Allerede i herrernes og kvindernes første runde er der er lagt op til flere intense opgør.
Det står klart, efter lodtrækningen til Senior DM 2026 fandt sted onsdag i Vejle Padelcenter, hvor de 32 herrepar og 16 kvindepar skulle fordeles i to turneringer efter parrenes seedning.
– Jeg synes klart, man skal se første runde. Der er god padel, og mange lige par med. Man kan også opleve Oscar Sebber og Emil Okkels spille sammen og se, om Marius Schjøtz lave et lille mirakel med Vejle i ryggen, fortæller Kim Elgaard, kommentator hos Padel-TV.
Du kan læse meget mere om danmarksmesterskaberne 2026 for seniorer på denne side.

Presset starter fra nu af
Fredag den 24. april klokken 17.00 træder herreparrene for første gang ind på banen i Vejle.
Her kan 16 af parrene spille sig videre til anden runde, mens de øvrige par må kæmpe videre i DPF400-turneringen. Derfor gælder det også for parrene om at være meget skarpe fra start.
– Presset bliver først rigtig kendt efter lodtrækningen. Rigtig mange par håber på, at de kan spille sig en runde videre, end man de måske havde regnet med inden turneringen. Men der er altid mest pres på de seedede par, som alle forventer, vinder, lyder det fra Kim Elgaard.
Med tilskuerbrillerne på venter der en gyser i herrernes første runde, hvor useedede Sofus Enrum og Mads Elholm støder ind i Julius Fuglsang og det lokale Vejle-håb, Marius Schjøtz.
For det ene topseedede herrepar, Emil Nielsen og Malthe Nielsen, venter der i første runde et opgør mod Lavdrim Krasniqi og Lasse Haysen, mens det andet topseedede herrepar, Oscar Sebber og Emil Okkels, står overfor parret Simon Fenger Nielsen og Mads Emil Kristensen.
– Det ser fornuftigt ud for de topseedede par, og jeg tænker, at de må være rigtig glade for deres lodtrækning. Her tænker jeg blandt andet på, at de har undgået Ferrigno-brødrene. Favoritterne kan sagtens nå finalen, hvis de rammer deres topniveau, forklarer Kim Elgaard.

Stor opbakning fra spillere
Lørdag formiddag træder de 16 kvindepar ind i den første runde ved Senior DM 2026, og her venter der også flere spændende kampe for padeltilskuerne, som finder til Vejle Padelcenter.
Her står det andenseedede par, Julia Wiese og Simone Alipieva, over for Michelle Skov Jensen og Sophia Horne Bang, mens Liv Deleuran-Skjold og Line Irby Pihl møder Mette Jochumsen og Marie-Louise Frølich-Jensen.
– Det er altid spændende med en kamp, hvor vi er underdogs, men som vi også godt kan gå hen at vinde. De spiller godt, og de er favoritter i kampen, men det er ikke umuligt, og vi kender hinanden godt som modstandere, fortæller Liv Deleuran-Skjold om lodtrækningen.
I den anden halvdel af kvindernes turnering møder det topseedede par og de forsvarende danmarksmestre, Gitte Haxen og Maria García-Rasmussen, Stine Miszczuk og Hana Huskic.
– Jeg ser reelt ingen spænding i, hvem der ryger i finalen hos kvinderne. Hvis lige pludselig Mette Jochumsen og Marie-Louise Frølich-Jensen kan finde noget frem, så er det dem, der kan gøre ondt. Men der er tale om monsterstore favoritpar, lyder analysen fra Kim Elgaard.
Fra Dansk Padel Forbunds side fortæller turneringsansvarlig, Lars Baes, at han glæder sig over, at så mange dygtige par har tilmeldt sig til Senior DM 2026 på herre- og kvindesiden.



