ZigaForm version 7.6.0

Overborgmesterkandidat besøger nyt padelcenter i København

Det er tydeligt at fornemme, at der er tænkt over detaljerne, når man træder ind i det kun få måneder gamle padelcenter i Jernbanebyen i det sydlige København.

Loungeområdet i Padel Yard, som også råder over et padelcenter på Refshaleøen, ligger centralt i det nye center, så man har udkig til flere af banerne.

– Vi vil gerne være et samlingspunkt for lokalmiljøet og særligt det yngre segment. Centret skal være et sted, hvor man kommer og hænger ud, og det skal være hyggeligt at være her. Derudover skal det bidrage til den gode stemning i Jernbanebyen, fortæller Tobias Galskov.

Han er medejer af Padel Yard, og har inden centret slog dørene op den 20. december 2024, kigget på mange padelcentre i Danmark for at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

– Vores drøm er at lave et sted, hvor det skal være muligt at gå til padel, som man kender det fra andre sportsgrene. Centret skal fungere som et fedt tilbud til københavnerne, og målet er at gøre det til et sted, hvor der er god energi i hele vores åbningstid, forklarer Tobias Galskov.

Flere problematikker drøftet

Onsdag den 12. marts var der fint besøg i Jernbanebyen, da Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, lagde vejen forbi Padel Yards nye center.

På mødet deltog også DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme og Dansk Padel Forbund.

– Mødet gik meget godt. Pernille Rosenkrantz-Theil var meget positiv i forhold til centret og de segmenter, som vi gerne vil ramme. Vi fik også drøftet lidt forskelligt om ejendomsskatter og vores situation i byen, lyder det fra Tobias Galskov.

Ifølge medejeren af Padel Yard er udfordringen i dag, at der ikke er meget ubebygget jord i København.

Hvis jorden er ubebygget, er det ofte byggerettet jord, som der også kan bygges lejligheder eller lignende på, som et padelcenter vil have svært at konkurrere mod, når det gælder indtjeningen.

Yderligere er der masser af regler for, hvad der må være hvor, og der findes ikke mange bygninger i København, som arealmæssigt passer til at skulle bruges som et padelcenter.

– For at finde et sted, har vi skullet sælge padel som en god aktivitet for vores område, siger Tobias Galskov og fortsætter:

– På Refshaleøen har det været svært at etablere både træning og fede arrangementer om vinteren, fordi det er for køligt i centret. I Jernbanebyen har vi helt andre rammer, fortæller han.

Drømmer om foreningsliv

Padel Yard i Jernbanebyen er lige nu i gang med tankerne om at få et foreningssamarbejde op at stå.

Ifølge Lasse Todberg, som deltog på mødet sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, er det helt afgørende at have kommunen med som sparringspartner, når man driver en forening.

– Kommunen er en god medspiller, som blandt andet skal godkende foreningens vedtægter, og som har mulighed for at give aktivitetstilskud, tilskud til lokaleleje eller udvikling- og materialepuljer. For en forening betyder det, at man kan få et fast tilskud, som man kan regne ind i sit kontingent, så prisen kan holdes nede for børn og unge, siger Lasse Todberg, ansvarlig for medlemsudvikling hos Dansk Padel Forbund.

På mødet kom der blandt andet eksempler frem på lokale seniorforeninger, som Padel Yard med fordel kunne kontakte.

Hos Dansk Padel Forbund glæder man sig over opmærksomheden fra Pernille Rosenkrantz-Theil, som blev manifesteret under hendes besøg.

– Det vil være en kæmpe blåstempling af foreningslivet ind i padelsporten, hvis man kan få Københavns Kommune med som støtte. Det viser også, at Padel Yard har et kæmpe hjerte for padelsporten, at man drømmer om at gå foreningsvejen, lyder det fra Lasse Todberg.

Tobias Galskov fortæller, at man håber på at samarbejde mere med kommunen i fremtiden.

– Jeg håber på, at vi kan få Københavns Kommune med på at støtte en padelforening, og at vi kan få kontakt til relevante københavnske foreninger og få dem i gang med at spille hos os, fordi vi har en stor kapacitet både her i Jernbanebyen og ude på Refshaleøen, slutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også:

Se flere nyheder

Søg på siden