Oscar Sebber, Malthe Nielsen, Emil Lilleøre, Emil Okkels, Gitte Haxen og mange, mange flere.
Der er masser af velkendte elitespillere på turneringsplakaten, når Racket Club Taastrup fra den 7. til 11. oktober inviterer tilskuerne med til padelfest under FIP Bronze Copenhagen.
Turneringen samler et stærkt felt med nogle af de mest profilerede spillere, som konkurrerer på CUPRA FIP Tour, side om side med en række af de bedste danske og nordiske padelspillere.
SPORT LIVE følger de afgørende kampe fra centrecourt i Taastrup i løbet af finaleweekenden med anden runde og kvartfinaler den 10. oktober samt semifinaler og finaler den 11. oktober.
– Vi arbejder hele tiden på at bringe mere dansk og international sport ud til seerne, og padel er en sportsgren i markant udvikling. Derfor glæder vi os meget til at sende direkte fra FIP Bronze Copenhagen i Taastrup og give vores seere mulighed for at opleve international padel i topklasse på dansk grund, lyder det fra Flemming Kjellerup, direktør hos SPORT LIVE.

Et internationalt felt
FIP Bronze er en del af den officielle internationale CUPRA FIP Tour under International Padel Federation (FIP), og turneringen i Taastrup afvikles med både en kvinde- og herrerække.
Main Draw består af 32 par i hver række, og eventet har en præmiesum på 12.000 euro.
Spillerlisten tæller et bredt internationalt felt, og der er udsigt til elitepadel på et niveau, som danske tilskuere normalt skal rejse udenlands for at opleve. Samtidig får de danske profiler mulighed for at teste sig selv mod internationale spillere med dansk opbakning.
Parallelt med FIP Bronze afvikles FIP Promises for juniorerne, så Racket Club Taastrup samler både senior- og juniorpadel under samme tag i Taastrup om en lille måneds tid.
– Vi afvikler også en DPF-turnering sideløbende med FIP-eventet. På den måde får vi aktiveret de nationale spillere og skabt et samlet event, hvor den internationale elite, juniorerne og den danske turneringsscene er repræsenteret, fortæller Jacob Østergaard, direktør i Racket Club.
Tribuner og madboder
Selve eventet vil blive bygget op som mere end blot turneringen. Der bliver et centrecourt-setup, med tribuner, VIP-område, mad og drikke og forskellige aktiviteter omkring kampene.
Der bliver også etableret et decideret område med stande fra en række stærke partnere, hvor gæsterne kan opleve produkter, få gode tilbud og rabatter og deltage i en række konkurrencer.
– Forventningen er, at der bliver 500-600 gæster dagligt på de største dage, og vi glæder os helt ekstremt til at samle spillere, partnere og medlemmer til en padelfest uden lige, uddyber Jacob Østergaard.
Læs meget mere information om FIP Bronze Copenhagen by DBC Coffee inde på racketclub.dk/fip – eller se den fulde spillerliste for herrerne eller kvinderne til Main Draw og Qualifications.



