Træning flere gange om ugen, ventelister og et mål om at få flere børn og unge ind i padel.
Sådan ser virkeligheden ud hos foreningen Padel Yard Copenhagen, som holder til hos Padel Yard, der siden september 2025 er gået fra nul til over 100 børn og unge på deres juniorhold.
Hver mandag, tirsdag og onsdag fra klokken 15 til 18 mødes juniorer mellem 8 og 17 år i Padel Yard Jernbanebyen for at træne, udvikle deres spil og være en del af fællesskabet.
Interessen er så stor, at der i dag er ventelister til flere hold hos Padel Yard Copenhagen.
– På relativt kort tid er vi gået fra at starte de første juniorhold op til nu at have over 100 børn og unge, som går til ugentlig padel. Det er fantastisk at opleve den glæde og energi, de kommer med, og det giver os selvfølgelig lyst til at skabe plads til endnu flere, siger Frederik Rye, medejer af Padel Yard.
Ifølge ham er udviklingen blandt andet drevet af træner Marcus Heckmann, som har været med til at forme juniortræningen. På samme tid har Padel Yard prioriteret at gøre juniorerne til en fast del af centrets aktiviteter ved blandt andet at give foreningen attraktive banetider.
Fast plads i centrets travleste timer
Når op mod 20 børn og unge træner sammen i Jernbanebyen, er det et udtryk for en bevidst prioritering. Selvom træningen ligger i et tidsrum, hvor banerne normalt er fuldt booket, har Padel Yard valgt at give juniorerne plads.
For ambitionen er ikke blot at få flere børn og unge ind på banerne i dag, men at skabe fundamentet for, at padelsporten også har en stærk fremtid om 10 år. Det ansvar tager Padel Yard på sig med sine padelfaciliteter.
– Som en af de største padelaktører i København har vi et ansvar for at gå forrest i at skabe et tilbud til københavnerfamilierne. Derfor har vi valgt at prioritere juniorerne og skabe de bedst mulige rammer for, at de kan blive en fast del af vores centre. Det er en indsats, vi løfter i fællesskab med Daniel Mlka fra foreningen og vores træner Marcus, som med deres store engagement har været helt afgørende for den positive udvikling, lyder det fra Frederik Rye.

Juniortræningen er bygget op i et samarbejde mellem Street Copenhagen, Spor 10 og Padel Yard. Træningen varetages af Padel Yards danske trænere og af padelcentrets øvrige ansatte.
Betalingen for juniortræningen foregår gennem et månedligt kontingent, mens foreningen står for alt det administrative arbejde. Det er med til at holde prisen nede for familierne.
– Hvis padel skal fortsætte med at udvikle sig i Danmark, er det helt afgørende, at vi får børnene og de unge med. Vi vil gerne bidrage til, at endnu flere får mulighed for at gå til padel, og derfor arbejder vi allerede på at udvide tilbuddet med blandt andet træning i weekenderne. Samtidig ønsker vi at styrke fællesskabet omkring sporten gennem flere sociale arrangementer for både børnene og deres forældre, siger Frederik Rye.
Interview: Padel Yards fokus på juniorer
– Det er sindssygt fedt, at vi har nogen, som går forrest i københavnsområdet. Og jeg fornemmer, at samarbejdet mellem centret og foreningen er rigtig godt, og at det er derfor, de lykkes. Jeg vil også gerne give meget kredit til Daniel Mlka, der er formand i foreningen.
– Det er virkelig vigtigt, at der er nogle i københavnsområdet, som prioriterer ungdommen. Centrene i hovedstaden kan godt sælge deres baner til fuld pris, som det er i dag. Men det er alfa og omega, at de aktivt stiller baner til rådighed. For nye spillere og fremtidige spillere.
– Vi står til rådighed for sparring for alle foreninger og centre. Men drivkraften og interessen skal komme fra dem selv, og det kan vi kun appellere til. Vi afholder selv et netværksmøde for aktører i hovedstadsområdet, hvor vi vil fortælle om bredde og elite, og vi har også lavet et skoleprojekt, hvor vi sendte flere hundrede elever på banen flere steder i hovedstaden.
Kilde: Klaus Sørensen, juniorbreddeansvarlig, Dansk Padel Forbund
Refshaleøen kan blive næste skridt
Den største udfordring lige nu er kapaciteten. De eksisterende hold er blevet udvidet, men ventelisterne viser, at der fortsat er flere interesserede børn og unge, end der er plads til.
Derfor undersøger Padel Yard også mulighederne for at udvide med flere træningsdage og supplerende timer i weekenden. I fremtiden skal der også være flere aldersgrupper og hold.
– En af de største udfordringer har været at finde plads på banerne, da juniortræningen ligger i nogle af vores allermest travle timer. Det er dog en prioritering, vi bevidst har valgt at gøre, fordi vi mener, at børn og unge skal have mulighed for at gå til padel på tidspunkter, der passer ind i familiernes hverdag. Samtidig skal vi blive bedre til at nå ud til børnene og deres forældre, så flere bliver opmærksomme på tilbuddet. Og så har vi brug for flere engagerede frivillige, der har lyst til at være med til at udvikle juniorarbejdet, siger Frederik Rye.

Padel Yard ønsker at bygge videre på den positive udvikling og ser flere muligheder for at udvide tilbuddet. Blandt andet kan faciliteterne på Refshaleøen spille en større rolle med plads til flere aktiviteter og turneringer.
Udvidelsen skal dog ske i et tempo, hvor de gode rammer for juniortræningen fortsat bliver prioriteret højt.
– Vi tager det lidt i etaper, så vi sikrer, at vi kan følge ordentligt med og fastholde kvaliteten i juniortræningen. På sigt ser vi gode muligheder for også at udvide træningstilbuddet til Refshaleøen. Derudover har vi allerede budt ind på at afholde juniorturneringer i både Jernbanebyen og på Refshaleøen, så vi kan være med til at skabe endnu flere gode oplevelser for børn og unge i padelsporten, uddyber Frederik Rye.
Københavnske juniorer står i kø
Den hurtige vækst har ifølge Frederik Rye vist, at der er stor efterspørgsel efter padel for juniorer i København. Nu handler det om at omsætte interessen til et kontinuerligt tilbud.
– Vi oplever en rigtig stor interesse, og selvom vi løbende har udvidet holdene, har vi stadig børn og unge på venteliste. Det viser os, hvor stort potentialet er, og hvor vigtigt det er at skabe nogle faste og gode træningstilbud. Vores ambition er, at endnu flere børn og unge får mulighed for at blive en del af fællesskabet og gå til padel på lige fod med andre fritidsaktiviteter.
Lige nu er fokus på begyndere og øvede spillere, så sporten kan udbredes til så mange børn og unge som muligt. Planen er løbende at udvide med flere træningsdage, aldersgrupper og hold, så flere af juniorerne på ventelisten kan få mulighed for at komme ind på padelbanen.
For andre aktører i padelmiljøet mener Frederik Rye, at centrets erfaring indtil videre viser betydningen af at prioritere juniorarbejdet og at finde de rigtige mennesker til at drive det.
– Vi skal prioritere, hvordan vi kan få en masse unge mennesker til at gå til padel. Vi er kommet stærkt fra land, og vi har fået mere blod på tanden, slutter Frederik Rye.
Du kan læse mere om Padel Yard Copenhagens juniortilbud på Padel Yards hjemmeside.



