ZigaForm version 7.6.4

Dødens puljer og mange dramatiske opgør venter i stor sæsonfinale

Seks indledende afdelinger, landets dygtigste spillere og et væld af højdramatiske kampe.

Der er lagt op til ét af den danske padelsæsons utvetydige højdepunkter, når Arla Protein Padel Series Finals spilles i Simons Padel Club i Humlebæk fra den 13.-14. november.

Turneringen begynder allerede fredag klokken 15.00, hvor tilskuerne gør klogt i at indfinde sig tidligt i centret. Her brager de førsteseedede, Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen, ind i svenske Sofia Arvidsson og amerikanske Carla Rodriguez Sanchez inde på centrecourt.

Tidlig fredag eftermiddag tager de forsvarende mestre for herrerne, Emil Lilleøre og Malthe Nielsen, også hul på sæsonfinalen. I første kamp venter Jeppe Tolderlund og Oscar Opiola.

– Malthe Nielsen og jeg er oppe og træne lige nu i Sverige og få de sidste ting på plads. Vi ser frem til et par gode dage i Humlebæk, og det skal nok blive sjovt, lyder det fra Emil Lilleøre.

60.000 kroner i præmie

De i alt 18 tilmeldte par i sæsonfinalen har kvalificeret sig på baggrund af deres resultater og optjente racepoint i løbet af sæsonens seks indledende afdelinger i Arla Protein Padel Series.

Hos herrerne er 12 par fordelt i tre grupper á fire par i hver, mens kvinderne er inddelt i to grupper á tre par. Der venter derfor et intenst gruppespil, hvor alle kampene er afgørende.

Lørdag kulminerer sæsonfinalen med semifinaler og finaler i både herre- og kvinderækken. Her skal sæsonens stærkeste par kåres foran et forhåbentlig talstærkt publikum i Humlebæk.

– Vi har gjort klar til en padelfest. Vi får kørt en kaffevogn og en aperol-vogn ind til tilskuerne, vi får tribuner ind de steder, hvor de kan være, og Arla Protein kommer med et telt. Folk fra akademiholdet står for en kagebod, vi har en VIP-lounge og en players lounge, og vi har gjort ekstra meget ud af at forkæle spillerne, fortæller Lasse Sigdal, medejer af Simons Padel Club.

Simons Padel Club er klar til at afvikle det største event i Dansk Padel Forbund-regi nogensinde.

Med en DPF2000-status er der samtidig værdifulde ranglistepoint på spil, når sæsonen skal afsluttes med et brag i Nordsjælland. Den samlede præmiesum lyder på hele 60.000 kroner.

– Jeg har sat et kæmpe kryds i kalenderen henover fredag og lørdag. Man kan godt udnævne vores pulje som dødens pulje, og vi skal være skarpe fra start, siger Maria García-Rasmussen.

Djævlen ligger i detaljen

De forsvarende mestre, Emil Lilleøre og Malthe Nielsen, går efter at gentage 2025-triumfen.

Parret har forberedt sig grundigt frem mod sæsonfinalen, og Emil Lilleøre er godt tilfreds med både formen og lodtrækningen, hvor de har undgået flere af turneringens favoritter.

– Som spiller går man altid ind til en turnering med håb og tro på at vinde. Men der er mange kampe, der skal vindes, selvom vi har fået en overskuelig gruppe. Skulle vi stå i en finale, så  er det formentlig mod Windahl og Vasquez, som vi haft det svært imod, siger Emil Lilleøre.  

I kvindernes turnering er Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen forsvarende mestre, det førsteseedede par og naturligvis blandt favoritterne til at vinde sæsonfinalen igen i 2026.

– Gitte og jeg er vant til at være favoritter, så det er ikke et pres, der kommer til at påvirke os. Vi skal fokusere på os selv. Det er min hjemmebane i Simons Padel Club, og der er mange, jeg kender, som har sagt, de kommer i centret og kigger, uddyber Maria García-Rasmussen.

Maria García-Rasmussen stiller op som forsvarende mester sammen med Gitte Haxen i sæsonfinalen.

Hos Simons Padel Club er ambitionerne også store uden for banen. Centerlederen forventer 350 til 400 tilskuere om dagen, og der bliver arbejdet på at skabe de bedst mulige rammer.

– Tilskuerne kan forvente, at vi skaber rammerne til en god fest. Vores fokus bliver vores loungeområde, hvor vi bygger tribuner op, og vi forsøger også at sætte stole og små tribuner op ved banerne, hvor det er muligt. Det er vores største event i Dansk Padel Forbund-regi, og vi ved, at djævlen ligger i detaljen, så vi skal lave forberedelsen godt, afrunder Lasse Sigdal.

Fakta: Arla Protein Padel Series 2026

Dato: 13.-14. november 2026
Spillested: Simons Padel Club, Humlebæk
Turnering: Arla Protein Padel Series Finals – powered by Shamballa Jewels
Kategori: DPF2000
Deltagere: 12 herrepar (24 spillere), 6 kvindepar (12 spillere)
Turneringsformat: Gruppespil efterfulgt af semifinaler og finaler.
Præmiesum: 60.000 kroner
Program: 13. november – Indledende gruppespil. 14. november – Semifinaler og finaler.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden