udvikle spillerne i alle aldre. Derfor er uddannelsen afgørende for at gøre padel til en folkesport.
I løbet af 2025 afholder Dansk Padel Forbund det første B-trænerkursus nogensinde, og her vil Lucas Ørskov Christensens navn efter alt at dømme være at finde på listen over deltagere.
– Jeg er 99 procent sikker på, at jeg gerne vil med. Jeg var helt høj, da jeg kom hjem sidst, slutter han.


