ZigaForm version 7.6.4

Støtte fra kommune vækker drøm om forening til live

Livet er fyldt med tilfældigheder. Heldigvis også af den gode slags.

Det har Padel Forening Thy kunnet erfare i arbejdet med at få en lokal forening op at stå i Thisted.

– En dag var der helt tilfældigt en ansat hos Thisted Kommune, som fortalte vores formand, at vi havde mulighed for at søge et tilskud, hvis vi vel at mærke fik organiseret os som en forening, siger Rasmus Kristensen, der er kasserer hos Padel Forening Thy.

Foto: Padel Forening Thy

Folkene hos Padel Forening Thy tog derefter kontakt til det lokale padelcenter, Thy Padel, som sendte dem videre til Lasse Todberg hos Dansk Padel Forbund, som hjælper med at starte nye foreninger op i hele landet.

– Efter vores møde med Lasse Todberg var vi overbevist om, at vi skulle i gang. Han havde blandt andet gjort sit forarbejde i forhold til, hvor stort et tilskud vi kunne forvente at få fra kommunen. Vi var ikke kommet i gang, hvis ikke det havde været for ham, siger Rasmus Kristensen.

Tilskud til baneleje

Modellen for tilskuddet med Thisted Kommune betyder, at Padel Forening Thy kan få 65 procent af banelejen eller op til 92 kroner pr. time dækket af kommunen.

– Vores støtte til Padel Forening Thy understøtter vores strategi for bevægelse i Thisted Kommune. Derudover er det vores håb, at man kan engagere nogle andre målgrupper i nogle af de aktiviteter, som foreningen kommer til at tilbyde, siger Peter Emil Højlund, sektionsleder for fritid hos Thisted Kommune og fortsætter:

Peter Emil Højlund, sektionsleder, Thisted Kommune. Foto: Privat.

– Når det nu bliver foreningsbaseret, så håber vi også, at det kan betyde, at folk kommer i gang med at dyrke padelsporten, og hos kommunen ønsker vi at skabe flere fællesskaber, forklarer sektionslederen.

Rasmus Kristensen fortæller, at planen er at holde informationsmøder i slutningen af november. Selve foreningen håber man på at kunne starte op i januar 2025.

De første indsatsområder bliver at lave et padelkoncept for kvinder, ligesom man skal forsøge at få de eksisterende Lunar Liga-hold med over i foreningens aktiviteter.

– Vi regner med at have to dage om ugen til Lunar Liga-hold og en til to aftener afhængigt af antallet af kvindespillere. Vi har et godt samarbejde med det lokale center, Thy Padel, så vi er blevet lovet, at vi vil få baner i tidsrummet 18-22, lyder det fra Rasmus Kristensen.

Også hos Thisted Kommune glæder man sig over de eksisterende, lokale faciliteter, som nu kan bruges.

– Der er et ønske og et behov for at udbrede for at udbrede sporten. Når nu vi ikke selv har kommunale padelbaner, så er vi glade for, at vi kan anvise til eksisterende rammer, hvor man har mulighed for at spille padel, siger Peter Emil Højlund.

Få vejledning gennem Dansk Padel Forbund

Sidder I derude og mangler støtte til at starte en forening?

Eller mangler I hjælp til at gå i dialog med kommunen?

Så kontakt Lasse Todberg på lt@danskpadelforbund.dk

Rider på padelbølgen

Et andet stort mål for Padel Forening Thy er at få flere børn og unge i gang med at spille padel.

– På længere sigt er det vores mål at tilbyde nogle prøvetræninger og lave nogle gode tilbud til de større klasser på skolerne. Kommunalt set er der et større tilskud til vores unge medlemmer, så det er et vigtigt fokusområde for vores forening, fortæller Rasmus Kristensen.

Lige nu kender Padel Forening Thy kun det kommunale tilskud for 2025. Det forklarer Peter Emil Højlund.

– Vi evaluerer løbende i kommunens folkeoplysningsudvalg, om vi skal tilpasse rammen. Sådan er det med alle vores tilskudssatser. Padel er stadig en ny sport, så vi skal også finde det rigtige niveau, lyder det fra sektionslederen.

Padelaktiviteter for juniorer bliver ét af Padel Forening Thys fokusområder. Foto: Padel Thy

Hos foreningen har man forståelse for kommunens udmelding, selvom den skaber usikkerhed.

– Vi er selvfølgelig trætte af, hvis det ender sådan, at Thisted Kommune må regulere på støtten. Men vi har også en forståelse for, at det skal finde sit niveau, for padel er stadigvæk en ny sport, fortæller Rasmus Kristensen.

Kassereren understreger, at der slet ikke kunne eksistere en forening, hvis ikke det var på grund af støtten fra Thisted Kommune. Nu kan foreningen i stedet tilbyde medlemmerne faste baner fremadrettet.

Hos Thisted Kommune tror man på, at den nye, lokale forening hurtigt kan blive et stort hit.

– Vi håber på at banke nogle fede fællesskaber op, og at der bliver skabt både kultur og traditioner. Foreningen er der ikke endnu, men vi rider på padelbølgen, og det er en bølge, som vi meget gerne vil være en del af, siger sektionsleder for fritid hos Thisted Kommune, Peter Emil Højlund.

– Det vil gøre os stolt, hvis vi kan få foreningen op at køre. Vores drøm er at få skabt en struktur, hvor der er fast padel for alle medlemmerne, og hvor vi kan spille på kryds og tværs, slutter Rasmus Kristensen.

Foto: Padel Forening Thy

2 reaktioner

  1. Hej Thomas
    Du kan se alle baner i foreninger og centre på vores banekort her.
    Der er muligt at filtre resultat på afstand til en by eller f.eks. kun foreninger eller centre.

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden