ZigaForm version 7.6.4

Nielsen og Alipieva udfordrer Laudrup og Haxen ved Mix DM

Lørdag den 27. juni er det igen tid til at kåre de danske mestre i Mix DM, når danmarksmesterskabet bliver afviklet i PadelWorld Herning som en del af DIF DM-ugen 2026.

Lodtrækningen er nu på plads, og i alt 12 mix-par er klar til at kæmpe med om DM-guldet i en turnering, som både byder på stor rutine, landsholdskvalitet og spændende udfordrere.

– Vi ser ind i nogle virkelig spændende dueller, og der bliver kamp om placeringerne. Det er første gang, at Gitte Haxen og Mads Laudrup har haft så hård modstand. Vi drømmer om at gøre Mix DM til et større event i fremtiden, men vi er på samme tid rigtig glade for, der er 12 stærke par, som har meldt sig til, siger Lars Baes, turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund.

Seksdobbelte vindere

De forsvarende Mix DM-vindere fra 2025, Mads Laudrup og Gitte Haxen, stiller endnu en gang klar i Herning, og her er parret naturligvis blandt de største favoritter til at tage guldet.

Faktisk kan Laudrup og Haxen også skrive sig ind i historiebøgerne i dansk padel med deres syvende danske mesterskab i Mix DM, hvis de genvinder titlen lørdag den 27. juni.

– Vi satser på at gå hele vejen til finalen, hvor vi højst sandsynligt møder det stærkeste par i historien til Mix DM. De er favoritter, men vi må se, om rutinen kan sejre, siger Gitte Haxen.

Ét af de mest oplagte udfordrerpar til Mads Laudrup og Gitte Haxen er Malthe Nielsen og Simone Alipieva.

Malthe Nielsen kommer med stor selvtillid efter sin sejr ved Senior DM 2026 i april, mens Simone Alipieva gennem flere år har været blandt de stærkeste profiler på det danske landshold.

Sammen udgør de to spillere et særdeles stærkt makkerpar, og ligner på papiret en potentiel finalist.

– Vores mål er, at vi skal prøve at vinde en turnering. Men det bliver svært, når der er to så dygtige spillere, som ikke laver andet end at vinde danmarksmesterskaber. Malthe Nielsen og jeg har altid snakket godt, og vi har også trænet sammen. Planen er, at Malthe skal fylde 90 procent af banen, udtaler Simone Alipieva.

Fakta: DIF DM-ugen

+135 danmarksmesterskaber.
+2.200 atleter og officials fra hele landet. 
46 forskellige sportsgrene.
DR er mediepartner på eventet og dækker DIF DM-ugen på flere kanaler i både radio og tv.
Bag eventet står DIF – i tæt samarbejde med specialforbundene – og værtsbyen Herning.
Programmet kan ses på DIF DM-ugens app, som man finder i App Store eller Google Play.
Følg med på www.dmugen.dk 

En del af DIF DM-ugen

Også Christian Dalsgaard og Sille Tranberg samt Anne Gelardi og Simon Fenger Nissen bliver interessante at følge i Herning, selvom parrene stadig må betegnes som outsidere i guldkampen.

I PadelWorld Herning glæder man sig til snart at være vært ved årets danmarksmesterskab for mix-spillere.

– Vi glæder os til at se nogle af landets bedste spillere koblet sammen med vores fire lokale par. Så jeg ved, at der kommer nogle lokale publikummer ud for at heppe på dem. Den store publikumsfavorit er nok Malthe Nielsen, og det giver noget ekstra, at han er der. Vi er klar til at tage imod alle, og centret står skarpt, forsikrer Søren Jøns, direktør i PadelWorld Herning.

Med et stærkt felt og flere oplagte kandidater til guldet er der lagt op til en spændende DM-lørdag i Herning, når Mix-mestrene for 2026 skal findes foran forhåbentlig mange tilskuere.

Det er samtidig første gang, at Dansk Padel Forbund med sit danmarksmesterskab er en del af DIF DM-ugen, der finder sted fra den 22.-28. juni i Herning med mere end 45 sportsgrene.

– Mix DM 2026 bliver spillet i PadelWorld Hernings flotte rammer. og det er på samme tid spændende, at eventet er en del af DM-ugen, fordi det er en blåstempling af, at vi er en del af DIF. Det betyder også, at der er et sæt DIF-guldmedaljer til vinderparret. Jeg håber, at danmarksmesterskabet i padel bliver en integreret del af DM-ugen, da der er potentiale for, vi kan bygge på år efter år, slutter turneringsansvarlig, Lars Baes.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden