ZigaForm version 7.6.4

Begge DM 2026-vinderpar stiller op til årets tredje afdeling af eliteserie

Det er et yderst overbevisende felt af spillere på højeste hylde, som i weekenden står klar til at deltage i Arla Protein Padel Series 3 – Powered by Joe & the Juice i Racket Club Slagelse.

Her er både DM 2026-vinderne Malthe Nielsen/Emil Lilleøre samt Gitte Haxen/Maria García-Rasmussen klar til at jagte point til Arla Protein Padel Series race-listen og den endelige sejr.

De mange stærke, tilmeldte elitepar glæder centerleder i Racket Club Slagelse, Johan Gude.

– Jeg synes, at lodtrækningen er stærk og faktisk også stærkere, end vi havde forventet. Når vi har sådan en stor turnering, er Slagelse et centralt sted i landet, og vi har formået at have fået blandet en god spillerskare. Jeg er glad for, at vi har Oscar Opiola med, som er træner her i centret. Han kunne godt gå hen at blive en lokal fanfavorit, lyder det fra centerlederen.

Lodtrækningen til Arla Protein Padel Series 3 – Powered by Joe & the Juice i RC Slagelse.

Glæde hos debutant

Hos herrerne stiller den ene af vinderne fra årets første afdeling i Holstebro, Alex Casas, op sammen med Emil Okkels i weekendens turnering, hvor parret er tredje- og fjerdeseedede.

Vinderparret fra den seneste afdeling af eliteserien i PadelPadel CPH, Malthe Nielsen/Emil Lilleøre, er andenseedede, mens svenske Daniel Windahl/Simon Vasquez er førsteseedede.

Derudover er blandt andre Ferrigno-brødrene og Nicolaj Lyng/Sofus Brønnum også at finde.

– Det betyder meget, at de lokale kommer ud og støtter os. Vi har brug for den energi for at kunne trække sejren hjem i første runde. Niveauet er tårnhøjt, når man kommer op i denne kaliber, og jeg glæder mig helt vildt meget. Det er min første turnering på DPF1000-niveau. Det er en kæmpe milepæl, og det bliver fedt at dele banen med Georg, udtaler Oscar Opiola.

I kvindernes turnering jagter det formstærke par Gitte Haxen/Maria García-Rasmussen, der netop har vundet Senior DM og en FIP Bronze-titel, endnu en triumf i Slagelse i weekenden.

Her skal blandt andre Marie-Louise Frølich-Jensen/Mette Jochumsen, Sille Tranberg/Emma Tranberg og Cecilie Haslund/Anna Riisgaard gøre det sværest muligt for kvindefavoritterne.

– Det bliver en fed turnering. Anna og jeg er godt kørende, så jeg håber, at vi kan tage en sejr i første runde, men det er nogle stærke par, der er med. Det betyder meget for os at få point til turneringen, da vi allerede er gået glip af en turnering tidligere i år, siger Cecilie Haslund.

Første gang siden 2023

Det er ikke kun seniorspillerne, som padelpublikummet i Slagelse kan glæde sig til at opleve.

Som en del af Arla Protein Padel Series 3 – Powered by Joe & the Juice bliver der nemlig også afviklet en DPF500-juniorturnering, hvor nogle af landets største talenter skal i aktion.

– Jeg synes, at det er rigtig godt for sporten, at de unge spillere er med. Forhåbentlig kommer der rigtig mange tilskuere, der kan se, at der også er rigtig mange dygtige unge spillere. Det er rart, at de unge får en stor scene, hvor de kan spejle sig i de ældre spillere. Det kan noget på mange niveauer, og for tilskuerne er der kun endnu mere at opleve, uddyber Johan Gude.

I Racket Club Slagelse glæder man sig til at skabe en stor fest i weekenden. Det er første gang siden 2023, at man har Danmarks stærkeste eliteserie forbi centret på Vestsjælland.

Padel-TV sender på vanlig vis direkte fra Arla Protein Padel Series, hvis du er forhindret i at opleve turneringen i virkeligheden. Noget, som centerlederen dog mener, at man bør gøre.

– Vi har skruet op for den helt store fest. Der er købt godt ind med drikkevarer, der kommer en foodtruck, der bliver spillet livemusik, og der vil være konkurrencer, hvor man kan vinde mange præmier. Vi har også et område i bunden af hallen til aktiviteter, slutter Johan Gude.

Arla Protein Padel Series 3 – Powered by Joe & the Juice spilles fra den 15.-16. maj 2026. De første herrekampe starter fredag kl. 17.00. Lørdag morgen begynder kvindernes turnering.

Kommende afdelinger i Arla Protein Padel Series 2026

15.-16/5, Racket Club Slagelse

12.-13/6, Padel Yard Reffen, Copenhagen

28.-29/8, PadelBoxen, Odense

23.-24/10, Rocket Padel Viborg

13.-14/11, Simon’s Padel Club, Humlebæk (Finals)

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden